(Kladde fra et øjeblik i 2017, hvor jeg tydeligvis, og med gode grunde (!), var harm og forarget over adskillelseskulturen. Sådan nogle kladder har jeg en del af, er jeg blevet opmærksom på her under kladde-oprydningen. Billedet er taget i et mere fattet øjeblik her igår, hvor jeg prøver at leve mig ind i tidligere velkendte og overvældende følelser.)

Da jeg fik min datter anede jeg ikke, at man f.eks kunne bære sit barn i en vikle. At det er gavnligt at amme i mere end et år. At børnene ikke dør, hvis de sover oppe i sengen hos sine forældre. At børn ikke skal skemades. Jeg købte en barnevogn længe før hun kom til verden, og fik hurtigt lært, at børn har godt af at sove udenfor. Hvilket jeg så senere fandt ud af, at der vist ikke er belæg for. Derimod fandt jeg ud af, at der er belæg for at sige, at børn har godt af at sove i tæt fysisk kontakt med andre levende. Og her tæller substitutobjekterne altså ikke med. Min datter fik en narresut i munden. Et skævt baghoved. En plads under duen i vores baggård. Og sidenhen et suttebid. Mission completed. Hun var lagt.

Det eneste jeg fik at vide, at jeg skulle være opmærksom på, når jeg lagde hende fra mig var, at babyalarmen var tændt. Og at jeg skulle holde øje med, at hun ikke begyndte at udvikle fladt eller skævt baghoved. Hvis man undgår dette (i en adskillelseskultur) anser vi det for at være noget af en præstation, og et succeskriterie. Men det er også meget meget svært. Og det er da klart, når vi lever med normer, der fortæller os, at vi skal lægge vores børn fra os, og helst så hurtigt som muligt og så ofte som muligt løbe afsted ud og gøre alt muligt andet end at være i nærheden af dem. Og som jeg tidligere har fået gedigne hug for at skrive, så findes der en helt babyudstyrsindustri, der støtter op om disse kulturelle tendenser forbundet med adskillelse. Du kan få en vugge. I kravlegård. Et aktivitetstæppe. En autostol. En skråstol. En gåvogn. En hoppegynge. En klapvign. En Snoo smart sleeper. En baby nest. Kært barn har mange navne. Og fladt baghoved. Og suttebid. I en adskillelseskultur.