KONTINUUM-BEGREBET – BOGANBEFALING #3, PART 2

NynneOm bøgerKommentar

Som nævnt i første del af denne boganbefaling, så vil jeg i det følgende præsentere de aspekter af bogen, som har fyldt mest for mig.

Ifavn-fasen og de ifavnske principper

Leidloff beskriver den første del af barnets liv, som “ifavn-fasen”. Den strækker sig fra barnet fødes og indtil det udvikler motoriske og mentale evner til selv at adskille sig fra moderen.

De otte principper, som den ifavnske tilgange (på engelsk Attachment Parenting) bygger på er baseret på Leidloffs beskrivelser af stammefolkets tilgang til barnet. Her er det centralt, at barnet er i favn – dag og nat. Principperne, som vi får indblik i i bogen, er i overensstemmelse med det Leidloff mener er barnets naturlige måde at være til i verden. I overensstemmelse med kontinuum-forventningerne. Liedloff beskriver på en hjerteskærende måde, hvordan det, modsat disse principper, er blevet normen at behandle småbørn i vesten. Ikke i ond tro, men fordi vi har glemt hvad det vil sige at være menneske. Fordi vi selv er blevet behandlet på en måde, der har gjort os fremmede for vores egen natur.

Aspekterne omkring ifavn-fasen og de ifavnske principper har for mig kastet et helt andet lys over den gængse tilgang til børn. Hvad normerne fortæller os. Hvordan jeg har behandlet mine. Hvordan jeg selv er vokset op. Bogen kaster et andet lys over hele den redskabskasse, som vi anskaffer os forud for barnets ankomst. En redskabskasse, som er med til at fastholde nogle normer omkring, hvad børn er og hvordan de skal behandles.

Forventninger og tiltro

Principperne ovenfor kan forstås som måder at behandle barnet i overensstemmelse med kontinuum-forventningerne. Leidloff skriver om hvordan børn gør som man signalerer, at man forventer af dem. Jeg skrev ikke meget supplerende tekst til min sidste lørdagsbio#4. Aspektet omkring “forventninger” sprang mig i øjnene, da jeg genså filmen. Tilgangen til de små afrikanske børn virker, i mine øjne, så ubekymret. Børnene dumper ned i et fællesskab, som de, uden alverdens musthaves til baby (i en adskillelseskultur), bliver en naturlig del af. Ubesværet indgår de i nogle nære livssammenhænge, på egne naturlige præmisser. De får rum og ro til at udforske verden uden forældre, der griber ind og i god mening beskytter, stimulerer, aktiverer og konstant henvender sig til barnet. Leidloff beskriver i dette mesterværk af en bog det samme, som jeg ser i filmen.

Dette aspekt har gjort mig langt mere bevidst  om mine forventninger og hvad jeg signalerer at jeg forventer af mine børn. Forventer jeg at de falder, kommer galt afsted, ikke behandler andre godt og ikke kan? Måske påvirker jeg dem herigennem i en uønsket retning. Som Leidloff skriver, væk fra tiltro til egne evner til at være her i verden og væk fra de medfødte sociale evner. Det vil jeg igen komme ind på i et kommende indlæg. Og reflektere over min egen måde at være mor (i en adskillelseskultur).

Det vestlige barns frarøvelse af grundlæggende erfaringer (På engelsk Deprivation of Essentiel Experiences)

Vi har en kultur, hvor vi hiver mødre ud af livet og isolerer dem, når de får børn. På barsel. I vores kultur er det svært at finde en måde at leve på, hvor man, som mor, både kan være der for sine børn, og beskæftige sig med andre ting. Ja, vi har et fint ord for denne problematik: #worklifebalance. Det er svært at finde balancen i vores kultur. Når man har læst denne bog, så bliver man klog på hvorfor vi er på katastrofekurs, men også klog på at det er muligt at ændre kurs.

“Civiilized life cannot be viewed usefully without taking into constant consideration the fact that we have been deprived of almost all the in-arms experiences and much of the later experience we expected, and that we go on, in an orderly but unconscious way seeking the fulfilment of those expectations in their unalterable sequence.”

Ikke alene adskilles og isoleres kvinderne udenfor det omkring-levede liv (hvilket i denne tid munder ud i artikler, blogs og kronikker der kredser om, hvor svært og uudholdeligt det er at være på barsel (i en adskillelseskultur)). Leidloff beskriver hvordan adskillelse og isolation også er gennemgribende for børn i vesten, fordi vi har glemt alt om hvad der er naturligt for det lille barn. Istedet for at bære vores børn fragter vi dem rundt i et liv i adskillelse og isolation i barnevogne. Når vi ikke er på farten, så placerer vi dem på gulvet under farvestrålede og larmende legetøj. Når vi går i seng om aften, så lægger vi dem ind i deres egen seng. På deres eget værelse.

Leidloff mener at vi herigennem frarøver børnene noget helt grundlæggende, i form af grundlæggende erfaringer af at være til i verden. Børnene frarøves erfaringer med verdens lyde, lugte og indtryk. Og erfaringer af, hvordan det levede liv leves og føles.

Stammesamfundets børn i ifavn-fasen

Det som Leidloff ser i stammesamfundet står i modsætning hertil. Børnene i stammesamfundet er i den første ifavn-fase altid i arme og bæres rundt, hvor end de voksne færdes. Her sidder de trygt og observerer livet, på et stadie, hvor de ikke er modne nok til at deltage aktivt. De bruger deres motorik, de dufter duftede fra det levede liv. Mærker vinden og den voksnes varme krop og hjerteslag. Barnet er roligt og falder i søvn, når det bliver træt. Leidloff beskriver rolige børn, der aldrig græder og stiller spørgsmålstegn ved om spædbørnsurolighed mon er et universelt træk ved det at være menneskebarn – eller om det er kulturelt betinget.

Aspekterne omkring tilknytning

Bogen fortæller os en masse om rammer for tilknytning. Bogen fortæller os om vigtigheden af at være barn og høre til. Og af at mærke at man er en del af nogle meningsfulde livssammenhænge. Om vigtigheden af at børn får lov til at udforske indenfor en tryg base. At de ikke isoleres udenfor livet. Om betydningen af som nybagt mor, at have andre kvinder at spejle sig i. Andre kvinder at få hjælp fra og aflastning af. Om at vi mennesker ikke er skabt til at sidde indenfor. I hver vores lejlighed. Og glo. På vores spædbarn. I en skråstol. Under en uro. Med en kop kaffe. Alene. Bogen giver ud fra et præmis omkring “naturlighed” en forklaring på hvorfor så mange nybagte mødre og børn mistrives i vores adskillelseskultur.

Min mor introducerede mig for længe siden for talemåden “Det kræver en hel landsby at opfostre et barn”. Jeg forstod først rigtigt denne talemåde efter at have læst The Continuum Concept – In Search Of Happiness Lost.

Jeg håber virkelig at denne boganbefaling har givet dig lyst til at læse bogen selv.

Jeg arbejder på en GIVEAWAY af den danske udgave♥️

Én kommentar på “KONTINUUM-BEGREBET – BOGANBEFALING #3, PART 2”

  1. Åh, Nynne, hvor er det vigtigt, at du (igen) sætter fokus på denne bog
    Jeg tog lige den danske udgave ud af reolen lige bag mig.
    Alle de vigtige bøger, jeg har sat til livs i min tid, bærer understregninger – med kuglepen – under de passager, jeg finder af største betydning.
    Og således også med ‘Kontinuumbegrebet’ af Jean Liedloff.
    I denne bog er der så utroligt mange understregninger.
    Således falder jeg lige over nogle linjer på side 143: “En kultur, der kræver, at mennesker skal leve på en måde, som deres evolution ikke har forberedt dem til, som ikke opfylder deres medfødte forventninger og derfor overbelaster deres tilpasningsevne, må nødvendigvis skade deres personligheder.”
    Jeg må straks efter Nytår igen have fat i Gyldendal/Hans Reitzels Forlag. Denne bog SKAL simpelthen genoptrykkes på dansk. Jeg lagde pres på forlaget i begyndelsen af dette år. Og de lovede at vende tilbage. Det er ikke sket, og mit liv løb lidt med andre gøremål.
    Men nu må vi have lagt pres på.
    Det er så uendeligt vigtigt, at netop denne bog kommer ud – igen – på dansk.
    En meget stærk erkendelsesbevægelse er i gang.
    Og der er i den grad brug for ‘Kontinuumbegrebet’ til at understøtte denne bevægelse.
    Så mange kærlige tanker til dig og din lille familie med gode ønsker om mod og styrke og megen Kærlighed i 2019. Kæmpe Nytårsknus til dig, kære Nynne!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *