Bloggen her hedder “Verden ved siden af”. Den titel er lånt fra titlen på bogen “Der er en verden ved siden af verden”, hvor den danske filosof og kvindeforsker Nynne Koch skriver om det kvindelige sprog og den kvindelige verden. Det har jeg tidligere nævnt HER.

I sidste uge delte jeg kronikken “Med kvindefrigørelsen forsvandt omsorgen”. Med kvindefrigørelsen smed vi, kvinder som mænd, omsorgen ud af vinduet og omsorgsansvaret landede, bl.a i vuggestuerne, men som biolog Niels Arbøl skriver “Vuggestuen er en dårlig mor”.

Bloggen her hedder “Verden ved siden af”. Den titel kan have mange betydninger. En kvinde skrev f.eks at hun kom til at tænke “Verden er helt ved siden af sig selv”.

Hvor søger vi hen, når vi føler os ved siden af os selv?

Jeg kan svare for mig selv. Jeg søger hen til dem, som jeg føler mig ubetinget elsket af. Når verden bliver for overvældende for mig, så søger jeg derhen, hvor jeg føler mig forstået før jeg har forsøgt at forklare mig. Der hvor jeg kan hvile i en favn, og ikke skal være bange for at blive taget forkert imod. Der hvor jeg kan være tryg. Der kan jeg turde være og der kan jeg udvikle mig.

“FIND YOURSELF, THEN FIND YOUR PEOPLE. OR DO IT THE OTHER WAY AROUND. JUST DON’T SETTLE. DON’T EVER SETTLE FOR A WAY OF LIFE CREATED BY THOSE WHO DON’T HONOR YOUR SOUL AND CHERISH YOUR BABIES.” citerede jeg I forgårs.

I vores verden kan det være en udfordring at finde de mennesker, som tager imod os på den rette måde. Det kan være en udfordring at finde et eller flere mennesker, hvor vi ikke føler at vi skal “settle for” noget, som er i disharmoni med vores sjæls længsler. Vores eget indre barns stemme.

Og hvorfor?

Måske fordi, at det er de færreste af os mennesker i adskillelseskulturen, som er blevet taget imod, som vi forventede, da vi kom til verden.

Måske fordi vi har glemt barnets sprog? Det kvindelige sprog? Omsorgens sprog? Kærlighedens sprog?

Lillan, som skriver bloggen Hjertemodhjerte.dk minder os i dette indlæg om noget vigtigt. Jeg er så heldig at kende denne vise kvinde privat og en af de ting hun har lært mig er:

“Lyt til barnet. Det fortæller os ikke alene klart og tydeligt hvad det har brug for. Det fortæller os også hvad vi selv har brug for.”

Da jeg læste dette indlæg, der følte jeg virkelig den dybe meningsfuldhed og sammenhængskraft, som der findes, når vi taler om de her ting. Der er ingen løse ender. Fra “Kontinuum-begrebet”, kvindefrigørelsen, tanker om “Det kræver en landsby at opfostre et barn” til bogen “Det moderløse samfund” og til de valg jeg selv står midt i i øjeblikket.

Barnet kommer til verden med en ældgammel sandhed. Vi kan “tænke verden anderledes”, men det kræver at vi tør lytte og “mærke sanserne bag alle skanserne”.

LAD DIT BARN VISE VEJEN!