Her i slutningen af marts måned blev jeg ked af det. Og bekymret. Og vred. Og forarget. Jeg kastede mig mod gulvet og bankede mine knyttede næver ned i vores knirkende trægulv. Derefter satte jeg mig op igen og skrev et debatindlæg til Dagbladet Information. Det gjorde jeg, som reaktion på den nye alenetids-undersøgelse fra BUPL’s (Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund – forbundet for pædagoger og klubfolk). Den viser at 75% af pædagogerne på en tilfældig dag i februar har oplevet at stå alene med den samlede børnegruppe. 4 ud af 10 pædagoger mener, at så meget alenetid med så store børnegrupper er uforsvarligt eller endog farligt. Det er ikke første gang de her ting bliver undersøgt.

Og nu vil jeg dele produktet af min sindsoprivelse med jer:

Tilbage i november 2016 toppede en sag kort mediernes dagsorden. En dreng på to år var blevet glemt i sin krybbe i en vuggestue. Han var blevet lagt til lur i krybben ved middagstid og kl.16.45, da hans mor kommer for at hente ham, er han ikke at finde. De leder længe, men først da moderen insisterer på at se efter i krybberummet, finder hun sin dreng. Liggende i sin krybbe med et stivnet ansigtsudtryk, våd af tårer og sved. Dehydreret og med en stor fyldt ble. Der lød et ramaskrig i medierne. Hvordan kunne det ske?!? Hvad var det for en looooooorte institution?? Hvad var det for nogle inkompetente pædagoger?! Andre sagde “Slap nu af! Hvor slemt kan det være?”, “Ja, det var noget møg, men så var det heller ikke værre. Det kan ske”. “Nu bliver der vist overreageret. Igen….”

I Kari Killéns (forsker emeritus ved NOVA (Norsk institutt for forskning om Opvækst, Velfærd og Aldring)) bog “Omsorgssvigt”, skriver hun således under et afsnit om adskillelse og sorgreaktioner:

Jeg ved ikke hvilke konsekvenser denne hændelse fik for drengen og hans familie, kan der hersker ikke tvivl om, at en offentlig institution her har sat drengen i en omsorgssvigtssituation.

Som om at det ikke skulle være nok, skete der samme uge noget, som igen handler om, hvad jeg her i mit dramatiske hjørne vil kalde – “De glemte børn”. Endnu et barn blev glemt. Denne gang ikke i et aflåst skur, men i en skov. Resten af børnehaven var taget hjem, og der var altså ingen dreng at hente fra udflytterbørnehavens bus. En lang uge blev det. Tre dage senere forsvinder to 5-årige drenge fra en anden børnehave. De ville gerne hjem til den ene af drengene. Så de gik. Der var gået en uge og fire børn var blevet væk, og først fundet, da deres forældre efter endt arbejdsdag kom tilbage til dem.

Dengang i november, da jeg hørte disse historier, løb det mig koldt ned ad ryggen. I mine øjne vidner de her sager om at der er noget helt, helt galt, i vores tilgang til børn. Både ved måden, der blev reageret på efterfølgende og i sagernes natur i sig selv.

De fleste der har med børn at gøre ved, at man kan miste sit barn af syne på et splitsekund. Glemmer aldrig, da jeg mistede min datter af syne på Den Blå Planet. Fandt hende syv meter væk med rundet ryg og hovedet nede i en skraldespand og munden fuld af Meyers pommes frites. Børn bliver grebet af legen, fantasien, nysgerrigheden. Og lysten til friturestegte kartofler med eddikedrys og jernurt. Og de lader sig frygtløse følge efter. Og sådan skal det være! De færreste forældre vil formentlig genkende, at man over flere timer ikke opdager at ens eventyrlystne barn er væk. Eller tager fejl, mht. om ens toårige var blevet taget op fra lur. Efter fem timer.

Hvordan ser de rammer ud, der muliggør at vores børn bliver glemt? Og bliver væk? De ser ud som dem, der nu igen, for gud ved hvilken gang, er under lup i en ny undersøgelse. Denne gang fra BUPL. Endnu engang bliver der fundet horrible forhold. Igen blever det fastslået at det er stærkt tvivlsomt at børnene kan udvikle sig, under de rammer vi stiller op omkring deres barndom. Udvikle sig sundt, vel at mærke. For børnene udvikler sig. Spørgsmålet er bare hvilke overlevelsesstrategier, de udvikler.

Under de her forhold bliver det enkelte barn ikke set, hvor det er. Spændt fast i en krybbe, alene i en skov, eller ude på vejen. Eller med behov for hjælp til at løse en konflikt med en jævnaldrende, halvsyg eller træt. Eller stolt over at have tegnet en fugl, rutchet for første gang uden at holde i hånd, eller lært at hoppe. Der er sket et katastrofalt skred på det her område! Der bliver ikke længere passet enkelt individer i de danske daginstitutioner. Der bliver opbevaret grupper af børn. Én voksen til 17 børn, fortæller BUPL’s nye alenetids-sundersøgelse!

Fakta er at tæt på 40% af de danske børn bliver passet otte timer eller mere uden for hjemmet. Og at danske børn i gennemsnit tilbringer 7,5 timer om dagen i institutioner. Alt for mange timer har flere studier vist. Og eksperter har forsøgt at råbe dette højt. Længe. De nuværende forhold bliver kaldt “offentligt udviklings – og omsorgssvigt”, ja, direkte “skadeligt”, siger, den ellers tidligere varme fortaler for institutionalisering, psykolog Dion Sommer. Andre fagkyndige kalder institutionerne for ren og skær opbevaring og overvågning.

Hvad er det vi er i gang med at fortælle vores børn? Gøre ved vores børn? Hvilke signaler sender vi til vores børn, når vi vælger at lukke øjnene, for de her kendsgerninger? Når vi ikke handler på dem.

Børneministeren siger, at vi ikke kan gøre noget ved normeringerne. Det er alt for dyrt.

Den amerikanske økonom og nobelpristager James J. Heckman vil formentlig sige FEJL, Mai Mercardo! Det der investeres tidligt, kommer flerdobbelt igen. Hvad siger forældrene? Jeg er mor, og jeg siger, at jeg kun kan drømme mareridt om at aflevere mine børn i en offentlig daginstitution, som den ser ud idag. Børn skal mærke i deres hverdag hver dag, at de er værdifulde og uundværlige, og ikke kun når der ikke er sygdom blandt personalet, ingen møder, og når solen skinner og vi er på all inclusive i Alcudia.

Fik et venligt svar tilbage fra debatredaktør Susan Knorrenborg, som skrev at de modtager mange kvalificerede debatindlæg, men ikke har plads til dem alle. Og at der altså ikke var blevet plads til mit. HVORFOR IKKE!?!?!? Havde jeg lyst til at spørge. Som da man fik en utilfredsstillende karakter uden udtalelse. Som jeg iøvrigt har fået mange af. Og i hvert fald en gang er troppet grædende op på et kontor, og har insisteret på at få en forklaring på! Det gjorde jeg selvfølgelig ikke denne gang, men nu har jeg så lavet min egen blog. Og har valgt at udgive mit debatindlæg her. Det blev der nemlig lige akkurat plads til, for alle de andre kvalificerede bud.

Og nu er jeg så gået igang med en sang, som jeg snart vil sende rundt til gud og hver mand. Og måske også dele her. Hvis jeg tør. Det gjorde jeg. Lyt til den her.

Har I hørt om denne alenetids-undersøgelse fra BUPL? Hvad tænker I??? Sidder I også og skriver læserbreve og river jer i håret, mens i banker panden mod gulvet?