Min datter har gået rundt i flere dage og sungen sangen ”Det rent og skær nødvendige” fra Junglebogen, og jeg har selv fået den på hjernen. I dag, hvor jeg lå i en hængekøje i skoven mens børnene jagede indiske tigere omkring mig, begyndte jeg at synge sangen selv. Og lytte til teksten:

”Det rent og skært nødvendige
Det elementært nødvendige
Det det som du har brug for på din vej.
Det nu og her nødvendige
Uden det vi’ svært elendige
Men få det dér nødvendige, er en leg

Min tid er min egen
Der’ ingen system
Og dagen og vejen
Er ingen problem

(…)

Det svært nødvendige
det kommer af sig selv.
Helt af sig selv.

Det rent og skært nødvendige
Det elementært nødvendige
Der er det som du har brug for på din vej
Det nu og her nødvendige
Gør vi må være behændige
Men så det dér nødvendige en leg

(…)

Det svært nødvendige det kommer af sig selv.
Helt af sig selv.

(…)”

Og så tænkte jeg, at der er så meget sandt i denne sang. Der findes nogle helt grundlæggende, elementære og nødvendige forudsætninger for, at livet kan blive en leg. Nogle helt grundlæggende forhold, som, hvis de ikke bliver opfyldt, vil fylde et menneskeliv med elendighed. Balou har ret. Og er glad. Han er glad fordi han lever i sin naturlige habitus, hvor han ikke er blevet proppet i bur eller ind i et system, der står i modstrid med hans helt elementære forudsætninger for at være en glad og dansende bjørn i trivsel. Og denne trivselstilstand er kommet af sig selv. Den kræver lidt ”behændighed”, men den er kommet af sig selv, som det mest naturlige og nødvendige.

Hvad sker der, hvis vi begynder at gå og synge denne sang ind i vores eget menneskeliv. I hængekøjen tænkte jeg først, at det er en trøstevise, fordi den kan bruges til at dulme og bekræfte at hvis bare vi gør det der falder os ind og det der ”kommer af sig selv”, så får vi alt det der er nødvendigt. Men det er ikke sandt. Og det er det ikke fordi mennesket har en hjerne, der er i stand til at tænke sig ud af vores naturlige habitus. Og det har vi gjort. Vi lever ikke, som Balou gør, et liv, der understøtter vores kroppe og vores sind. Og vi opfostrer ikke vores børn med respekt for den evolutionshistorie, som barnet genetisk har udviklet sig igennem. Vi er med hjælp fra den menneskelige usunde fornuft stille og roligt og hen ad vejen blevet løftet ud af vores naturlige habitus, og ind i en kultur, der er til stor skade for os selv og vores børn (og for jorden). Og så hjælper det ikke meget alene at være ”behændig”, for i en kultur, der slet ikke udgør et grundlag for trivsel, er der intet der kommer helt af sig selv.

Det rent og skær nødvendige har vi fortrængt, og plastret til med floskler, som gør os mere og mere ude af stand til at se klart. Vi er lullet ind i floskler, som ligger sig som bedøvende sovemedicin over vores evne til at tænke kritisk.

Men.

Flere og flere bliver på mirakuløs vis vækket. Og får øje på de her sammenhænge, og kan snart ikke se andet. Pludselig glimrer alt det nødvendige i sit fravær. Og man får tårer i øjnene.

Jeg tror på, at skal vi finde tilbage til et liv, hvor det nødvendige kommer helt af sig selv, så skal vi begynde at bruge vores evne til kritisk tænkning blandt andet rettet mod de teknologier, som vi fylder vores liv og vores børns liv med. Den objektbrug der gør at vi kan køre videre af samme spor. Den objektbrug skrev jeg om HER.

Tænk hvis man besluttede sig for ikke at ville give sit barn en sut, men give barnet sit bryst. Tænk hvis man besluttede sig for at ville amme sit barn så længe barnet har brug for det, fremfor at sende det på afvænning. Tænk hvis man begyndte at tage barnets behov for at leve et meningsfyldt liv sammen med sine primære omsorgspersoner seriøst, fremfor at sende barnet i institution. Tænk hvis man besluttede sig for at smide diverse substitutobjekter væk og lade barnet rette sin tilknytningsadfærd mod de mennesker, der faktisk har muligheden for at give barnet en følelse af at være elsket. Og som har muligheden for at hjælpe barnet med at regulere sit følelsesliv. En stor omsorgsopgave som et substitutobjekt ikke bidrager til. Tænk, hvis flere folk besluttede sig for at møde barnet i sit ikke fordrejede behovsudtryk. Og tog det dybt seriøst. Og forstod at barnets behovsudtryk afspejler en ældgammel sandhed, der fortæller os noget om hvad der er nødvendigt for at livet kan blive en leg. Som Balou sang.

En bjørn, der ikke var sat i bur, ikke havde fået mundkurv på og som ikke udviste stereotyp adfærd sang en sang, der kan lære os noget om forskellen på dyr og mennesker, og på forskellen på børn og voksne.

Det nødvendige i en adskillelseskultur kræver kritisk tænkning og besvær, fordi det er besværligt at forholde sig til kulturelt overleverede “sandheder”. Og fordi det er besværligt herigennem at vikle sig ud af en fast forankret kultur og bryde med normer. Det kan ikke være anderledes. Vi må besværligegøre os for børnene og jordens skyld, og det vil blive lettere og lettere for hvert skridt vi tager.

Fordi vi kommer nærmere det, som vi har brug for på vores vej