STEMMEN DER SIGER “DU ER EN DÅRLIG MOR” DEL 2.
Der kom, som nævnt, en del reaktioner på mit indlæg, hvor jeg delte et citat om den samfundsmæssige ramme, som vi kalder “vuggestuen”, og hvordan den ramme oprindeligt blev tænkt: Som et nødhjælpsarbejde og et kunstigt miljø for et lille barn. Læs det fulde citat HER.
Citatet er rigtig hård læsning. Især set i lyset af hvor historien har ført os og, væsentligst af alt, børnene hen i dag.
Flere har skrevet, at jeg ikke skal kalde andre for “dårlige” mødre, “slemme” mødre, at jeg hellere skal skrive om “alt det der er godt” og at jeg ikke skal “nedgøre andres valg”. Jeg mistede 10 følgere på Instagram, da jeg bragte citatet. Som jeg skrev HER, så fik de her kommentarer mig til at lytte efter en stemme i mit eget hovede. En stemme der siger “Du er ikke en god nok mor!”
Hvorfor reagerer folk på citatet?
En kvinde skrev til mig og bidrog med en forklaring: “Du prikker til en grundangst om ikke være en god nok forældre som de fleste har svært ved at rumme.”
Her er noget centralt og generelt på spil, som jeg gerne vil skrive lidt om.
Jeg skriver ikke om hvem der er “dårlige mødre”, eller hvem der er “super moms”, som det hedder. Jeg skriver ikke for at nedgøre andre kvinders valg. Jeg prøver bevidst, at undgå alle de floskler forbundet med “Det gode” eller “det dårlige” forældreskab, da jeg ikke mener, at de tjener noget godt i forhold til, at skabe de bedst mulige rammer for vores børn. Og opøve vores evner til at se på og lytte til barnet. De flytter nemlig fokus hen på os selv og på hele den hype, der handler om at fremstå perfekt, eller fremstå uperfekt som mor og forældre. Ikke mindst på sociale medier.
Det her er jeg selv fanget i. Og det blev jeg endnu mere bevidst om efter de førnævnte reaktioner. Jeg vil virkelig gerne øve mig i at komme væk fra et fokus på eller en lytten til stemmen indeni, der siger “Du er ikke en god nok mor”. Istedet så tænker jeg nu, at det er langt mindre pacificerende og langt mere gavnligt for en selv og ens børn, at prøve at flytte fokusset væk fra sig selv, og istedet stille sig nysgerrig og undersøgende overfor børnenes reaktioner. Måske tale med andre, lytte til andre og stille sig nysgerrig over for perspektiver, der kan gøre en klogere på hvad det er der er på spil.
Jeg sidder og tænker på om det her er en øvelse i noget, som vi moderne mennesker har svært ved: at være mindre selvoptagede. At rette fokus væk fra os selv og ud på Verden omkring os. Jeg kommer til at tænke på bogen “Ståsteder” af Svend Brinkmann, som jeg nævnte i forbindelse med min anbefalingen af hans bog “Stå fast” HER.
Jeg tror det er vigtigt at holde sig denne skelnen for øje
Nu ser jeg, at jeg faktisk slet ikke fik skrevet noget specifikt til den klarsynede kvindes kommentar om at jeg “prikker til en grundangst om ikke være en god nok forældre som de fleste har svært ved at rumme.”
Jeg tror at den grundangst, som der vækkes hos os forældre handler om brudt tilknytning. Om adskillelseskultur. Jeg tror at hashtags, såsom #supermor, #supermor, #badmom mf. og alle de reaktioner jeg får på mine indlæg, og som jeg mærker i mig selv, handler om grundlæggende ikke at føle sig god nok. Jeg tror der er noget på spil her omkring selvtillid og selvfærd. Noget på spil omkring synlig og usynlig omsorg, som jeg skrev om HER?
Jeg tror, at vi, når vi hører stemmen der visker eller ligefrem råber “DU ER EN DÅRLIG MOR”, eller “DU ER EN SUPERMOM!”, står overfor en stemme fra en kultur, som er blevet en del af os. En kultur, som gør mennesker til “like-huntere”, fordi vi aldrig har følt os elsket, som dem vi er. Vi har kun ro, når vi bliver set og “liket”, men når tingene ikke fungerer, så rammes vi af en angst, som kvinden skrev til mig. En angst for ikke at være god nok.
Jeg tror det her er meget vigtigt at overveje. Og meget vigtigt at mærke efter hvis vi gerne vil bryde ud af vores adskillelseskultur, som mødre og mennesker, og blive i stand til at give vores børn den usynlige omsorg, som danner grundlaget for at blive et helt mennesker, som føler sig elsket, som det er. Helt uden jubelråb, likes og stemmer der visker eller råber.
TAK til alle jer, som har delt jeres reaktioner med mig. Som turde skrive om det mine indlæg vækkede i jer. Og tak til dig, Rosa, for at skrive til mig og dele dine tanker <3 <3 <3
Læs forrige indlæg om stemmen, der siger “Du er en dårlig mor” HER.
2 Kommentarer på “STEMMEN DER SIGER “DU ER EN DÅRLIG MOR” DEL 2.”
Jeg tror, at man skal passe på med at bruge så meget tid på at pille navle og analysere og så kigge på sine børn i stedet. Er de glade? Griner de? Udforsker de? Danner de relationer? Så er de nok helt ok – om de så er i vuggestue eller ej.
Kære Ditte,
Jeg mener, at det er vigtigt og særdeles afgørende, at der er mennesker, som går ud og forholder sig kritisk til de ting, som vi bare tager forgivet, fordi sådan er det bare. Vi mennesker, som både er natur og kultur, har en tendens til at følge normer og foreskrifter, og det de andre gør. Flokmentaliteten viser sig her. Vi vil være en del af et fællesskab og grundlæggende har vi stor tillid til fællesskabet. Ofte er det igennem historien set, at vi går og gør en hel masse, som faktisk er skadeligt og som senere hen opfattes som højst umoralsk. Vi er blevet klogere. Fordi der var nogen, der stillede sig kritiske frem og spurgte “Behøver det være sådan her? Hvorfor?”.
Fakta er at mange børn, unge og voksne mistrives i dag. Fakta er at ingen med kendskab til de 0-3 åriges psykologiske udvikling taler for at de adskilles fra deres primære omsorgspersoner, som det sker for barnet i vuggestuen. Fakta er at det bliver 86% af de danske et-årige. Fakta er at forholdende i danske daginstitutioner aldrig har været ringere end det er i dag. Så ringe at lektor i pædagogisk psykologi ved Aarhus universitet har været ude og udtale, at der nu er tale om lovbrud på området.
Det er så vigtigt, at vi nu står sammen om at give vores børn taletid. At vi ikke glider af på den og siger “Se på dit barn. Er han glad? Ja. Fint, så er alt godt”. Det er så vigtigt at vi alle forstår, hvor afgørende det er, at vi får ændret de samfundsstrukturer, som gør at børn i dag, systematisk lang tid før de er klar, adskilles fra deres primære omsorgspersoner. Og at vi ITALESÆTTER den omfattende viden, der faktisk findes om barnets tilknytningsbehov og psykologiske udvikling generelt.
Vi må turde tale om disse ting. Vi må turde stille os kritiske.
Sandheden trænger sig på <3