Jeg har været på besøg hos Mette Kold, som jeg tidligere har nævnt her på bloggen. Jeg blev budt velkommen i en fantastisk have foran et smukt rundt hvidt hus, som Mette kunne fortælle mig tidligere har været børnehospital. Mette viste mig rundt i hendes have langs det runde hus. Solen stod højt på en skyfri blå himmel. Min søn drak af fuglebadet og jagtede Mettes hund, som ikke var helt tryg ved den barnlige uforudsigelighed.

Mette har dyrket en permahave. En permahave. En betegnelse, som ofte optræder i mit feed, men som jeg ikke har haft begreber for hvad dækker over. Det gav Mette mig: Det er en have hvor man ud fra nogle naturlige principper kan skabe en selvbærende have. Jeg har nu googlet mig frem til at permakultur er baseret på tre grundlæggende etikker: Omsorg for mennesker, Omsorg for jorden og Returnering af overskud.

Da Mette havde vist mig rundt satte vi os sammen i solen og Mette sagde “Det hele er egentlig slet ikke så kompliceret, hvis vi kan skabe nogle naturlige rammer. Ikke strukturer, som handler om kontrol og om at putte ting i kasser, men rammer. Sådan er det med permakulturen.”. “Og sådan er det med mennesker”, sagde jeg.

I kender helt sikkert den følelse, når man sidder overfor en person, hvor man med det samme føler sig tryg og kan mærke, at man taler samme sprog. Når man føler sig forstået, før man har forsøgt at forklare sig. Sådan havde jeg det sammen med Mette.

Mette skrev speciale på psykologistudiet om Graviditet, Fødsel og Forældreskab, med særlig interesse for moderskabet. Vi talte om den ensomhed, som mange nybagte mødre oplever. Og vi talte om de unaturlige rammer, der er i vores kultur omkring moderskabet. Vi talte om, at det er forståeligt, at mange mødre ikke trives. Mette fortalte, hvordan hun selv under sine barsler dannede alternative mødregrupper, hvor de ikke kun mødtes om kaffe og kage, men mødtes om gøremål, med særlig meningsindhold for kvinderne. Hun fortalte, at de f.eks lavede yoga med børnene, eller lavede rammer, der gjorde det muligt at en træt mor kunne tage en lur. De lavede ikke kun babymassage, men gjorde også noget ud af at give hinanden fysisk berøring kvinderne imellem. Jeg kom til at tænke på mine egne mødregrupper, hvor jeg har mødt mange dejlige kvinder, men hvor vi altid har holdt os til kaffe og kage og babysnak. Tænk, at have en mødregruppe, hvormed man skaber rammer, der gør det muligt at hjælpe hinanden med at komme i bund med vasketøjet. Eller få læst en bog. Skrevet nogle mails. Eller få bagt brød. Eller taget et langt bad. Mette virkede meget vedholdende i sit fokus på “rammerne”.

“Vi må være kreative når vi forholder os til rammerne”, sagde hun.

Rammesætning er en god overskrift for mange af de tanker jeg går med i øjeblikket. Tanker omkring, hvordan vi skaber de bedste rammer omkring vores liv. Omkring børnenes liv. Tanker om hvor forkerte mange af de rammer vi lever indenfor er, hvis man gerne vil leve i en forbundethed til hvad der er naturligt.

“Mange ved ikke hvad der er naturligt”, sagde Mette. “Jeg ved ikke hvad der er naturligt” tænkte jeg. Det moderne menneskes referenceramme er sparsom, når det kommer til at trække på noget naturligt. Bogen “Continuum Concept”, som jeg skrev om her og her, har for mig været et kig ind i noget natur. Også noget natur indeni mig selv. Den bog vækker en genklang og giver faktisk en referenceramme, som ikke virker fremmed. Som ikke virker, som noget man har læst i en bog.

Den bog handler om levet liv, som en del af os alle, men som vi desværre har glemt, hvordan man lever.

At skabe selvbærende liv

Mødet med Mette har fået mig til at tænke på, at det vigtigste vi kan foretage os må være, at finde ud af hvordan vi kan skabe nogle rammer omkring mennesket, moderskabet og herved omkring børnene, som er baseret på etik. Som i permakulturen. Hvordan kan vi skabe nogle rammer omkring vores liv, vores børns haver, som er baseret på Omsorg for mennesker, Omsorg for jorden og Returnering af overskud?

Jeg tror på at vi kan gøre det ved at lytte efter det der er naturligt. Og hvor møder vi naturen? Ansigt til ansigt? Det gør vi i mødet med barnet. I mødet med det nyfødte barn, der kommer til verden med en ældgammel sandhed. Eller i mødet med barnet, som bor indeni os allesammen.

Vi må lytte efter den sandhed som barnet fortæller os, hvis vi vil skabe selvbærende liv <3