Tove Rump (som jeg fortsat anbefaler at man følger på facebook) satte i dag fokus på noget, som jeg længe har villet skrive om. Nu gjorde hun det, og hendes ord vækkede noget i mig, som jeg gerne vil dele med jer. Her er hvad hun skrev, som kommentar til dette billede:

“Der er en gruppe herinde på Facebook, der kalder sig ‘The Mom Life’. På denne gruppes side blev dette opslag lagt ind.En dansk gruppe kopierede opslaget.Og samtlige kvinder svarede med muntre historier om, at sådan havde de det også.HER ER NOGET VI BLIVER NØDT TIL AT FORHOLDE OS TIL.Hvorfor finder vi os i det? Og fortæller det som en sjov historie?Hvorfor???Hvordan kan vi – som kvinder – nogensinde forvente, at rammerne om vores liv kan blive ændret, hvis vi insisterer på at lade som om, det dybt tragiske i vores liv bare er en sjov historie, som vi griner ad – sammen? For at holde det ud? <3 <3 <3”

Jeg tænker om Tove Rump’s viise betragtninger:

Vi, os vestlige mennesker, har lært fra vi var helt små, måske allerede før vi blev født, at resignere og undertrykke vores eget værd. Vores autentiske selv. Derfor forventer vi ikke noget, men giver os selv skylden for elendigheden og mistrivslen. Vi kaster mommy-shamen på os selv, i stedet for at rette et frontalt kulturangreb mod en kultur, som skaber mennesker uden en dyb forståelse for hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Hvad man skal acceptere at være udsat for og fanget i. Af sig selv og andre.
Vi tager skylden og skammen på os, selvom det slet ikke er der den hører til. Istedet for at rette angrebet eller afvisningen mod den skadelige adskillelseskultur, som jeg også har udtalt mig om HER, så retter vi angrebet mod os selv.

I virkeligheden, så viser det her i hvilken grad vi selv er blevet latterliggjort og har mistet forbindelsen til vores eget værd. Vi griner videre. For det er det vi har lært.

Men hvem er det egentlig der griner?

Det er kulturen og fortidens stemmer.

Der sker dog også det smukke og helt vidunderligt livsbekræftende og helende, at mange mennesker af uransagelige årsager, lader sig konfrontere med de fremmedgørende og undertrykkende stemmer. Mange mennesker finder helt nye, medfølende måder at tale om sig selv og til sig selv. Og de finder helt nye omsorgsfulde svar at leve ud. I kærlighed til sig selv, andre levende og til jorden.

Det er herfra #omsorgsrevolutionen vokser <3 <3 <3