Her kommer endnu et indlæg i rækken af indlæg om amning og ammeopstartsproblemer. Indlægget kan læses i sammenhæng med mine to forrige indlæg om amning. Du kan læse dem her og her.

Jeg har tidligere delt min egen historie. Og delt Annalies og Filles historier. Der er mange fællestræk ved historierne. Blandt andet at problemerne formentlig kunne have været undgået, hvis kvinderne havde fået den rette vejledning til at begynde med. Et fællestræk ved historierne er desuden at der i dag sidder kvinder tilbage med sår på sjælen, over det omsorgssvigt, som det er når nybagte mødre ikke får den rette hjælp til at ernære deres børn.

Nannas historie viser os igen konsekvenserne af at leve i en adskillelseskultur, hvor der konstant bespares på omsorgsområderne.

Her kommer Nannas historie:

Jeg fødte onsdag, min mælk løb til lørdag og lørdag var vi til kontrol på sygehuset. Jeg udtrykte min bekymringer over, at jeg synes det var svært at lægge hende til, samt at jeg synes det gjorde ondt. Jordemoder bad mig vise, hvordan jeg gjorde. Hun rettede så lidt på min teknik og siger “det skal nok komme”.

Lørdag aften sidder jeg og ammer i to timer og Agnethe bliver ikke mæt. Vi ringer til sygehuset da hun bliver rigtig ked af det. De forsøger så at vejlede over telefon. Natten er et helvede! Hver gang jeg lægger hende til, giver det jag fra brystet og op til armhulen. Jeg tænker det måske er normalt, for jeg havde hørt at man skal kæmpe for amning. Og jeg vil SÅ gerne have det lykkedes. Jeg ville så gerne amme.

Søndag aften ammer jeg igen i to timer og Agnethe er ulykkelig. Vi ringer til efterfødselsklinikken og efter jeg SELV foreslår det, kommer vi derud for at få vejledning i at bruge suttebrikker. Vi får vejledning, men sygeplejersken siger, at det bliver en sej kamp, som måske ikke lykkedes. Sårene på mine brystvorter er så store, at næsten alle mine mælkeudgange er lukket af sår.

Mandag, da Agnethe er fem dage gammel, så kommer sundhedsplejersken og konstaterer, at Agnethe har for kort tungebånd. På dette tidspunkt ammer jeg hver tredje time fast på begge bryster. Hver amning tager mig en time. Jeg skal også vække Agnethe for at amme hende, får jeg at vide. Jeg er fuldstændig udmattet. Det er fem dage siden jeg har født og har smidt de 8 kg jeg tog på i løbet af graviditeten og tre derudover. Sundhedsplejersken synes jeg skal fortsætte med at amme hver tredje time og så håber vi på afføring (Agnethe har ikke haft andet en det sorte der kommer lige når man har født).

Tirsdag får vi klippet hendes tungebånd. Hun kan ikke ligge i barnevognen på vej derned (700 m) uden at skrige helt enormt. Jeg ved jo godt der er noget galt, men kan nærmest ikke indrømme for mig selv, at det er fordi hun sulter.

Onsdag ringer sundhedsplejersken – stadig ingen afføring. Jeg skal mætte Agnethe med modermælkserstatning, får jeg at vide. Jeg græder og græder og Anders må give hende den første flaske, fordi jeg er så ulykkelig.

Torsdag bliver vi i samråd med min sundhedsplejersken enige om, at jeg kun skal hygge-amme. Der var kun gået en uge og amningen var faktisk opgivet.

At lytte til sin mavefornemmelse

Jeg har tendens til flade brystvorter. Og under graviditeten kan jeg huske jeg tænkte, at suttebrikker nok var en god ide. Al sundhedspersonale frarådte mig det. Det endte dog med at jeg fik dem fordi Agnethe ikke kunne få ordentligt fat og fordi jeg havde så store sår. Jeg sidder tit og tænker på, om amningen kunne have lykkes, hvis jeg havde haft mod til at lytte til min mavefornemmelse. Jeg havde nok haft brug for støtte og hjælp, hvis jeg i denne svære tid skulle have fundet modet til at tro på mig selv og min egen krop i så ny en situation. For hvad ved man egentlig i den situation? Jeg ved udemærket at der er en hårfin balance mellem at lytte til egne fornemmelser og sundhedspersonalet. Men hvis der nu kunne have været tid til sammen at tale om de her ting, så tror jeg ikke at jeg havde siddet tilbage med en følelse af simpelthen at være blevet strippet for mavefornemmelse. Alle de råd, som blev givet i øst og i vest, gjorde mig så usikker. Og det tror jeg gælder de fleste nybagte mødre.

Kritik af sygehus

Jeg synes det er for dårligt, at der ikke er bedre vejledning. Jeg gik derfra og troede amningen bare spillede. Syntes Agnethe var svær at lægge til, men ALLE fagpersoner fortalte, at det ville gå godt. Da vi lå på efterfødselsklinikken ringede jeg tit efter hjælp. Der gik snildt 10 min og vi måtte kalde igen, før der kom nogen. Følte mig meget alene. Agnethe blev rost til skyerne for hendes sutteteknik, men det viste sig at hun slet ikke fik ordentligt fat pga. det korte tungebånd.

Jeg synes det er så ringe, at ammehjælp er kasseret på den måde som det er på sygehusene, samtidig med, at det er så kæmpe tabu at opgive amning. Bliver helt ked af det, når jeg skriver dette. Min mor har fortalt, at der nærmest sad en sygeplejerske hos hende i døgndrift det første døgn for at hjælpe hende med amningen. Jeg er ret sikker på, at Riget nu har sløjfet de der to overnatninger, som førstegangsfødende ellers har haft. Hvordan skal man så få hjælp? Det tyder på man skal betale sig til det, for der er der helt ekstremt mange private jordemødre der florerer med reklamer for på Facebook. Men hvad så med dem, der ikke har råd til det? Skal det virkelig være meningen at amning kun er for dem, hvor det går lige efter bogen eller dem der har penge til at få hjælp?

TAK for at jeg måtte dele dine historie, Nanna <3