Min egen historie om amning x 2

Jeg anede intet om amning, da jeg fik min datter for 2,5 år siden. Udover det min underviser havde fortalt mig. Fødslen derimod havde jeg fuldstændig styr på. Både hvad angår faserne, kirugiske indgreb, presseteknikker og det mere alternative. Kender til en del vestimulerende punkter på fødderne og både min kæreste og jeg ryster en ond Labozo. Også de kropslige øvelser var på plads. Jeg kan stadig syv forskellige vejrtrækningstempoer, og bruger dem jævnligt når mine børn pisser mig af. Jeg vil næsten gå så langt som til at sige, at hvis du skal føde, så kommer du bare forbi. Amning. Den havde jeg aldrig skænket en tanke.

Nu efter jeg har læst lidt op på amning, kan jeg forstå, at jeg har været heldig mht. min vellykkede ammeetablering. Min datter suttede godt fra starten, mælken løb hurtigt til og der var rigeligt af den. Derudover fik jeg den rette støtte. Som jeg nu vil fortælle jer om.

 “Forbered dig på at amningen i starten gør lige så ondt som at føde et barn”.

Sådan skrev min veninde til mig, efter jeg havde født. På andendagen, da mælken løb til og mine bryster så ud og føltes som om de ville eksplodere ringede jeg grædende til hende. På det tidspunkt var jeg ret desperat for at komme af med mælken. Jeg kan huske at jeg tænkte, at min datter da aldrig ville kunne drikke alt det mælk. Jeg ville have fat i en pumpe for at få noget af mælken UUUUUD. Min veninde fortalte mig så i telefonen om “udbud og efterspørgsel”. Og fortalte at hun havde oplevet præcis det samme, som jeg gik igennem nu. Mælkeproduktionen ville snart tilpasse sig min babys behov. Udbuddet af mælk ville rette sig ind efter min datters efterspørgsel, sagde hun. Hvis jeg begyndte at pumpe ud på det tidspunkt så ville jeg nare mine bryster til at tro, at der skulle produceres endnu mere mælk.

I stedet for skulle jeg lægge mig og prøve at slappe af og hvile med min baby og lade hende sutte alt det hun ville. Hvis brysterne var for spændte til at hun kunne få fat, så skulle jeg gå i bad og massere lidt mælk ud under den varme bruser. Måske reddede min veninde mig før jeg løb ind i problemer. Og nu jeg skriver dette, så har jeg vist aldrig fået sagt tak.

Tak, Sisse<3

Når man har brug for hjælp

Min anden veninder føder tre måneder før vi får vores søn. Og hun oplever nogenlunde det samme som jeg har beskrevet ovenfor. Jeg gav de samme råd til hende, som jeg havde fået. Da der opstår nogle problemer i ammeetableringen for min veninde, får hun af sin søster anbefalet en privat sundhedsplejerske, som hun køber et besøg af. Først med den vejledning kom min veninde ud af en svær ammeopstart og en ond spiral. Og overgik til fuldamning.

Da jeg føder min søn for nu 10 måneder siden bliver jeg igen forskrækket over de store ømme bryster. Jeg tænker at den lille baby, da aldrig ville kunne drikke alt den mælk. Min dygtige sundhedsplejerske fortæller mig så, at de spændte bryster ikke kun er fyldt med mælk, men også med ødemer, altså væske i vævet, som forsvinder så snart min søn drikker lidt af mælken. Det gav mig virkelig ro til at tro på, at vi godt kunne få det til at fungere. Mig og min baby.

Derudover ringede jeg til min veninde, som jeg havde rådgivet tre måneder tidligere. Og græd og bad hende kommer over med sin brystpumpe. Hun sagde så det til mig, som jeg havde sagt til hende tre måeder tidligere. Og som min anden veninde havde sagt til mig 20 måneder tidligere: Tag et varmt bad og masser lidt af mælken ud, så brysterne ikke er for spændte til at din baby kan få fat. Læg dig sammen med din baby og lad ham sutte alt det han kan. Sig nej til gæster og lad dig varte op.

I løbet af et døgn var hævelsen faldet og min baby spiste og sov.

Amning kræver andre mennesker

Disse fire historier, samt de historier, som jeg har fået tilsendt den sidste uge fortæller mig, hvor vigtigt det er at man har mennesker omkring en til at rådgive, støtte når amningen skal etableres.

Og får kvinder så den hjælp?

Der er lavet en undersøgelser der viser at over 30% af kvinderne, når de udskrives fra hospitalet efter fødslen, er meget i tvivl om amning. 30% mener ikke at forberedelserne til amning under graviditeten har været god nok.

Og hvad gør man så, hvis der støder problemer til, som man ikke selv kan løse. Og man ikke har en sundhedsplejerske som har tid eller er dygtig nok til at hjælpe? Og man ikke har en veninde, der har været igennem nogen lignende? Eller en mor eller en søster, der kan træde til? Eller råd til at hyre en ammespecialist?

Amningen slår måske fejl. Og måske vil man efterfølgende leve med skam og dårlig samvittighed over den mislykkede amning. Som de kvinder der har skrevet til mig beskriver. Og det på trods af at vi ved at amning ikke er noget kvinder bare kan qua deres natur, men i vid udstrækning handler om forhold, som er ude af kvindernes hænder.

Det her efterlader mig med et spørgsmål om hvordan vores samfund understøtter et vellykkede ammeforløb?

Det vil jeg tænke lidt mere over. Og belyse ud fra en række beretninger om vanskeligheder med amningen, som jeg har modtaget fra kvinder.

LÆS beretninger her:

Annalies her.

Filles her.

Og Nannas her.