Så blev det tirsdag og påskeferien er forbi. Jeg har brugt min på at ….. Ja, det kan jeg faktisk ikke huske. Noget med Jylland, opkast og tyndskid, skænderier, en masse lammekød, indendørsaktiviteter, og en inflammatorisk tommelfinger. Det eneste blogger-venlige billede jeg kunne finde fra foregående periode er dette, hvor jeg sidder på et muldvarpeskud og ammer under åben himmel. Der er så til gengæld også spot on!

TV-kigning kom desværre ikke på tapetet (modsat opkasten), hvilket jeg ærgrer mig over, da der var tema-lørdag på TV2 om børn og unges mistrivsel i Danmark. Temaet kommer som sendt fra himlen i forlængelse af mit afviste debatindlæg, som du kan læse her.

Som skrevet er jeg gået i gang med en sang. Da jeg forleden under åben himmel sang den højt for en nær slægtning (som jeg efterfølgende overvejede ikke bare at slå, men at bide hånden af) blev jeg konfronteret med samme reaktion, som jeg skrev om i mit debatindlæg. “Ahhhrrr…. Skal vi nu ikke liiiiige slappe lidt af? Den mistrivsel, du taler om, kan vist ikke ligefrem kaldes et reelt samfundsproblem. ” JO, DEN KAN ALTSÅ var mit umiddelbare svar. Hvorefter jeg begyndte at stamme, kradse mig i min inflammatoriske tommelfinger og gå rundt og forsøgte at putte lidt mere kød på min indvending. Det gik ikke så godt. Måske fordi jeg samtidig skulle koncentrere mig om at fjerne opkast fra håret på en barbie-dukke med en baby i en bæresele på maven, og med hvad der føltes som en poppende diskus på vej. Eller det er i hvert fald en undskyldning. Måske bare fordi min ophidselse over at jeg oplever at det her område generelt set ikke bliver taget seriøst, spænder så meget ben for mig, at alt hvad der hedder, at nå sin afsender og fremstå overbevisende, slå fejl. Istedet bliver jeg til en spruttende drage med nedløbsrefleks og bræk i håret, der ikke kan andet end at sidde og rokke frem og tilbage som isbjørnen i zoologisk have.

Men så kom TV2 mig sgu til undsætning!

“Danske børn og unge har det skidt. I nyere tid er der aldrig før målt så alvorlige trivselsproblemer.

De er angste. De er ensomme. De kan have problemer med at sove, og de føler sig stressede og pressede.” Det fortæller professor i børnesundhed, Bjørn Holstein, der har forsket i emnet i mere end 40 år.

“Børnene lærer ikke, at det her med at blive afvist af en god ven eller blive ulykkelig forelsket i en, det afstedkommer helt naturligt alle mulige følelser. Det er en del af et helt almindeligt liv, og det behøver der ikke være noget galt med. Man skal bare vide, at sådan er det – og at det kan man godt lære at håndtere”. Sådan siger psykolog Maria Dressler.

Der er tale om mistrives i så alvorlig grad, at flere forskere, børnelæger og psykologer nu slår alarm. Hvis udviklingen fortsætter, risikerer man at tabe en hel generation, lyder opråbet.

Se selv! Eksperterne siger det! TV2 siger det! Jeg siger det!

Sendte alle links til min slægtning, nu da jeg ikke selv kunne formulere mig. Og hvad får jeg tilbage? En smiley, der smiler. Ikke engang en Edvard Munck skriger-smiley, eller en der blinker. Nej, bare en apatisk smile-smiley, som man mest af alt har lyst til at knalde i hovedet med en stegepande eller kaste et klaver efter.

SÅ VÅGN DOG OP, VOKSNE MENNESKE(R)!!!

​