Min veninde (og ophavskvinden bag www.emiliblog.dk) spurgte mig igår hvad jeg synes om Mette Carendis tilgang Bevidst Forældreskab (oversat fra den engelske betegnelse Award Parenting). Jeg læste Mettes bog “Harmoniske unger” på en charterferie, og jeg havde taget den med for nu skulle der hygges. Og slappes af. Jeg havde forestillet mig, at jeg rigtig skulle ligge der stor, stolt og højgravid og blive bekræftet i hvor godt jeg bare havde gjort alting og hvor klar jeg var til at få barn nummer to. Men sådan gik det ikke. Shit, hvor blev jeg konfronteret med mine egne skyggesider. ALDRIG RART, selvom der blev serveret all inclusive, pool og alkoholfri pina colada til.

Følelser søger udtryk

Dette indlæg handler om, følelser og om vigtigheden at at forholde sig til sine egne, når man er mor. Eller bare menneske i det hele taget. Mette Carendi, beskriver her følelser ud fra tanken om energier:

“Al energi bevæger sig. Det er energiens naturlige tilstand, præcis som med vand, der løber ned ad bjerget. Det stopper kun, hvis der bygges dæmninger eller hvis noget falder ned og afskærer vandet, hvor det så må finde andre veje.” (s.86)

Det som Carendi mener er, at følelser altid vil komme til udtryk. På den ene eller den anden måde, om man er bevidst om dem eller ej. Man kan gøre en masse ting, for at lukke ned for sine følelser, gemme dem væk, eller forsøge at glemme dem, men de vil ikke forsvinde. Det er samme udgangspunkt man arbejder med i terapi.

Jeg kan give et eksempel fra min dejlige afstressende weekend (indsæt smiley der er grøn i ansigtet af opkastningstrang). Jeg trængte rigtig meget til ro, alenetid og til at trække vejret i fred. Jeg havde planlagt, at jeg lørdag skulle holde hjemmespa. ALENE, hvilket vil sige uden børn under mig i bruseren, der bider i tæer, kravler væk eller hejser sig op i bruseslangen med afsæt på et glat stengulv. Mine børn havde tilsyneladende andre planer for lørdag formiddag. I form af at nægte at sove formiddagslur, nægte at spise, men insistere på at tisse på gulvet, råbe, flå hinanden levende og til sidst kaste med min makeup. Tiden gik med at jeg undertrykte mine følelser og legede rekvisitør bag deres absurde komedie. Da Hannah smadrede min makeup så røg dæmningen (jævnfør citatet ovenfor) og lejligheden blev oversvømmet af mine følelser. I form af hulkegråd. Og løb. Og rullefald. Som min kæreste stadig ikke er holdt op med at grine af. Mine følelser søgte at komme til udtryk, kan man vidst roligt sige. Det eneste pæne man kan sige om udtrykket er, at jeg ikke fik slået nogen tænder ud af munden.

Et andet scenarie kunne have været, at jeg havde bidt tænderne sammen. Det havde nok resulteret i at jeg hele vejen mod Gundsømagle havde båret på et skamfuldt ønske om, at et tilfældigt fremmed menneske i bussen ville jokke mig over tæerne, så mine følelser kunne få afløb. I form af f.eks kommentaren “Så se dig dog for, menneske!”. Eller måske var følelserne kommet til udtryk, da min kæreste kun hældte vin op til sig selv, i form af kommentaren “Kan du ikke for helvede se at jeg tørster!?!?!?!??”. En sandsynlighed, som før er forekommet, kunne være, at jeg var brudt sammen i det sekund min mor, moster eller mormor havde åbnet døren til fødselsdagen. De ville vide, at jeg bare lige skulle græde ud. Resten af gæsterne ville nok være bange for at komme mig nær resten af dagen. Vi har jo for vane her i Danmark, at blive bange og mistænke folk for at være psykisk syge, hvis de ikke konstant render rundt og siger “Smil til verden. Så smiler den igen!”. Et godt råd. Lad være med at sig det til mig, hvis jeg ser ilter ud. Verden vil ikke respondere med smil og flagsange. Jeg har sgu tit i mine unge år smilt til verden, og kort efter fået fået en flyveskalle tilbage af verden. Og hvorfor? Fordi man godt må være ked af det, gal i skrallen og vise det. Og hvorfor? Fordi ellers bliver man indebrændt. Og hvorfor det? Fordi det Matte Carendi siger: Ligegyldig hvad vi gør med vores følelser, så skal de nok komme til udtryk.

Følelser søger bevidsthed

Mette skriver om vigtigheden af at bevidstgøre sig om sine følelser:

“Alt tyder på, at følelser søger bevidsthed, fordi de ikke kan udføre deres job ordentligt, medmindre du bliver bevidst om dem. At være bevidst om en følelse betyder, at du både mærker den og reflekterer over den, inden du handler på den. Du handler dermed ikke blindt på en følelse, der overtager dig, som du nemt kan komme til at gøre, hvis det er en emotion, der vækkes i dig. Mennesket kan med andre ord ikke realisere sit menneskelige potenitale uden at bringe følelserne ind i bevidstheden.” (s.87)

Mette skriver om at de følelser vi forældre har, om vi er bevidste om dem eller ej, kommer til at påvirke måden vi er sammen med vores børn. Vi kan nemt komme til at handle uhensigtsmæssigt, hvis vi ikke har bevidstgjort os om, hvorfor vi går og har det som vi har det. Og det kan gå ud over vores børn. Og få betydning for deres evne til, at reagere hensigtsmæssigt på deres følelser. Følelsesregulere, som det hedder. Som svar på det spørgsmål, min veninde stillede mig, vil jeg svare, at netop de pointer bag tilgangen Bevidst Forældreskab er uhyre vigtige. Og så synes jeg at Mette er rigtig god til at formidle kompleks viden på en lettilgængelig måde.

Derudover stiller hun et spørgsmål, som ligger mig meget på sinde, og som jeg stillede i en lidt anden udgave i dette indlæg. Et spørgsmål om hvordan vores vestlige kultur påvirker vores børn.

Mette stiller spørgsmålet her: “Nu hvor vi ved, hvor vigtige følelserne er, står vi tilbage med spørgsmålet om, hvorvidt vi kulturelt set har skabt de bedste betingelser i forhold til at støtte følelsernes rejse ind i bevidstheden?” (S. 89).

Hverken Mette eller jeg har ja-hatten på. Og det kommer det til at handle (meget mere) om en anden gang.

Kilde: Bogen “Harmoniske unger” af Mette Carendi.