BABYBÆRING ER POLITISK!

Nynne#adskillelseskultur, #omsorgsrevolution, Om omsorgspolitikLeave a Comment

(Endnu et kladdeskriv fra slutningen af 2017, hvor jeg forholdte mig til en der havde udtrykt sin undring over, at jeg havde kaldt babybæring for en politisk handling.)

Jeg anser, det som på dansk kaldes babybæring og på engelsk babywearing, for stærkt politisk, og samfundsomvæltende. Derfor valgte jeg at dele et kendskab til denne mulighed i indlæggene, som kan læses HER, HER, HER og HER.

Der var en der spurgte hvad jeg mener med, at det er politisk at bære sine børn. Det vil jeg forklare her.

Politik betyder:

“et begreb, der (…) kan referere til processen med hvilken en gruppe tager beslutninger for at styre eller påvirke udviklingen inden for et område (…)”

Hvad er det for nogle beslutninger eller hvilken udvikling er det, som jeg mener kan påvirkes igennem det at bære sine børn? Det er en udvikling væk fra adskillelseskulturen, selvfølgelig.

Og hvorfor? Fordi:

Vi lever i en adskillelseskultur, som udspringer af at vi har skabt et samfund, hvor vi skal skynde os med en hel masse. Ofte med en hel masse som ikke har nogen værdi i sig selv (Pseudoarbejde f.eks). Oftest noget, som vi gør, fordi det giver os penge, som vi kan købe noget for. Købe noget som heller ikke har noget værdi i sig selv. Vi arbejder for at købe ligegyldige ting og sager, og nedbryder i den sammenhæng planeten yderligere med vores overmisforbrug. Mens vi tjener penge, til at bruge på ting, der nedbryder vores planet og ingen reel værdi har, er vi nødt til at få børnene placeret så lang væk fra os, og overbevise os selv og hinanden om at det giver mening i sig selv, så de ikke pludselig kommer og forstyrrer os midt i vores meningsløse projekter. For børn! De larmer! De er langsomme! Og de forstår sig slet slet ikke på alt det, som vi har lært er meget vigtigt. F.eks vores karriere.

Lad os prøve at forestille os en omvendt verden. Sådan helt gakkelak, som taget ud af en film om livet på en fremmed planet. Lad os braine helt vildt og forestille os en verden og et samfund, hvor børnene er tæt på os og lever deres dage og liv sammen med os. Hvor vi indretter os ud fra hvad de kan følge med til. En verden, hvor der er plads til at leve side om side. En verden hvor der er plads til omsorgen, fordybelsen, de dybe relationer, hvor der er ro til at mærke sanserne og føle efter. Hvor vi er tæt på vores børn. Hvor børn og voksne kan trives side om side. Jeg ved godt at den er helt langt ude, men prøv.

Hvis vi helt bogstaveligt talt insisterer på at have vores børn tæt på os, og skaber et leverum og et nærmiljø, hvor der er plads til dem, så vil vi forbedre deres muligheder for en psykisk og fysisk bæredygtig fremtid på to områder:

  1. Vi vil værne om den livsvigtige psykologiske tilknytning, som jeg skrev om HER. Vi vil skabe mulighed for at børnene kan spejle sig i mennesker, som ikke bare er ansat til at tage sig af dem indenfor et kunstigt institutionsmiljø, men som faktisk er igang med at leve et liv ude i virkeligheden, sammen med dem, som de elsker.
  2. Vi vil nedsætte vores forbrug og måske ligefrem redde planeten, fordi vi ikke ville kunne løbe stærkt afsted efter alt muligt meningsløst, som udmalker kloden for dens ressourcer.

Måske vil vi i samme forbindelse indse at nyt tøj produceret i bangladesh ikke gør hverken os eller vores børn gladere, og heller ikke vores liv bedre. Måske ville vi også få øje på at lykken ikke handler om en charterferie, eller “kvalitetstid”, men om at leve et meningsfuldt liv sammen med dem som man elsker.

Det revolutionerende ved at have sine børn tæt på

Som skrevet HER, så handler omsorgsrevolutionen om at italesætte og praktisere en livsform, hvor børnene har en betydningsfuld plads. Ved at vise et alternativ til den traditionelle forældrestil i en adskillelseskultur, som på mange måder handler om at rette sig efter opfordringer til at “lægge ens unge fra sig!” viser man herved en anden måde at leve på. At bære sine børn handler om at tage en beslutning om at have sine børn tæt på. Og i en kultur, hvor normen er at køre (de mindste) mennesker rundt i køretøjer, så er det et normbrud. Udover at være en praktisk foranstaltning, så kan det opfattes som et symbol på et, i vores kultur, radikalt valg.

Med dette radikale valg, kan vi påvirke en udvikling i samfundet i forhold til livet mellem mennesker ved at give andre mulighed for at tænke sig om – en gang til – og spørge sig selv: Hvorfor lever jeg egentlig mit liv som jeg gør? Sammen med, og måske i særdeleshed adskilt fra, mit barn?

Barnet kommer til verden med en ældgammel sandhed, og givet den store stigning i mistrivsel blandt børn, unge og voksne, samt den klimakatastrofe som vi befinder os i, så kan den sandhed, som barnet viser os ikke alene sikre artens overlevelse ved at værne om tilknytningen, men også stille os stærkt i forhold til at ændre kurs klimamæssigt.

Økologi er fint. Permakultur. Endnu bedre! Men det hele starter med at tage børnene tæt ind til os. Og nu jeg rabler også ens eget indre sårede og traumatiserede barn. Men det er (måske) en helt anden snak.

Så. Babybæring er politisk!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *