(Kladdeskriv fra slutningen af september 2017, hvor jeg forsøgte at finde den bedst mulige løsning på adskillelseskulturens klamme greb om min søns behov for at blive ammet.)

Jeg står, som I ved, i den rigtig trælse situation, at jeg lever i en adskillelseskultur, hvor der ikke på arbejdsmarked eller i undervisningssystemet tages højde for barnets behov for at være tæt på sine forældre de første leveår. Rigtig træls situation!

Helt konkret udmønter det sig nu for mig ved, at jeg ikke kan udskyde min specialeproces igen uden, at jeg må give afkald på min drøm om at blive praktiserende psykolog. Enten må jeg vinke farvel ved vinkevinduet, skide min intuition et stykke, lægge fuldstændig følelsesmæssigt låg på mig selv eller jeg må kaste min drøm om, og mit hårde arbejde for, at blive psykolog over skulderen, og beholde mit barn tæt på mit hjerte. der hvor jeg ved, at han vil udvikle sig bedst.

Så.

ADSKILLELSESKULTUREN MÅ SEJRE!

Heldigvis så har min mor tilbudt, at agere substitut for mig, og heldigvis, for det er mere held a la russisk roulette end et frit valg, så nåede min søn at blive 18 måneder før jeg blev for alvor presset til at give ham et ordentlig spark i røven, som jeg er overbevist om, at han vil skulle bruge tid fremover og senere i livet på at komme sig over. Selvfølgelig ønsker jeg, at dette svigt, som jeg nu helt bevidst vil påføre ham, kommer til at skade ham så lidt som muligt.

Min største bekymring er amningen. Min søn er indtil nu faldet i søvn hver aften, og til alle hans lurer ved mit bryst, og han vågner altid op og har behov for at have mig helt tæt på. Og jeg gruer for hvordan dette skal kunne lade sig gøre, når han skal være hos min mor. Mens jeg skriver speciale om børns brug af overgangsobjekter og substitutobjekter i en adskillelseskultur. Og når adskillelseskulturen banker på, og vi skal lukke børnenes mund for deres reelle behov, så er det jo netop så nærliggende at ty til sådan et objekt. Og. Det er så i den retning mine tanker går nu. Og nu hvor titlen på dette indlæg får relevans.

Hvad vil jeg helst? Tilvænne ham at bruge en narresut? Tit sker der jo det hos børn, der ikke har accepteret forrådelsen ved narresutten, at de alligevel falder til pa…. sutten når afsavnet efter den ægte vare bliver for udpinende. Ved f.eks vuggestuestart. Så måske vil det blive let nok, at give ham denne fremmedgørende vane, når han nu opdager, at jeg sgu ikke kommer tilbage, selvom han sørger og savner.

Så.

Hvad vil jeg helst? Dette. Eller foreslå overfor min mor, at hun ammer ham ved behov. Og hvis han vil. Altså simpelthen putter sig ned i sengen med ham og tilbyder sin varme krop og hendes bryst, som jeg har gjort det indtil nu?

Og ja. Nu må jeg jo så krybe til korset og stå ved min egen kulturelt betingede absurde væmmelse. Jeg føler en stærk modstand mod dette scenarie! Sådan helt umiddelbart! Men… Scenariet er altså ikke usædvanligt eller noget der løftes bryn over i andre kulturer. F.eks i kulturer, som ligner dem vi vestlige mennesker af i dag har udviklet os evolutionært indenfor. F.eks den som beskrives i Kontinuum-begrebet. Her gør man bare sådan. Hvis moderen ikke er til rådighed, så er der en anden kvinde, som midlertidigt tilbyder sit bryst til barnet. Fordi man ved. Helt instinktivt, at det er bedre at tilbyde barnet et menneske end en plastikdims, eller bambusdut, hvis der ikke lige er et gummitræ i nærheden. Men mig! Aad! Føj! Nej! Jeg vil da langt hellere vælge bambusløsningen.

Hvad min mor siger til det hele vil jeg drøfte med hende imorgen. Med bankende hjerte og svedige håndflader.

Siger det her ikke noget? Noget om den fremmedgørende kultur, som har været med til at forme årsagen til, at jeg føler væmmelse ved tanken om, at mit barn ligger tæt og tryg ved sin mormors barm. Siger det ikke noget om graden af fremmedgørelse, at jeg hellere ser ham ligge alene i en baggård med sin tommelfinger eller en narresut i munden, og selvberolige?

Det siger sgu da noget!!! Gør det ik???

(Til dem der skulle sidde derude og tænke hvad det hele dog endte med, så vil jeg fortælle, at ideen om tøramningen ikke blev til noget. Og heller ikke narresuttebrugen. Min søn havde en dejlig tid sammen med min mor fra 9 til 12, gik gladeligt afsted med hende i hånden eller på ryggen af hende, hvorefter de gik hjem igen, så han kunne blive ammet og sove sammen med mig. Hvorefter jeg så sad og udviklede pukkelryg henover ham, mens jeg analyserede mig frem til, at den allestedsnærværende narresuttebrug kan anskues som et udtryk for adskillelseskulturen på artefakt niveau. Puklen er der stadig. Og jeg elsker den!)