(Endnu et kladdeskriv er på bloggen. Fra starten af 2017. Det blev ikke udgivet, fordi jeg ikke fik spurgt min kæreste om tilladelse til at udlevere os og vores samliv. Nu har han så givet tilladelse, med en understregelse af at han ikke synes det er morsomt, fordi det sikkert ikke afspejlet dynamikker mellem andre end mig og ham. Og hvad skal andre så bruge det til? Tja… Hans råd var at jeg kortede mit forsøg på at være morsom helt ned (og slettede referencen til Ole Vedel), og gik direkte til samfundskritikken. Så det gjorde jeg ikke. Bare for at være på tværs)

Kender I historien ”Hvad fatter gør, det er altid det rigtige!” af H.C. Andersen? Da jeg for nylig genlæste historien under jagt på en god godnathistorie, ramte den mig på to områder. Her følger et kort referat: Den handler om en mand og en kone, der har en hest, som konen tænker at det vil være fornuftigt at sælge til noget, der kan være dem til bedre gavn. Hvad det skal være har konen tiltro til at manden finder ud af.

“Nu er der marked i købstaden, rid du derind, få penge for hesten eller gør et godt bytte; som du gør, er det altid det rigtige. Rid til markedet!”, sagde konen, og det gjorde manden. Bondemanden bytter først sin hest til en ko, så koen til et får, så fåret til en gås, så gåsen til en høne og til sidst hønen til en pose rådne æbler.

1. Historien satte mit eget parforhold i perspektiv, og gav mig en god grund til at brokke mig samme aften. Altid dejligt. Hold kææææft, et kvaj, tænker man jo egentlig om den bondemand. Er han fuldstændig tungnem, fristes man til at spørge. Den var ikke gået herhjemme! Nu kunne jeg så heller aldrig nogensinde finde på at give min kæreste frie tøjler på indkøb. Er du fuldstændig vanvittig, hvordan kunne det ikke ende! Nej, vi kører lister. Samtidig blev jeg egentlig lidt rørt over fortællingen. Bondemanden bruger meget energi på at tænke over hvordan han mon kan glæde sin kone. Tænk, at have en mand der går rundt ude i verden og spørger sig selv ”hvordan i alverden kunne jeg glæde min kæreste. Hvad kunne gøre hende rigtig glad?” Se bare da ham her bondemanden bytter fåret til en gås:

“Det er en svær én, du der har!” sagde bondemanden, “den har både fjer og fedt! den kunne tage sig godt ud i tøjr ved vor vandpyt! den var noget for moder at samle skrællinger til! Hun har tit sagt, “bare vi havde en gås!” nu kan hun da få den – og hun skal få den! vil du bytte? Jeg giver dig fåret for gåsen og tak til!”.*

*I mit hoved bliver sætningen ”nu kan hun få den – og hun skal få den!”, udtalt med Ole Vedel accent, der hvor han sidder i bilen og giver sig selv en pep talk forud for afhentning af sin thailanske kone. Og ikke et ondt ord om Ole Vedel her på domænet. Misforstå mig ikke! Ham har jeg lært meget godt af i årenes løb.

Tænk engang hvis min kæreste gjorde sig samme umage i Netto! Mon ikke jeg fik mere friskpresset juice, en lille kropsolie fra afdelingen med spotvare og måske til og med chips med surkrem og union. Sidst jeg bad ham købe noget der kunne glæde mig kom han hjem med et glas budget oliven og en ny toiletbørste. Behøver vidst ikke sig, at det ikke glædede mig. Han fik ikke kys, men heller ikke knubs, for man må jo ikke slå i Danmark. Det stod så vidt jeg husker anderledes til da H. C. Andersen skrev den historie, men det er egentlig lige meget i denne sammenhæng, for konen giver ikke knubs, men bifalder hans bedrift og kaste sig snavende om halsen på sin ægtemand. Er I stadig med? Han har lige byttet hesten til rådne æbler!

1. Udover at give mig en god anledning til, at brokke mig over min kæreste, så satte historien tanker i gang om den udbytning, som jeg ser i vores samfund, for hvad handler denne historie om kunne man spørge!?! Udover en overscoring på Tinder. At de begge to er komplet idioter? Man fristes til at google en analyse, men jeg modstår, for som mor ved jeg, at alt man googler leder en hen til minmave.dk eller noget der rimer på kræft, så jeg holder mig i skindet og tænker selv:

I denne historie er det vigtigt at holde H. C. Andersens ironiske skrivestil for øje. Han synes også at de er latterlige og kan godt se, at denne byttehandel er helt ude i skoven. Det er IKKE en god byttehandel, på trods af at konen er godt tilfreds. Pointen er at man hen af vejen her i livet kan miste sit fodfæste og sit overblik og pludselig få byttet nogle værdigfulde værdier væk til noget, der ikke har nogen reel værdi. Og hvorfor gider jeg, at beskæftige mig med rådne æbler? Der gider jeg, fordi jeg hver dag ser og lægger ører til en masse råddenskab. Nu kommer jeg med det man dengang jeg gik i folkeskole kaldte en analogi:

Jeg mener at vi i det danske samfund, som bondemanden gjorde, har byttet det vigtigste vi har væk. Vi har byttet vores børns trivsel og sundhed væk. Vi har byttet tiden sammen med dem til noget andet. Der stinker. Hvad er vi kommet hjem med? Stress efter lange arbejdsdage, små trætte børnsom  vi ikke har set i otte timer (om dagen de sidste fem dage), og som i samme tidsrum har savnet os. Økonomisk vækst, vil politikerne nok sige. Men hvad er det? Økonomisk vækst er ikke et mål i sig selv, men et middel til at realisere vigtige samfundsmål. Hvad er de vigtigste samfundsmål? Man mener at et højt løbende forbrug hos os danskere er en vigtig faktor for at forbedre velfærden i Danmark. Hvad er velfærd? Hvad får vores børn ud af at vi køber os til et lækkert look, en fed bil, rejser i vinterhalvåret, designer legetøj, trøjer i størrelse 86 til 350 kroner, måske en søndagsfrotedragt til over 1000kr., eller en vase eller et bord af marmor?

I mine øjne har alt vores forbrug samme værdi som rådne æbler, hvis det bliver betalt med nærvær og tid til vores børn.

En stor forskellen på dette ægtepars samliv og mit er, at min kæreste aldrig kommer hjem med noget han havde gået og tænkt over, at jeg godt kunne tænke mig.

Og en anden stor forskel på denne historie og dagens Danmark er at denne historie er komisk, hvor den byttehandel der har fundet sted i Danmark er direkte tragisk.