TILKNYTNING
Forrige weekend fik jeg sommerfornemmelser, sætte denne sang på og gav min datters Ruben-dukke en svingom. For der var ingen andre der gad danse med mig. Det var også for længe siden jeg havde været i bad. Jeg havde fået en flåt. Og de andre var gået i skoven. Under min sælsomme dans, kom jeg til at lytte til teksten. Straks vidste jeg at denne sang, skulle være udgangspunktet, for at skrive om det vigtigste verden.
TILKNYTNING
Cisilia synger i sin sang “Er man en der engang blev brændt, går der tid før man igen finder flammen (…) Er man en der engang blev brændt, går der tid før man tør blive tændt. Åååh åååh iiiiåååå”.”
Cisilia synger at det tager tid at nå til et punkt, hvor man tør knytte sig til andre igen, hvis man først er blevet svigtet. Sådan er det med tilknytning. Indenfor den psykologiske forskning hersker der ingen tvivl om, at det lille barns tidlige tilknytning, og eventuelt brud på tilknytningen, har stor betydning for, hvordan barnet senere i livet udvikler evner til at knytte sig til andre. Cisilia synger også: “Det, der er sket, hvad jeg har set, så mange ting, men jeg har lagt det bag mig.” Det særlige og, det der gør den tidlige tilknytning livsvigtig, er at den IKKE, som Cisilia synger er lige til at lægge bag sig.
Tilknytningen er en skabelon
Børnepsykiater og forsker Bruce Perry og forfatter Maia Szalavitz skriver i deres bog “Drengen der voksede op som hund”, sådan her:
“Den kærlighed, et lille barn føler for sine omsorgspersoner, stikker mindst lige så dybt som den dybeste romantiske kærlighed. Faktisk er det skabelonerindringen om denne primære tilknytning, der gør det muligt for barnet at indgå i sunde intime relationer som voksen.”
Man kan altså ikke, som Cisilia gør, bare sådan lige lægge den bag sig. Den tidlige tilknytning, bliver til en integreret del af den måde mennesket knytter sig til andre, og opfatter sig selv og sin omverden.
Man har undersøgt tilknytning
Når man taler om tilknytning hos børn, taler man om, at børn kan være sikkert eller usikkert tilknyttede (med under kategorier). Man kalder det tilknytningsstile. Det er traditionelt blevet undersøgt under et forsøg, der kaldes Fremmed-situationen. Her undersøger man hvordan det lille barn reagerer når dets nærmeste tilknytningsperson forlader barnet i et rum sammen med en venlig fremme, og hvordan det reagerer når moren er væk, og når hun kommer tilbage. I kan se det her:
Studier, der viser os vigtigheden af en sund tilknytning
Der er lavet mange studier, der viser at måden et barn er tilknyttet på, kommer til at understøtte aspekter af barnets psykologiske udvikling senere i livet:
- Børn der ikke er sikkert tilknyttede vil i større grad have problemer med at indgå i sociale relationer. Og de vil i større udstrækning isolere sig. Studier viser, at børn med en usikker tilknytning har sværere ved at knytte venskaber senere i livet.
- Usikkert tilknyttede børn vil have flere vanskeligheder med at styre deres impulser og med at fastholde deres opmærksomhed. De vil opleve indlæringsvanskeligheder i større grad end børn med en sikker tilknytning.
- Derudover vil deres kognitive kapacitet være mindre. Med andre ord… Hvordan kan man sige det? De vil få flere vanskeligheder med, at bruge deres hjerner.
- Ens tilknytningsstil kan også få betydning for ens partnervalg, da folk med en usikker tilknytning i større grad vil finde sammen med en partner, der også har en usikker tilknytning.
- Jeg har lige siddet og skrevet et indlæg om rådne æbler, hvor jeg på godt dansk brokker mig over min kæreste. Jeg læser så nu at endnu en konsekvens af en usikker tilknytning er at man i større udstrækning oplever utilfredshed i sit samliv. HAHA! Kom ikke og kald mig usikkert tilknyttet! Bare fordi jeg var sur i sidste uge! Så slår jeg!
- Nåh ja, apropos at slå, så har ens tilknytning også betydning for om man senere i livet bliver kriminel.
- Man har undersøgt sammenhængen mellem tilknytning hos en gruppe et-årige børn og forskellige copingstrategier hos samme børn 11 år senere. Her fandt man at følelsen af at have kontrol, som man ved hænger sammen med muligheden for at opnå succes i forskellige situationer, igen hang sammen med barnets tilknytningsstil som etårig.
- Ens tilknytningsstil vil desuden kunne få betydning for hvilket tilknytningsstil man videregiver til sine børn.
Og hvad kan vi så bruge den viden til?
De studier, som jeg her henviser til, mener jeg, blandt andet, viser vigtigheden af at vi indretter samfundet og familielivet, så barnets tilknytning har topprioritet. For har vi råd til at lade være? Samfundsøkonomisk, nej. Ikke hvis man spørger nobelpristageren, som jeg nævnte her.
Kilder:
(Fonagy, 2006), (Cassidy & Berlin, 1994), (Fearon & Belsky, 2004), (Webster, Hackett & Joubert, 2009). (Rechenbach, 2003), (Thompson, 1999), (Feeney, 1999), (Dan, SagiNSchwartz, BarNhaim & Eshel, 2011), (Veríssimo, Santos, Fernandes, Shin & Vaughn, 2014)