Jeg skrev for snart to år siden dette indlæg om vores “nye” liv i Karise og i Permatopia.

Der er sket meget siden da. Det har været turbulent. Og svært at være i i perioder. Nok mest for mig fordi det er mig der har været hjemme med børnene, og mig der derfor dagligt i en lang periode er blevet konfronteret med, at livet her ikke var, og er, som vi havde håbet på. Vores forhåbning var jo at flytte et sted hen, til en landsby, hvor der var andre der levede deres hverdag, som os, med børnene hjemme i dagtimerne i hverdagene. Og som var klar på at skabe et meningsfuldt levefællesskab her. Det var der desværre ikke, da vi flyttede hertil

Før vi flyttede hertil undersøgte vi andre økosamfund. Vi lejede et hus i Dyssekilde og vi fulgte med i eco-village projekterne. Vi kom frem til, at det nok måtte være de færreste der havde råd til at prioritere at leve størstedelen af deres liv i nærmiljøet sammen med deres børn, hvis man samtidig har sat sig i huse til de priser. Med Permatopia fandt vi et sted, hvor der både var lejeboliger, andelsboliger og ejerboliger. Og et projekt, som er baseret på at være et arbejdsfællesskab, hvilket vi lod håbet om liv i dagtimerne i hverdagen fodre med. Vi flyttede herned. Og det var sommer og sommerferie, og der var mennesker over det hele. Og så sluttede sommerferien, og der var pludselig tomt for andre familier med børn. Fra 8-15. Det var et virkelig hårdt slag for mig, som jo gik her med to børn og længdes efter andre voksne og børn. Det var hårdt at vinke farvel om morgen til børn, der skulle i institution. Mine børn tog det fint nok, men jeg havde en klump i halsen. Og i maven. For det var jo ikke det liv vi drømte om.

Jeg ved, at der er mange der tænker, at jeg måske er den fødte “husmor”/”hjemmegående”, der er god til det der med at gå rundt derhjemme. Og sylte og bage. Eller hvad det er man tror, der er dækket ind under de her begreber, som vi har fået lavet. Og mange har sagt til mig, at “det kunne de godt nok ikke holde ud i længden”. Og her har jeg tit måtte svare, at det kan jeg hellere ikke. For jeg har ikke følt, at jeg er landet. Sådan helt og sandt. For livet og lykken for mig er ikke at gå rundt alene sammen med mine børn, og selv skulle være det eneste primære input i deres liv. Og de det eneste primære i mit.

Jeg drømte og drømmer stadig om et hverdagsliv, hvor der er lagt energi i dagtimerne sammen i hverdagene. Mellem børn og voksne. Udenfor institutionerne og udenfor det der “arbejdsmarked”. Hvor der er spurdlende energi fra morgenstunden til at forsybe sig i sine interesser og inspirere børnene derigennem. Og til at støtte dem i at forfølge deres.

En af mine store interesser er at læse om den menneskelige eksistens. I kulturen. Udenfor kulturen. Psykisk. Eksistentielt. Åndeligt. Det kræver en grad af fordybelse, som jeg har fundet umulig at kombinere med hele tiden at skulle være opmærksom på andre menneskers behov. Altså svært at kombinere med at have børn omkring sig fra 7 morgen til 20 aften. Og jeg vil også sige, at jeg har haft det fint med, at det har været sådan i en periode, hvor mine børn har været små og tydeligt har haft brug for at have mig tæt på. Jeg udsætter hjertens gerne mine behov og mine andre kald end at være omsorgsperson og rollemodel for mine børn til et tidspunkt hvor det ikke kompromitterer deres behov. Og det valg har jeg hvilet i. Indtil min søn var omkring to og et halvt år, og pludselig sagtens kunne og ville tilbringe sin tid væk fra mig sammen med andre. Men det var bare stadig mig, der var derhjemme. Hele tiden. Og det har frustreret mig, fordi jeg opfatter det som uretfærdigt. At jeg ikke skulle bruge mig selv i andre arenaer og bruge andre sider af mig selv. Uretfærdig er måske ikke det rette ord. Det var sådan vi valgte, at det skulle være, fordi min kæreste sad i en stilling, som det betød meget for ham, at få erfaring igennem. Og fordi den stilling forhåbentligt har givet ham noget på CV’et og til karrieren som vil gøre det lettere for ham at få tilbudt et job tættere på os. Og et job som kræver at han bruger mindre liv der.

Da jeg havde gået rundt alene i et halvt år i Permatopia skete der det magiske at to familier valgte at tage deres børn hjem, og som vi derfor pludselig havde et hverdagsliv i dagtimerne, som vi kunne dele. Og det var bare så stor en glæde! Skønne og inspirerende mennesker, som havde hvert deres at byde ind med. Andres øjne på en selv, og ens børn. Andre måder at hjælpe børnene med at løse konflikter, og blive set på.

Der skete dog det på et tidspunkt at vi måtte erkende, at sammensætningen af børn var både for lille og for skæv i forhold til alder. Der opstod mange udfordringer omkring, at holde hinanden udenfor på kryds og tværs, og efterhånden så vi at de udfordringer blev til mønstre, som var svære at bryde og ændre på for os voksne. Vi prøvede en masse forskelligt, som var både enormt sårbart og virkelig lærerigt. På et tidspunkt nåede min kæreste og jeg frem til en vurdering af, at sammensætningen i gruppen ikke gjorde det muligt at skabe muligheder for at vores børn kunne trives og udvikle sig på bedste vis indenfor den ramme. Derfor undersøgte vi muligheden for at blive en del af skovbørnehaven Permatotten, som ligger nede i vores fredsskov 200 meter fra vores hus. Især var det vigtigt for os, at vores yngste søn fik nogle jævnaldrene at være sammen med og ikke altid være omgivet af børn, som er flere år ældre end ham.

Så nu ser vores liv (før Coronaen) sådan ud, at vi har flyttet den lille gruppe vi var udenfor institutionen ind i institutionen. Og jeg er slet ikke i tvivl om at det er den rigtige beslutning. Og jeg elsker det fællesskab, og de dybe venskaber, som er opstået her.

Men jeg er stadig ked af og ærgerlig over, at vi har fået skabt en #adskillelseskultur, som gør, at der er så lidt liv og så få mennesker udenfor institutionerne og udenfor arbejdsmarked i dagtimerne i hverdagen, at man er nødt til at flytte sit liv ind i en institution, for at føle, at hverdagen giver mening og fællesskab for ens børn.

Jeg vil dog lige sige til de mange mennesker, som har skrevet og nævnt, at de overvejer at flytte her til området. Der sker rigtig meget i forhold til hjemmepasning. Nu kan man jo få tilskud både i Køge, Stevns og Faxe kommune. Også hvad angår hjemmeskoling og unschooling sker der en masse, og der er allerede en dejlig gruppe hjemmeskolere og unschoolere, som skulle til at starte op på at mødes flere gange fast ugentligt (før coronaen). En gruppe som vi også er en del af. Der er også en rigtig dejlig legestue i Faxe, som hedder Roholte legestue og som vi har været en del af stort set siden vi flyttede hertil, og som vi først er stoppet i her hvor vi er blevet en del af skovbørnehaven.

Så. Her er fællesskaber! Og vildt mange spændende, inspirerende og nytænkende mennesker. Også i forhold til at skabe hverdage i dagtimerne, hvor der er plads til børn og voksne. Der er små grupperinger rundt omkring. Og der kommer heletiden flere til. “Unschooling Sydsjælland” gruppen på facebook er også blevet stor, og der er også lavet en undergruppe for aktive hjemmeskolere/unscholere.

Vores drøm og det vi går efter har dog hele tiden været at skabe og bidrage til læringsmiljøet lige udenfor døren. At bo et sted, hvor man ikke behøver tage afsted med bil, bus eller tog for at være sammen med andre. Og hvor børnene har friheden til selv at bevæge sig ud og hjem. Jeg gider og vil ikke leve et liv, hvor hjemmemiljøet ligner en spøgelsesby fra 8-15. Jeg vil bo et sted, hvor der er liv omkring os, og hvor børnene selv kan løbe ud. Og ind. Og hvor man ikke altid skal pakke en madpakke og skiftetøj, og ud på farten for at ses med andre.

Og jeg tror og håber stadig at Permatopia kan blive sådan et sted, hvor børnene kan udfolde sig i deres hverdagsliv sammen med andre børn og voksne, og sammen have mulighed for at forfølge og fordybe sig i deres interesser hjemme og i nærmiljøet. Hvor det der med at tage på tur og rejse ud ikke er noget man gør, fordi det er nødvendigt for at overleve eller få hverdagen til at fungere, men hvor det er noget man gør, når der er noget man rigtig gerne vil ud og se og opleve. Hvor udrejsen er for seværdigheder og ikke for at få dækket ens grundlæggende behov for fællesskab.

Vi er på vej og jeg vil sige, at jeg er dybt taknemmelig for alle de erkendelser, som vi har gjort os. Og den vej, som vi har fået mulighed for at gå. Og for at vi er landet her. For landet i Permatopia. Det er vi♥️ På trods.