I CAN HEAR HER BREATHING
Takket være Pernille med bloggen “Det kræver en landsby”, som du kan finde HER og som jeg henviste til tidligere i dag ( HER ) har jeg netop læst artiklen “In the Absence of the Village, Mothers Struggle Most”. Du finder artiklen HER.
Den artikel sætter andre og flere ord på så mange af de følelser jeg har haft og tanker, som jeg har gjort mig så længe. Og som jeg har forsøgt at udtrykke. Mine indlæg om stemmen der siger “Du er en dårlig mor”, som du kan læse HER, HER, HER , HER og HER. Og mine indlæg om vores adskillelseskultur, som du kan læse HER og HER. Og jeg kunne blive ved.
Jeg sidder med følelsen af at alt er sagt. Og at jeg nu skal trække vejret. Og tage et skridt ad gangen. Mod det som er det rigtige.
“I have no idea what the future holds, but I do know this:
We’re supposed to be crying, celebrating, falling down, and rising together.
We’re supposed to have grandmothers and aunts and neighbors and cousins sharing the everyday moments, guiding us, and helping us see the sacredness in the insanity.
We’re supposed to be nurtured for months postpartum, cared for when we’re sick, held while we mourn, and supported during challenging transitions.
And our children are supposed to cradled and allowed to grow within the social structures WE deem best for them.
FIND YOURSELF, THEN FIND YOUR PEOPLE. OR DO IT THE OTHER WAY AROUND. JUST DON’T SETTLE. DON’T EVER SETTLE FOR A WAY OF LIFE CREATED BY THOSE WHO DON’T HONOR YOUR SOUL AND CHERISH YOUR BABIES.
“ANOTHER WORLD IS NOT ONLY POSSIBLE, SHE IS ON HER WAY. ON A QUIET DAY, I CAN HEAR HER BREATHING. ~ Arundhati Roy ” “
Én kommentar på “I CAN HEAR HER BREATHING”
Nemlig! Jeg føler jeg er træt af ord. Lidt upraktisk når man har en blog. Vi har brugt så meget tid på at tænke og læse og nedbryde. Nu skal livet leves. Nu skal vi bygge op. Jeg vil bruge mere tid på det ordløse. Og det starter med at lære at trække vejret 🙂