“Av av. Den sved…. dit seneste blogindlæg. Kh hende der ikke kunne amme sin baby.”

Sådan skrev min veninde til mig i forgårs efter at have læst mit forrige indlæg. Mange andre har reageret på indlægget. Særligt efter at Neohippie lagde indlægget op på sin facebook-side. Nogle tager afstand, fordi jeg nævner flaske og modermælkserstatning på en liste, som jeg kalder “10 musthaves til babyen i en adskillelseskultur”.

Da min veninde skrev var det vigtigt for mig at understrege min intention med indlægget. Det var og er vigtigt for mig, fordi jeg ikke ønsker at bidrage negativt til de svære følelser, som jeg ved at mange kvinder sidder med når ammeetableringen mislykkes.

Min intention

Min intention med indlægget er at sætte fokus på aspekterne omkring adskillelse mellem børn og forældre. Fordi jeg opfatter det som et aspekt der gennemsyrer vores kultur. Og som et resultat af den accelererede og instrumentaliserede kultur. Og herunder den teknologiske udvikling.

Det betyder dog ikke at jeg er teknologimodstander. Det jeg gerne vil er at vække en kritisk tænkning omkring den teknologi, som vi bruger i tilgangen til vores børn. Ligesom at jeg gerne vil vække en kritisk tænkning omkring brugen af institutioner. Som jeg skrev i mit første indlæg her på bloggen, så vil jeg gerne bidrage til en “kollektiv bevidsthed, der er ved at vågne. En bevægelse, der handler om at tage aktivt stilling. Og forholde sig kritisk. Blandt andet til de gængse rammer vi forældre stiller op omkring vores børns barndom. Og til de valg mange træffer på vegne af deres børn.”.

For mange kvinder, der giver deres børn flaske er jeg fuldstændig klar over at der ikke har været tale om et valg. Jeg kender mange fantastisk inspirerende og kritiske mødre, som har haft et mislykket ammeetableringsforløb. Og derfor med sorg og dårlig samvittighed har måtte give flaske. Jeg ønsker ikke at kaste salt i det sår, at være nedgørende overfor dem eller at udstille dem.

Mit indlæg gik ikke ud på, at shame eller bashe den enkelte forælder eller mor, men at pege på aspektet omkring adskillelse i vores kultur.

Min sarkasme

I indlægget bruger jeg sarkasme. På en hånlig og spydig måde forsøger jeg at udstille adskillelsesaspektet i sin reneste form.

Det forsøger jeg, når jeg under punkt 1 skriver, at man ikke behøver at tale med eller se på sit barn. Under punkt 2. at du ikke behøver at tjekke til dit sovende barn. Under punkt 3 og 4. at man kan slippe for spændte bryster og nedløbsrefleks og lade hvem som helst tage over når barnet skal have mad. Under punkt 5. at du kan erstatte dig selv som mor med et tøjdyr. Under punkt 6 og 7. at du kan fastholde dit barn i en kunstig og distanceret prænatal tilstand. Under punkt 8. at du kan snyde dit barn til at tro at det ligger hos dig. Under punkt 9. at du kan vænne barnet til at ligge alene og vente på kontakt. Under punkt 10 jvf. adskillelsesaspektet under punkt 2. Under punkt 11, at du kan holde dig udenfor lugteafstand af din baby.

Selv i titlen bruger jeg sarkasme for at åbne for en reflektion over om de her hjælpemidler vitterligt er “musthaves”.

Begik jeg en fejl

Jeg har efter mit postede indlæg spurgt mig selv om jeg burde have udeladt punkt 3 og 4. Og om jeg bør fjerne dem. Fordi de kan såre og ramme en gruppe, som jeg ikke vil såre og ramme. Når jeg skriver det her mærker jeg en tvivl, som jeg tror handler om at jeg er ked af at såre unødigt.

Jeg vælger dog ikke et fjerne punkterne, fordi jeg gerne vil holde fast i min intention, som var at kaste lys over adskillelsesaspekterne. Og hermed intentionen om at vække en bevidsthed omkring nogle symptomatiske tendenser i vores samfund og en reflektion over hvordan og hvorfor vi anser en masse hjælpemidler som musthaves. Hvad hjælper de en med? Hvad bruger vi dem til? Og hvordan bruger vi dem? Spørgsmål som jeg ville ønske, at der var nogen der havde spurgt mig om for lang tid siden.

Efter at have skrevet nogenlunde ovenstående til min veninde svarede hun mig således:

“No need. Jeg er jo godt klar over hvad du mener. Man kan bare godt få “naturlig fødsel og amning er det eneste rigtige” lidt galt i halsen, når man i nu 2.5 år har haft sygt dårlig samvittighed over ikke at være i stand til nogle af delene. Sgu svært at sige nej til akut kejsersnit når baby er presset, og nej til flaskesupplement når baby ikke tager på. Man bliver ikke stolt af sig selv.”

Jeg håber at de kvinder, der er blevet ramt af mit indlæg fordi de sidder med nogle svære følelser forbundet med ikke at have kunnet amme forstår at min intention aldrig har været, at ramme dem eller udtale mig nedladende eller fordømmende om dem.

I en række kommende indlæg vil jeg tage udgangspunkt i listen. Jeg vil undersøge og belyse punkterne ud fra psykologisk evidensbaseret forskning, samt ud fra mine egne erfaringer, iagttagelser og refleksioner.