LØRDAGSBIO #2 – SOCIAL MEDIA ADDICTION
Læste fornyligt om et studie, der viste at positiv respons på sociale medier giver folk et dopaminrush, der minder om det man får ved brug af euforiserende stoffer. Det har jeg mærket på egen krop, efter jeg er blevet blogger. Synes stadig, at det er enormt morsomt at skrive, at “jeg er blogger”. Synes også det er sjovt, når min datter bekræfter mig i den kendsgerning, når hun fortæller sin dukke Ruber, at “Nynne blevet go gokker.”. Man kunne tilføje så meget sjofelt, men jeg lader være. Nu er det jo søndag imorgen.
Tilbage til positive tilkendegivelser på sociale medier. Jeg synes faktisk det er lidt svært, at takle det der med at lægge ting ud, som man gerne vil have andre til at læse, og som man bliver glad for når de kan lide – når de liker. Før jeg besluttede at lave min Instagramprofil om til en offentlig blog, lagde jeg ikke særlig mange billeder op og også sjældent på Facebook. Nu poster jeg jo fanemer som en narkoman junker nede i Abel Cathrines Gade. Og jeg er vild med når folk liker og skriver til mig, at de synes at det var sjovt, eller godt sagt. Og så får jeg sgu lige lyst til, at tage et billede af et af mine børn, eller mine skæve tænder i et smil og give det med. Jeg tjekker min telefon nok femdobbelt så mange gange, som jeg gjorde tidligere.
Og jeg kigger på billeder på Instagram! Hoooold nu kæft, jeg kommer vidt omkring og ser ting i disse dage. Igår så jeg på en masse kvinder med fedtprocent på 0,2, der konkurrerede om at have flest muskler og mindst væske i kroppen, tror jeg nok det gik ud på. Så en ræv der dansede, hvilket førte mig videre over til en druknet isbjørn og fanemer også om ikke jeg så en sædefødsel ved kejsersnit, hvor barnet blev født i fostervandshinden. Så græd jeg. Ah men, det går jo ikke!
Fik flere beskeder fra læsere igår, der skrev at der var noget galt med det sidste indlæg jeg lagde op, og det var lige da jeg var ude og klatre i træer med min datter. Var nær faldet ned fra stammen og havde måske brækket halsen, hvis det var gået helt galt. Overvejede at efterlade min datter i træet, og lige løbe den kilometer hjem, for at rette fejlet. Det går jo ikke.
Ergo: Jeg skal finde ud af, hvordan jeg takler at være rich and famous (Og her må jeg hellere tilføje sætningen, som jeg har lært efter at have lavet bloggen her, at man sommetider bør tilføje på skrift – “Sarkasme kan forekomme!” – Der er 300 der kigger på bloggen om ugen ca. Men det er altså mange sammenlignet med, at jeg før jeg lavede bloggen måske fik 5 besøg om ugen; af min mor, min svigermor, min bedste veninde og hendes 1 årige datter og så en vinduespudser.)
Apropos rich and famous er der så nogen af jer der følger Dan Bilzerian? Hans profil hyggede jeg også en del på igår, da mine børn sov. Tænk, at være så rig, at man kan flyve rundt hver dag. Og stå på vandski til arbejde. Hvad laver alle de damer og hvorfor alle de perserkatte? Forstår ikke hans liv. Min kæreste er meget anti-sociale medier, men sagde, at han da gerne lige ville se hans profil. Så nu følger jeg ham, og det ærgrer jeg mig faktisk (ikke) over.
I lyset af min erkendelse af at jeg skal finde ud af, hvordan jeg takler det her Instagramræs, og så det jeg tidligere skrev om Instagram, på Instagram, synes jeg denne triste kortfilm skulle være ugens lørdagsbio. Jeg vil lige advare om, at det kræver en del likes, at blive i godt humør igen efter man har set den.
God lørdag til jer!
2 Kommentarer på “LØRDAGSBIO #2 – SOCIAL MEDIA ADDICTION”
Den pige har for meget fritid! Og sådan et fuld-figurs-spejl er roden til alt ondt. Derfor har jeg ikke sådan et. Man bliver alt for selvbevidst.
Du er sgu så klog, Fru Skov! Måske er det derfor jeg er blevet lykkeligere efter jeg flyttede fra Brønshøj. Smadrede mit spejl under transporten. Troede min lykke handlede om at jeg havde flyttet mig et mere mondænt sted hen. MEN DET ER DA SPEJLET, DET HAR HANDLET OM!!!!!