OM SAMVITTIGHEDEN, MOMMYSHAMING OG STEMMEN DER SIGER “DU ER EN DÅRLIG MOR”. DEL 4
En udtalelse som jeg er stødt på en del gange, efter at jeg har startet denne blog er at jeg skal skrive på en måde, som ikke giver andre forældre dårlig samvittighed. At jeg bør forsøge at undgå at bidrage til at andre mødre får dårlig samvittighed. Fordi alle forældre vil deres børn det bedste.
Når jeg læser på diverse mommyblogs så ser jeg også en tendens til, at vi helst skal sige til hinanden, at det vi hver især gør er det bedste. Og at vi ikke må stille os kritiske. Hverken overfor os selv eller overfor hinanden. Vi får at vide, at vi virkelig ikke må sige noget, der kan vække samvittigheden. Dem der gør det bliver beskyldt for, at mommyshame eller forældrebashe. Som jeg også er blevet.
Samvittighedens stemme er den vigtigste
Jeg er ikke enig i at vi skal gøre os umage for ikke at bidrage til, at samvittighedens stemme bliver vakt.
Vi lever i et samfund med en masse regler, normer, trends og foreskrifter. Det kan være utrolig svært at finde rundt i hvad man skal og bør gøre. Og hvad der er det bedste at gøre. Især når det kommer til vores børn. Ingen tvivl om at forældre vil deres børn det bedste. Men hvad er det bedste? I vores adskillelseskultur kan det være meget vanskeligt at finde svar på det spørgsmål, for hvor skal vi vende blikket hen? Hvem skal vi lytte til?
Jeg vil i de følgende citere præsten Morten Kvists konfirmationstale til årets konfirmander. Han giver nemlig et svar på det spørgsmål. Et svar der netop handler om samvittighed:
“Man må lære at stole på sin egen dømmekraft. Hvor sidder den?
Først og fremmest i samvittigheden.
Det kan være svært at følge sin samvittighed. Det kan kræve mod. Et mod til at stille sig uden for et fællesskab og til at modsige andre. Derfor er det en øvelse livet igennem at lytte til samvittighedens stemme og ikke sidde den overhørig.
Når det er sagt, kan man blive nødt til at diskutere en hel del med sig selv om, hvad man så skal gøre i en given situation. Den diskussion med sig selv er et godt udgangspunkt, for det er først og fremmest samvittigheden, som dømmer rigtigt. Samvittighed og dømmekraft er som to sider af den samme mønt. Oveni kommer modet så til at følge samvittighedens stemme.”
Jeg mener at vi bør spørge os selv hvad vores samvittighed fortæller os. Jeg mener at det er farligt, hvis vi begynder at gøre os umage for ikke at vække samvittighedens stemme. Hos os selv og hos hinanden. Jeg mener at vi bør spidse ørerne og lytte godt og grundigt efter hvad den fortæller os. Selvom det kan gøre ondt. Da jeg skrev mit indlæg 10 musthaves til baby i en adskillelseskultur græd jeg. Der er ting på den liste, som jeg får dårlig samvittighed af at tænke på. Jeg vil gerne fortælle om det, og det kommer jeg også snart til, når vi skal videre til de næste musthaves på listen. Jeg har dårlig samvittighed over den måde jeg har benyttet disse “musthaves” på. Jeg har tidligere handlet som i blinde ud fra normer og foreskrifter, der er dominerende i vores kultur. Først da jeg mødte mennesker, der prikkede til min samvittighed, vågnede den op. Og vækkede i samme nu min dømmekraft. Jeg vil snart smide en tak til en særlig person, som har været med til at vække min samvittighed. Nemlig min mor.
Som Morten Kvist skriver, så kan samvittigheden føre til en masse diskussion omkring hvad man så bør gøre. Jeg tror på, at vi både skal diskutere med os selv, men også med hinanden. Vi skal ITALESÆTTE. Vi må ikke være bange for den dårlige samvittighed, selvom den kan slå os ud af kurs.
Hvorfor er vi så bange for den dårlige samvittighed?
Er det fordi den kan virke så tvingende? Måske fordi vi ikke føler at vi kan ændre på det vi har dårlig samvittighed over? Plager den dårlige samvittighed os, fordi vi lever i en kultur, som giver dårlig samvittighed? Overfor måden vi lever med vores børn. Dårlig samvittighed over de emner, som jeg skriver om. Taler samvittighedens stemme mod de rammer som adskillelseskulturen er udgjort af?
Jeg fik en kommentar på mit forrige indlæg, om STEMMEN DER SIGER “DU ER EN DÅRLIG MOR” DEL 3.
Som følge af den kommentar er jeg blevet i tvivl om noget: Er stemmen der siger “Du er en dårlig mor” i virkeligheden samvittighedens stemme, der prøver at fortælle os noget?! Og lukker vi mennesker fra en adskillelseskultur munden på vores samvittighed, ved at købe ting til vores børn? Og os selv? Giver vi synlig omsorg, for at lukke munden på samvittighedens stemme, der siger “Du er en dårlig mor”? Er det sådan det hænger sammen?
Måske er mine tre forrige indlæg, som du kan læse HER, HER og HER min måde, at italesætte og diskutere min dårlige samvittighed.
Du kan læse næste indlæg i denne række om stemmen der siger “Du er en dårlig mor” HER.
9 Kommentarer på “OM SAMVITTIGHEDEN, MOMMYSHAMING OG STEMMEN DER SIGER “DU ER EN DÅRLIG MOR”. DEL 4”
Tak for dine kloge indlæg. Du har allerede flere gange hjulpet mig med at mærke min samvittighed og styrket mig til at lytte til den. Tak fordi du siger det højt som mange af os nol inderst inde tænker. Og jeg tror da bestemt at den manglende tid til at give usynlig omsorg i en travl hverdag giver dårlig samvittighed som hurtigt dulmes med at skrue op for den synlige omsorg, der ofte er meget mindre tidskrævende. Det kan være meget lettere at bestille en stor gave hjem fra internettet en sen nattetime, eller at lade ferien gå til en dyr destination end at afsætte en time til nærvær lige der kl 17, når barnet efterspørger det.
Kære Anne,
Mange tak for sine ord.
Det gør mig virkelig glad at få tilbagemeldinger om, at de tanker jeg gør mig bringer noget godt med sig. Og ikke bare efterlader folk med følelsen af dårlig samvittighed. At det jeg skriver også giver mod til at lytte til samvittighedens stemme. Det er egentlig lidt nyt for mig det her med at blive bevist om, hvor vigtigt det også er at hjælpe modet på vej. For som Morgen Kvist skriver, så kræver det virkelig mod at lytte til sin samvittighed. Og måske særligt i vores adskillelseskultur.
Hvordan tænker du, at vi kvinder giver hinanden mod til at lytte til hvad vores samvittigheds stemme fortæller os?
Den eneste her, som jeg synes, kalder mig en dårlig mor, det er dig. Jeg er en fantastisk mor. Det kan jeg sige med 100% sikkerhed, og du prikker ikke til noget som helst i mig, der tvivler på det, selvom jeg helt sikkert falder i den kategori af kvinder, du forsøger at prikke til. Så det er ikke pga. en dårlig samvittighed, at jeg kommenterer, men fordi jeg med denne kommentar gerne vil slå fast, at du ikke sidder på sandheden. For du prikker til andre kvinder og pådutter dem en sandhed, som ikke behøver være deres. Og du og din sandhed giver dem dårlig samvittighed og en følelse af skyld og skam. Moderskabet er en følsom størrelse. Mange er usikre, fordi de gerne vil gøre det aller bedste for deres børn, og så bliver man meget modtagelig over for kritik og kommentarer om ens måde at være mor på. Og hvis man er bare lidt usikker på sig selv, så stoler man på det, man læser her på bloggen, hvor du kommer med al din etos som blogger og psykologistuderende og al din patos i form af skarp/skrap retorik. Det handler ikke om, at man inderst inde godt ved, at man kunne være en bedre mor. Det handler om, at alle kan føle sig forkerte, hvis de får at vide nok gange, at de lever forkert. Jeg er med på, at du føler, din livsførelse er den allerbedste. Herregud, selvfølgelig gør du det – ellers ville du ikke leve, som du gør. Og jeg forstår godt behovet for at inspirere, men jeg synes ikke, det er det, du gør. Jeg synes, du udskammer, og jeg synes, du dikterer. Til sammenligning kan du jo se på neohippie, som du selv nævner flere gange. Hun lever anderledes end de fleste, men hun holder bolden på egen banehalvdel og er på den måde inspirerende frem for udskammede. Man kan ændre en persons holdningssæt ved begge metoder – udskamning medfører bare lavere selvværd og følelse af at være forkert. Det tænker jeg, at du godt ved som psykologistuderende. Jeg tænker også, at du godt ved, at sandhed er konstrueret, for at vende tilbage til hvor jeg startede. Hvor evidensbaseret den end må være, så er den konstrueret, og du bidrager til en konstruktion af en sandhed, der fortæller, at alle mødre, der ikke lever som du, er dårlige mødre. Og dét, hvis du skulle være i tvivl, synes jeg, er at bidrage til en langt farligere tendens i samfundet, end den du kritiserer.
Kære Marie
Min intention har aldrig været at kalde andre for dårlige mødre. Eller mig selv for en dårlig mor.
Da jeg opdagede http://www.neohippie.dk blev jeg inspireret, men der gik virkelig lang tid før jeg begyndte at forstå, hvorfor hun gør som hun gør. Jeg ønsker generelt mere gennemsigtighed i forhold til, hvorfor folk gør som de gør, men folk tør ikke fortælle om deres bevægegrunde, fordi de er bange for at det kan “udskamme” andre.
Jeg er meget enig i den måde Neohippie lever på, fordi jeg er enig med hende i de underlæggende bevægegrunde. Dem vil jeg gerne tale åbent om. Og med andre om.
Jeg mener ikke at man kun må udtale sig på egen banehalvdel. Jeg mener derimod at det er vigtigt, især når det kommer til børn, at vi tør gå ud over vores egen banehalvdel og tale om og diskutere, hvordan vi skaber bedre betingelser for at de kan trivsel. Derude i Verden. At vi taler om deres Verden. Det er så vigtigt at vi nu tør gå ud og italesætte, hvorfor vi gør som vi gør. Og italesætte hvad vi ved om, hvad der skal til for at mennesket kan udvikle sig sundt.
Ikke fordi vi hermed forklarer hvad sandheden er. Sandheden i dens fulde form kan vi aldrig nå. Vi er altid på vej og kan stykvist og et skridt af gangen blive klarer og klarer på Verdens beskaffenhed.
Dette taler dog imod dit grundlæggende præmis om, at der ikke findes en sandhed derude og at alt er (kulturelt?) konstrueret. Det præmis taler imod en moralsk realisme, som siger, at der findes noget der er godt og noget der er forkert.
Jeg mener det er uhyre vigtigt at stå fast på en moralsk realisme. Alt er ikke lige godt, hverken i forhold til hvordan vi behandler jorden eller mennesket. Jeg sidder ikke på sandheden, men her på bloggen famler jeg i blinde, sammen med de andre der vil med, på vejen tættere på sandheden.
Jeg har desuden aldrig noget sted her på bloggen kaldt min måde at leve på for den rigtige eller sandheden, for det tror jeg bestemt ikke den er. Hverken for mig selv, eller for nogen andre. Jeg er på vej. Jeg deler min Verden og min søgen med jer, og glædes når andre vil dele deres Verden med mig. Jeg vil gerne korrigeres, for jeg går af ukendte spor og jeg kan ikke finde vej alene.
Jeg tror at min skarpe/skrappe retorik, som du kalder den, handler om den måde jeg taler til mig selv. Jeg stiller mig generelt meget kritisk overfor mig selv og kritiserer langt mere end jeg roser mig selv. Og det er jeg blevet bevidst om også kendetegner bloggen her. Min dårlige samvittighed hænger for mig ikke sammen med følelsen af skam, men langt mere med følelsen af skyld. Jeg føler mig skyldig i de ting som jeg har gjort forkert, primært mht. mine børn, da de er mit vigtigste omsorgsområde.
Jeg tror du har fat i noget rigtig vigtigt i din kommentar. Jeg skal tænke mere over, af andre måske i større udstrækning føler skam, som du skriver hænger sammen med det lave selvværd. Jeg har jo faktisk en kategori herinde der hedder “Almagt til MOMMY”, og den har jeg fordi jeg gerne vil indgyde håb og styrke til moderskabet. Det skal jeg arbejde på, hvordan jeg gør uden at sige “ligegyldig hvad du gør, så er det godt, for det ene er lige så godt som det andet.”
Hvordan tænker du, at jeg kan dele min Verden og fortælle om mine stykvise erkendelser på en måde der indgyder håb og mod til at turde mærke efter og f.eks lytte til samvittighedens stemme?
Har du lyst til at tale sammen på et præmis om, at der findes noget der er rigtigt og noget der er forkert? At alt ikke er konstrueret af kulturen. Det forestiller jeg mig nemlig kan spænde ben for os, hvis vi gerne vil tale sammen.
De bedste hilsener fra
Nynne
Det er meget interessant, og jeg er meget enig i, at samvittigheden er et vigtigt barometer, selvom den kan være smertefuld. Jeg er ikke vegetar, men ret selektiv i forhold til kød, og oplever i den forbindelse tit at folk siger noget a la ‘man skal bare lade være med at tænke på, hvad det er’ / ‘tænke på hvor det kommer fra’. Og det virker jo helt skørt, det er jo netop det, man skal tænke på… Men samvittigheden kan være hård, fordi man måske ikke rigtig har ‘lyst til’ eller kan overskue alternativet af alle mulige forskellige grunde. Det valg kan være komplekst og forbundet med en masse fravalg. Måske trives man ikke med at gå hjemme, eller måske er man ikke klar til at give slip på et tidskrævende identitetsprojekt som marathonløber. I forhold til vegetarsnakken er man måske bare for vild med pølser i svøb…
…. Jeg oplever som dig moderskab og forældreskab som særligt sårbart i forhold til den dårlige samvittighed, og kan mærke, at jeg er meget opmærksom på ikke at give andre dårlig samvittighed eller pådutte mine idealer af netop den grund. Selvom det jo egentlig er misforstået hensyn. Jeg har altid haft en forestilling om, hvordan jeg ville være mor, og at jeg på sigt skulle leve et andet, mindre hurtigt liv. Men jeg kan også mærke, at de fravalg jeg nu skal til at træffe i den forbindelse er smertefulde og forbundet med en masse tvivl. For mit ‘gamle liv’, var fyldt med en masse lækre ting, som der nu bliver mindre af… 🙂
Jeg blev inspireret til at se afsnittet på DR om institutionskulturen i DK sådan er det bare. Jeg synes det er så sindssygt vigtigt at vi Stiller spørgsmålstegn ved måden Vi har indrettet vores samfund på og som direkte præger os som mennesker og forældre både i forhold til vores arbejdsliv vores relationer til vores nære og ikke mindst vores børn. Min mand har passet vores søn hjemme sammen med bedsteforældre men alligevel sagde min lille dreng til mig i lang tid, mor jeg savner dig mor du er på arbejde. Det gjorde så ondt i mit hjerte, og jeg ved at jeg aldrig skal have et fuldtidsjob igen hvis jeg skal have små børn. Det jeg tænker meget over er hvordan vi kan gøre tingene anderledes, hvordan kan vi indrette os sådan at hele familien trives. Jeg tror meget på at vi skal tilbage til en stamme kultur hvor børn har flere voksne som de er trygge og nære med i deres hverdag, det vil give et meget mere roligt liv, for forældre trives heller ikke med 2 karrierejobs og at alt går op i stress og logistik. Hvilke tanker har du om andre måder at leve på?
Tak for en inspirerende og tankevækkende blog !
Kh Anne
Kære Nynne,
Tak fordi dette dejlige indlæg ligger lige netop her. Var lige det, jeg havde brug for at finde i dag, og grundet måneders oplevelser og iagttagelser. Jeg er en af dem, der ikke bliver sur og selvforsvarende, når jeg ser andre gør noget jeg beundrer. Allerede som teenager havde jeg det sådan. Så jeg fx en smuk pige i byen, sagde jeg hun var smuk, hvor mange har valgt dræberblikket. Og ja, jeg synes det ER en bedre måde at håndtere andres lys på. Jeg oplever så tit – ja næsten dagligt på de sociale medier at andre og af og til jeg selv bliver anklaget for at kritisere andre forældre, hvis man deler noget, man selv er glad for, stolt over, har en succeshistorie, hvis man har en holdning til, hvad man synes er mere optimalt end andet, ja selv, hvis man blot stiller et åbent spørgsmål og deler sine tanker, kan anklagerne komme – ja næsten ud af det blå, og er der først én der begynder, så er alle andre efterfølgende rørende enige 🙁 Det gør mig så trist, at mange reagerer så negativt og anklagende overfor andre, hvis der bliver ramt et eller andet i dem.
Også fordi jeg aldrig gør det selv. Jeg har selv gjort ting, jeg ikke var vild med. Min søn lå ikke meget, men dog af og til i barnevogn indtil han var 3 mdr – indtil han var 3 mdr lå han i sin bedside-crib, selvom jeg hellere ville have haft ham tæt. Min mand tog vores søn op om natten og gav ham modermælkserstatning i et par uger, fordi vi troede det var bedst for at få min mælkeproduktion op, at jeg sov om natten, trods min mælk ville være kommet hurtigere og min søn havde været sparet for en del gråd, hvis vi havde vidst. Sidst men ikke mindst ville jeg ønske vi havde været i stand til at sige fra over for mennesker, som kom til at fylde negativt og aalt for meget af de første måneder i vores søns liv…
Men i stedet for hårdnakket at forsvare, det jeg gjorde, så vil jeg da tusind gang hellere lave det om, og takke for jeg blev i stand til at ændre det.
At give folk mundkurv på, hvis de giver én dårlig samvittighed, ved at kalde dem mommyshamere og lignende er den sande mobning…
Det er ikke mobning af mødre at tale om, hvad man selv synes er rigtigt og forkert, hvad man tror på og hvad man er stolt af, og hvad der fungerer for én. Men det er mobning at ville have andre skal lukke munden bare fordi det man siger gør at andre føler sig truffet, for når man føler sig truffet er der oftest en god grund til det, og en grund, man kan lære af.
Verden bliver et større sted, når vi tør se kritisk på os selv og andre, og den bliver et mindre sted, når man krampagtigt går i forsvarsposition, hvis andre siger det mindste.
Hvor havde jeg brug for dit opslag i dag. Tak
Og mange tak for at dele dine betragtninger til et gammelt, men godt indlæg, som jeg næsten havde glemt. Din besked giver mig lyst til at vende tilbage til bloggen – og jeg tror at jeg har brug for den tilbagevenden <3