Karriere.

Det ord blev jeg mindet om efter at have afleveret mit speciale, hvor jeg fik tilsendt mails med opfordringer til at tænke på min kommende ”karriere”. Eller ligefrem booste den. Booste hvad for en? I den danske ordbog står der at ordet stammer fra det franske carrière, som kan oversættes til ‘løbebane’ fra det middelalderlatin carraria ‘væddeløbsbane’, jævnfør carrus ‘vogn’.

Man skulle næsten tro at jeg var en galophest, når man kigger på alle de mails i min indbakke. Eller når man kigger på mine tænder, der bærer præg af alt den kaffe jeg har fyldt mit legeme med for at kunne fungere fra januar 2018 og fire måneder frem. For slet ikke at tale om mine blodskudte øjne. Jeg var helt smadret ovenpå det speciale! Og der fik jeg så at vide at jeg skulle booste mig selv til gallop og væddeløb. At jeg skulle accellerere på en bane, som jeg nu selv skulle skabe f.eks ved at lave et ”unikt CV”. Jeg husker at jeg var fristet til at genlæse mit gamle CV, og tilføje, at jeg netop havde smurt en ostemad og spist den uden brød, fordi brødet var muggent. Det var da helt unikt! Nytænkende. Innovativt!

Jeg er stadig her snart to måneder efter aflevering af specialet (om børns brug af tryghedsobjekter, overgangsobjekter og substitutobjekter (i en adskillelseskultur og i verden ved siden af)) udmattet.

Jeg trænger ikke til at booste. Accelerere. Og jeg vil vove den påstand, at verden heller ikke trænger til den form for hastværk. Jeg trænger til at trække vejret. Ikke bare sådan en eller 20 gange ned i maven, som jeg lærte en gang på et yogakursus. Jeg trænger til at trække vejret ordentligt sådan i et helt liv, hvor man trækker vejret hver dag ubesværet helt ned i maven. Et liv, hvor man får frisk luft. Hvor man, som det mest naturlige i verden bruger sin krop i den virkelige verden og ikke kun til “pump it up” i Fitnessdk. Og jeg trænger til at leve et liv sammen med mine børn. Ikke kun om eftermiddagen med blodskudte øjne og et fraværende blik, hvor jeg febrilsk forsøger at få indblik i hvordan deres dag har været og hvad de mon har lavet, men hvor vi lever dagen sammen i et meningsfuldt liv.

Er det ikke sært at vi taler så meget om karriere, mens isen smelter og vi selv her i Danmark har svedt i to måneder i streg? Min søn har stadig varmeknopper og brug for at blive ammet flere gange dagligt, men samfundet fortæller mig, at jeg skal afsted for at holde “hjulene igang”. At jeg skal galopere! Som om det at gøre noget for sin karriere skulle være en kvalitet i sig selv. Men hvad er det egentlig vi løber efter? Hvad går væddemålet ud på? Har man en karriere, hvis man har læst 10 år på universitetet og derefter vælger ikke at tage et betalt job, men i stedet vælger at stå for det kæmpe omsorgsansvar som det er at opfostre sine børn og være der i de udviklingspsykologisk set vigtigste leveår? Er man så med i væddeløbet? Eller er man diskvalificeret? Og hvad vædder vi om? Hvem der kommer først? Og hvad er det for en carrus vi sidder i? Hvem er der plads til i den? Må man amme? Må man tage en lur? Og hvor skal vi egentlig hen? Hvorfor rider vi afsted? Hvad er egentlig meningen med det der evindelige boost og kickstart af denne carrus? Hvor fedt er det, som en stædig hest, at nægte at stige på, hvis alle de andre galoperer afsted med vind i håret og tordenfluer i øjnene? Så står man ligesom der tilbage. Og glor. Der hvor en blanding af hestelort og mudder plasker en op ad knæene.

Eller hvad?

Eller måske bevæger man sig væk fra lyden fra kampråbene og de galloperende hove. Måske finder man et sted i skoven, hvor man kan ane den blå himmel ovenover de store trætoppe. Måske finder man sådan et sted i skoven, hvor man kan lægge sig ned. Måske glemmer man alt om at løbe, og vædde og konkurrere om hvem der er mest unik, og om hvem der kunne formidle det bedst i et PDF-dokument. Måske mærker man med hele sin eksistens, at der under trækronerne på det våde mos er alting, som det skal være. Måske mærker man at man er en del af noget større. At man med sit liv og med den helt unikke stemme, som man har fået skænket, kan give noget værdifuldt videre til verden.

Jeg er trådt ud af banen, fordi jeg ikke er nogen dresseret hest. Og fordi jeg tror på at begrebet om “karriere” er en del af en løgnhistorie, som er til stor skade for vores børn og for jorden. Jeg er trådt ud fordi jeg er et menneske med en drøm og med et ønske om at bruge mig selv, mine evner og min stemme på en måde, som beriger verden. Og nu spørger jeg mig selv hvordan jeg på bedst mulig vis kan gøre det. Og hvilke muligheder, der eksisterer for at jeg kan bevæge mig ad den vej.

Jeg vil rejse mig fra græsset og begynde at gå.

(Billedet er taget fra vores Carrus på vej mod biblioteket i Køge efter bøger om dinosauruser, kameler, indianere og ild)