LIVET (OGSÅ I KARISE) ER DET MULIGES KUNST
Det er længe siden jeg har skrevet herinde på bloggen. Flere har, forståeligt nok, ønsket at høre mere om hvordan det gik med hele specialeprocessen. Det må jeg fortælle mere om på et tidspunkt, hvor den periode er landet mere for mig. Der er også en del der har skrevet og spurgt om de må læse mit speciale. På nuværende tidspunkt er jeg ikke et sted, hvor jeg er klar til at dele det, men det vil komme meget bag på mig, hvis jeg ikke kommer til at dele mange af de indsigter, som jeg gjorde mig, som en del af specialet. Jeg har en hel mappe her på mit skrivebord med artikler, noter og afsnit, hvor der står “FRA SPECIALE TIL VERDEN VED SIDEN AF”. Men her og lige nu kan jeg give et lille indblik i min verden her hvor jeg står nu.
For en måned siden flyttede vi ind i et nybygget hus i det nyopstartede økosamfund Permatopia. Her er vi flyttet til for at komme tættere på naturen og for at bo et sted, hvor børnene kan løbe frit ud og ind og lege med hinanden og med andre børn. For mig føltes det som et fængsel at bo i byen, på trods af at vi havde en stuelejlighed tæt på grønne områder i et roligt kvarter. Som min kæreste sagde, så kunne vores lejlighed have fungeret godt som en “base”, men ikke som et “leverum”. Og det var netop et leverum vi fik brug for i takt med de valg vi træf som familie. Jeg oplevede det som meget udmattende stort set dagligt, at skulle planlægge ture ud af huset eller gribe børnenes ofte svært uforenelige initiativer. Livet i byen havde uden tvivl været mere leveligt og lykkeligt for os, hvis vi havde tilbragt dage sammen i en fast gruppe med andre børn og deres forældre, som lever sammen i dagtimerne i hverdagene. Men vores valg blev truffet skridt for skridt, og ad den vej har vi ikke fundet andre, som vi havde samme fodslag med. Hvis vi havde det, så havde livet helt sikkert været mindre udmattende i byen. Og mindre ensomt. Det tror jeg på.
Nu har vi ændret lokalitet, men mangler stadig andre forældre, der har fravalgt institutionslivet for deres børn og som har tilvalgt at leve sammen med deres børn i dagtimerne i hverdagen.
Jeg håber og tror på at vi finder de mennesket, samtidig med at jeg tvivler. Og tvivler på om vi har valgt rigtigt. Mens jeg håber, tror og tvivler nyder jeg, at naturen er legepladsen her lige udenfor døren og at mine børn selv kan løbe ind og ud uledsaget af mig. At vi kan gå på udflugt og opleve en masse dejligt uden at skulle passere og transportere os forbi larmende, giftig og farlig trafik. At vi er omgivet af en mangfoldig gruppe mennesker i forskelle aldre, som er interesseret i et forpligtende fællesskab.
Min største frygt er at blive ensom her i Karise. Ensom i hverdagen, hvor alle andre kører på arbejde og afleverer deres børn i institution. Ensom som jeg følte mig i byen.
Jeg skriver og deler dette fordi flere har skrevet og spurgt ind til vores flytning, og delt deres egen tvivl og bekymring omkring netop den ensomhed, som man så nemt kan havne i når man vælger at bryde så radikalt med normerne, som det er at leve med sine børn i dagtimerne i hverdagene i et land som Danmark. I et land der institutionaliserer børnene så hårdt, som vi gør her i Danmark. Måske kan vores historie og den tvivl jeg deler støtte andre og hjælpe dem med at finde modet til at gå af andre veje og træde nye spor. Flere har spurgt om jeg kan give dem gode råd til hvad man bør gøre i vores adskillelseskultur, hvis man ønsker noget andet og har fået øje på de sammenhænge jeg har påpeget og mærket en genklang indeni. Hvad gør man så? Jeg kan desværre kun give det svar, at vi må prøve os frem, for vi er derude, hvor vi skal have opfundet den dybe tallerken. Jo flere vi er om det jo lettere bliver det dog at få lavet den helt rigtige runding. Så rådet må blive, som jeg tidligere har været inde på, at vi italesætter og praktiserer. Med hånden på hjertet <3
Som en klog kvinde, som jeg så tit har henvist til, så ofte har skrevet: “Livet er det muliges kunst”♥️♥️♥️Jeg ved at jeg har gjort det bedst mulige forsøg på at lytte til mit hjerte. Og valgt hvad jeg troede og tror var den bedste mulighed for os. Nu må vi se hvor det bærer os hen♥️
4 Kommentarer på “LIVET (OGSÅ I KARISE) ER DET MULIGES KUNST”
Dejligt at høre lidt fra dig igen Nynne ❤
Ville ønske jeg var lige så modig som dig. Måske bliver jeg det med tiden. Kan mærke hvordan det sidste af min barsel og udsigt til en travl hverdag allerede stresser mig lidt.
Det er et stort spring I har taget og det er virkelig godt gået. Håber og tror at I nok skal blive rigtig glade for det og glæder mig til at høre mere fra dig og måske hjælpe mig lidt mere i den rigtige retning Knus til dig
Tak for din besked, Signe.
Jeg mødte en klog mand for noget tid siden og han sagde noget lignende: “Vi må følge den der længsel. Vi må lytte til den. Vi ved ikke hvad det rigtige er, men vi kan bruge udelukkelsesmetoden og i hvert fald ikke gøre det vi ved og kan mærke er forkert.”
Jeg tænker meget over det her med, at vi må tage et skridt ad gangen med hånde på hjertet, og, om ikke andet, så gå væk fra det vi ved, der ikke fungerer, og så lade os inspirere af andres tanker og ideer, for herigennem måske en dag at finde det der møder vores egen indre længsel.
Så mange kærlige hilsener til Dig <3
Tak, kære Nynne, for at dele dit kvantespring med Verden.
Jeg kommer til at tænke på Phie Ambo’s sidste film, ‘…………når du kigger væk’.
For her prøver Phie Ambo at indfange og billedliggøre den virkelighed, hvor hver eneste livsform på Jorden står på sit sted – og udsender vibrationer – en Sang – der fortæller ‘Her er jeg – og jeg øver mig i at synge – stadigt mere rent og klart.
Og dér står du nu, Nynne, på dit nye sted, med en ny tone i din sang.
En tone, som jeg hører som en klang af allerstørste betydning for det liv, vi er ved at skabe.
En tone, som allerede vækker genklang og mod hos så mange omkring dig.
Så mange, der i denne tid øver sig af al kraft på at synge mere rent.
Finde en mere livsbekræftende sang.
Så mens du går der på dit nye sted – med alt dit Håb og al din Tvivl – tænker jeg, at det kan være styrkende at forestille dig gående dér – og synge – sammen med Tobias og Hannah og Thøger.
Jeg ved, at den sang er meget smuk. Den kommer fra Hjertedybet.
Derfor vil den have allerstørste betydning – både for dig – og Verden omkring dig.
Og jeg tænker, at den sang vil give andre mod til at synge mere rent.
Jeg glæder mig så meget til at lytte med. <3 <3 <3
Mange tak for dine ord, Tove.
Jeg har været hæs siden jeg flyttede hertil, og er blevet gennemtjekket af læger. Der er ikke noget fysisk galt, men det er svært at finde de rene tonerne i denne tid. Og alt det jeg forsøger at få sagt kommer enten slet ikke ud, eller bliver hvæsset.
I forgårs begyndte det at regne og de første græsfrø foran min nye havedør begyndte at spirre. Hæsheden er mindre i dag og jeg fik sagt noget klart til en ven om de ønsker jeg har, og det jeg drømmer om. Et liv, hvor vi har fået tænkt børnene tilbage i livet, og ikke bruger al vores energi på at tænke dem ud på f.eks. et evidensbaseret forsvareligt grundlag.
Så meget kærlighed til dig <3 Og tak for at dele metaforen om "Sangen".