FILLES HISTORIE OM DA BERTA KOM TIL VERDEN (Og AMNINGEN MISLYKKEDES)

NynneOm amningLeave a Comment

Som nævnt har jeg den sidste uge fået indblik i historier om forløb, hvor amning er mislykkes og i de følelser, som kvinder sidder tilbage med. Et fælles træk ved alle historierne er at kvinderne ikke føler at de har fået den rette hjælp. Og at det har været en årsag til den mislykkede amning. Og overgang til flaske-ernæring.

Jeg er blevet meget rørt og ked af det over at høre om hvor lidt hjælp og støtte de her kvinder har fået. På et af de mest betydningsfulde og sårbare tidspunkter i livet.

Jeg har valgt, og fået lov til, at dele historierne med jer. Med det formål at sætte fokus på vigtigheden af, at vi får barnets og moderens perspektiv gjort til topprioritet i vores samfund.

Moderen bærer fremtiden i sin mave i ni månder. Når barnet bliver født bør alle de bedste forudsætninger for en god barndom være til stede. Det er de langt fra, som vores samfund ser ud idag.

Her kommer Filles historie:


Nu er jeg kommet helt op i det røde felt og jeg kan ikke sove. Jeg kunne blive ved i en evighed med hvor vred jeg er over forløbet omkring Bertas fødsel og efterfødselsperioden.

Var systemet ikke så sygt, så havde de haft tid til at tage vandet på mig, da jeg var mødt op til aftalt tid. Havde de gjort det kunne jeg måske selv have født eller fået et stille og roligt kejsersnit. De VIDSTE at Berta lå forkert, men jeg blev alligevel sendt hjem pga. travlhed. Så fik jeg veer og blødning om natten og røg ind med ambulance. De havde stadig ikke tid til at hjælpe mig før næste morgen, hvor jeg løj og sagde at veerne var taget drastisk til. Fordi Berta der stadig lå forkert var blevet stresset hele natten endte det i så i akut kejsersnit. Jeg nåede ikke engang at kunne være vågen til min egen datters fødsel, da jeg med hast blev lagt i fuld narkose. Det gør mig gal! Og ked af det. Alt det her skal man jo lige psykisk komme sig over. Jeg kunne virkelig have ønsket mig at de havde hjulpet det følelsesmæssige lidt på vej ved at hjælpe mig med en god ammeetablering. Men nej.

Efterfødsel og amning

I mit tilfælde er det samfundets skyld, at jeg ikke har kunnet amme mine to børn ordentligt. Havde jeg fået den fornødne hjælp lige fra start er jeg sikker på vi kunne have fået etableret amningen så det fungerede. Fik ingen hjælp på hospitalet efter mine kejsersnit. De havde hovedfokus på, at jeg var operationspatient og minimal fokus på, at jeg var nybagt mor. Havde stærke smerter, hvilket ikke stimulerer mælkeproduktionen. Lå på en afdeling, hvor mændenes skulle hjem om natten. Hvem fanden kan lave mælk uden søvn med stærke smerter og i et rum med tre andre kvinder? Og der var ingen der havde tid til at hjælpe mig hverken med amning eller at komme ud af sengen for at nå hen til mit grædende barn.

De havde dog tid til at informere mig om at jeg ikke måtte sove mens jeg havde mit barn liggende i min seng. For så kunne det dø, sagde de. Jeg var indlagt i tre døgn med Berta. Et par minutter inden jeg skal hjem får sygeplejersken lige vejet Berta og konstateret at hun har tabt sig alt for meget. Men det har hun ikke yderligere tid til at gøre noget ved. Det må jeg “nok hellere tage en snak med sundhedsplejersken om dagen” efter. Ingen reagerede. Og Berta nåede at blive helt livløs før jeg selv opfattede, at den var helt gal.

Det barselshotel jeg var indlagt på da Berta skulle til hægterne igen, efter at være blevet så underernæret at hun ikke kunne vækkes, er lukket nu. Aldersrogade. DET ER SGU DA EN SYG PRIORITERING!

Der lærte jeg at amme ud fire til otte gange i døgnet så hun i det mindste fik noget af min mælk. Det gjorde jeg så i næsten tre måneder og var til sidst mere død end levende. Ville sådan have ønsket at de havde haft tid til at kunne lære mig at amme da det jo også var derfor jeg var blevet indlagt igen.

Når det offentlige svigter

En anden ting som jeg selv oplevede med Ivan og min veninde også oplevede med to af hendes børn var at sundhedsplejerskerne var utrolig hurtige til at foreslå/konkludere at barnet havde brug for ekstra næring via flaske. Selvom amningen var etableret. Man skal være en smule selvsikker for at have is i maven og gøre noget andet som man selv tror virker i stedet for. Det gjorde min veninde med barn nummer tre og fik mælkeproduktionen op og køre ved egen hjælp. Og slap for at supplere med flaske lige fra start. Det blev aldrig nødvendigt.

Har også en veninde der ikke kunne få amningen op og køre via det normale sundhedssystems hjælp så hun tjekkede ind på et privat barselshotel og så fik de det op at køre samme.

Følelserne efterfølgende

Tror min sundhedsplejerske sagde at det er ca. 30% der giver flaske på Nørrebro fra børnene er tre måneder. Enten supplerende eller fast. Det syntes jeg var meget højt, men det gav mig alligevel lidt trøst. Jeg føler at vi der giver flaske, fordi det har været strengt nødvendigt for at redde vores børn, må lide under det tabu, som det er at give sit barn flaske.

I dag sidder jeg stadig tilbage med en følelse af skam over at jeg ikke har kunnet amme mine børn. Og dårlig samvittighed.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *