MIN INTENTION MED MIN KRITIK AF MUSTHAVES

Nynne#adskillelseskultur, #omsorgsrevolution, MUSTHAVES TIL BABYEN (I EN ADSKILLELSESKULTUR), Om mit livKommentarer

“Av av. Den sved…. dit seneste blogindlæg. Kh hende der ikke kunne amme sin baby.”

Sådan skrev min veninde til mig i forgårs efter at have læst mit forrige indlæg. Mange andre har reageret på indlægget. Særligt efter at Neohippie lagde indlægget op på sin facebook-side. Nogle tager afstand, fordi jeg nævner flaske og modermælkserstatning på en liste, som jeg kalder “10 musthaves til babyen i en adskillelseskultur”.

Da min veninde skrev var det vigtigt for mig at understrege min intention med indlægget. Det var og er vigtigt for mig, fordi jeg ikke ønsker at bidrage negativt til de svære følelser, som jeg ved at mange kvinder sidder med når ammeetableringen mislykkes.

Min intention

Min intention med indlægget er at sætte fokus på aspekterne omkring adskillelse mellem børn og forældre. Fordi jeg opfatter det som et aspekt der gennemsyrer vores kultur. Og som et resultat af den accelererede og instrumentaliserede kultur. Og herunder den teknologiske udvikling.

Det betyder dog ikke at jeg er teknologimodstander. Det jeg gerne vil er at vække en kritisk tænkning omkring den teknologi, som vi bruger i tilgangen til vores børn. Ligesom at jeg gerne vil vække en kritisk tænkning omkring brugen af institutioner. Som jeg skrev i mit første indlæg her på bloggen, så vil jeg gerne bidrage til en “kollektiv bevidsthed, der er ved at vågne. En bevægelse, der handler om at tage aktivt stilling. Og forholde sig kritisk. Blandt andet til de gængse rammer vi forældre stiller op omkring vores børns barndom. Og til de valg mange træffer på vegne af deres børn.”.

For mange kvinder, der giver deres børn flaske er jeg fuldstændig klar over at der ikke har været tale om et valg. Jeg kender mange fantastisk inspirerende og kritiske mødre, som har haft et mislykket ammeetableringsforløb. Og derfor med sorg og dårlig samvittighed har måtte give flaske. Jeg ønsker ikke at kaste salt i det sår, at være nedgørende overfor dem eller at udstille dem.

Mit indlæg gik ikke ud på, at shame eller bashe den enkelte forælder eller mor, men at pege på aspektet omkring adskillelse i vores kultur.

Min sarkasme

I indlægget bruger jeg sarkasme. På en hånlig og spydig måde forsøger jeg at udstille adskillelsesaspektet i sin reneste form.

Det forsøger jeg, når jeg under punkt 1 skriver, at man ikke behøver at tale med eller se på sit barn. Under punkt 2. at du ikke behøver at tjekke til dit sovende barn. Under punkt 3 og 4. at man kan slippe for spændte bryster og nedløbsrefleks og lade hvem som helst tage over når barnet skal have mad. Under punkt 5. at du kan erstatte dig selv som mor med et tøjdyr. Under punkt 6 og 7. at du kan fastholde dit barn i en kunstig og distanceret prænatal tilstand. Under punkt 8. at du kan snyde dit barn til at tro at det ligger hos dig. Under punkt 9. at du kan vænne barnet til at ligge alene og vente på kontakt. Under punkt 10 jvf. adskillelsesaspektet under punkt 2. Under punkt 11, at du kan holde dig udenfor lugteafstand af din baby.

Selv i titlen bruger jeg sarkasme for at åbne for en reflektion over om de her hjælpemidler vitterligt er “musthaves”.

Begik jeg en fejl

Jeg har efter mit postede indlæg spurgt mig selv om jeg burde have udeladt punkt 3 og 4. Og om jeg bør fjerne dem. Fordi de kan såre og ramme en gruppe, som jeg ikke vil såre og ramme. Når jeg skriver det her mærker jeg en tvivl, som jeg tror handler om at jeg er ked af at såre unødigt.

Jeg vælger dog ikke et fjerne punkterne, fordi jeg gerne vil holde fast i min intention, som var at kaste lys over adskillelsesaspekterne. Og hermed intentionen om at vække en bevidsthed omkring nogle symptomatiske tendenser i vores samfund og en reflektion over hvordan og hvorfor vi anser en masse hjælpemidler som musthaves. Hvad hjælper de en med? Hvad bruger vi dem til? Og hvordan bruger vi dem? Spørgsmål som jeg ville ønske, at der var nogen der havde spurgt mig om for lang tid siden.

Efter at have skrevet nogenlunde ovenstående til min veninde svarede hun mig således:

“No need. Jeg er jo godt klar over hvad du mener. Man kan bare godt få “naturlig fødsel og amning er det eneste rigtige” lidt galt i halsen, når man i nu 2.5 år har haft sygt dårlig samvittighed over ikke at være i stand til nogle af delene. Sgu svært at sige nej til akut kejsersnit når baby er presset, og nej til flaskesupplement når baby ikke tager på. Man bliver ikke stolt af sig selv.”

Jeg håber at de kvinder, der er blevet ramt af mit indlæg fordi de sidder med nogle svære følelser forbundet med ikke at have kunnet amme forstår at min intention aldrig har været, at ramme dem eller udtale mig nedladende eller fordømmende om dem.

I en række kommende indlæg vil jeg tage udgangspunkt i listen. Jeg vil undersøge og belyse punkterne ud fra psykologisk evidensbaseret forskning, samt ud fra mine egne erfaringer, iagttagelser og refleksioner.

4 Kommentarer på “MIN INTENTION MED MIN KRITIK AF MUSTHAVES”

  1. Et virkelig godt indlæg! Og jeg ser tydeligt, at du ikke dømmer (måske fordi jeg ikke selv er mor – og derfor ikke har haft de følelser tæt på).
    Jeg synes, at indlægget har været en stor hjælp til mig – til at tænke kritisk og tage bevidste valg i fremtiden.
    TAK! 🙂

    1. Mange tak for din kommentar, Ina. Det betyder meget at få at vide. Er glad for at du kan bruge det til noget♥️

  2. Jeg synes du er inde på så meget rigtigt og det er vigtigt med folk der tør gå “tæt” på. Det er det der gør læsning mere spændende og autentisk. Vi kan ikke gøre alle tilpas med et skriv – især ikke når det handler om opdragelse, hvor der er så mange forskellige holdninger. Det er netop når du skriver som du gør at vi tager stilling til om vi er for eller imod eller blot inspireres.

    Jeg er selv mor ti en dreng på snart 1 1/2år og har tænkt meget over alle de ting du har skrevet om. Jeg prøver at gå “natures way” så meget som muligt for det virker bedst for mig. Jeg tænker tit over at den måde vores samfund er skruet sammen på i dag ikke giver plads til at kunne være der 100% på børnenes vilkår.

    Jeg bor i Tyskland (Berlin) hvor man har ret til mellem 1-3 års barsel (I know.. det er vildt!) og jeg kender en del, der går imod “seperations-strømmen” eller adskillelseskulturen og også først sender børn i institution fra 1 1/2 – 2 års alderen. På mange måder finder jeg Tyskland langt mere børnefamilievenligt.

    PS – udover iPad kan du også tilføje Smartphones til listen….

  3. Jeg vil blot fortælle dig, at indlægget som du her “forsvarer” gjorde mig rigtig ked af at læse. Sådan rigtig ked af det. Du fortæller mig, at jeg opdrager mit barn i en adskillelseskultur, fordi jeg lader hende sove i en barnevogn, bruger babyalarm, giver hende erstatning (mislykket ammeforløb, ikke at det rager dig eller nogen andre) og så videre. Du gemmer dig bag ‘det er jo bare sarkasme’ og du skriver at “På en hånlig og spydig måde forsøger jeg at udstille adskillelsesaspektet i sin reneste form”. Ja, du er hånlig og spydig. Ja, du kan åbenbart ikke lave kulturkritik uden at udstille de individer der ‘bidrager’ til kulturen. Det står jo så ret meget i kontrast til: “Mit indlæg gik ikke ud på, at shame eller bashe den enkelte forælder eller mor, men at pege på aspektet omkring adskillelse i vores kultur.” Der må jeg sige, at du mest lykkedes med kulturkritikken og ikke så meget med ikke at shame.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *