Min svigerfar viste mig det her billede her til morgen. Jeg spurgte ham om han ikke kunne sige noget sjovt og klogt om det – som han gerne har for vane at gøre. Den mand kan virkelig fortælle!

Jeg vil dele svaret med jer:

“Næh, der er sgu ikke noget sjovt lige at sige til det billede. Det siger måske mest bare noget om vores dejlige hund, Tita. Ja, og så katten. De to levede i hvert fald ikke som hund og kat. Katten var blevet taget fra sin mor alt alt for tidligt. Den var slet ikke færdig med alt det der. Men så bragte vi de to sammen. Og de fandt hinanden. Og fandt ud af det. Hunden savnede også et eller andet der. Måske. Så de fandt hinanden. Og hunden fandt mine drenge. Når Tobias sov herude på gårdspladsen i sin barnevogn, så lå Tita og sov under vognen. Og når han så begyndte at vågne så løb Tita herind og fortalte os det. Hun var fanemer en dejlig hund. Hun passede altid på drengene. Det var jo fantastisk at den lod katten gøre det der. At den ligesom fandt sig i det. Det var jo en KAT. Det var jo ikke en af dens egne unger. Det synes jeg godt nok. Og gav den den tryghed.”