ER JEG INSTITUTIONSMODSTANDER?

NynneOm barnets psykologi, Om omsorgspolitikLeave a Comment

Efter jeg skrev indlægget om børn, stress og intitutionsliv var der en kvinde, der spurgte mig om jeg er institutionsmodstander. Og det vil jeg gerne svare lidt uddybende på.

Dobbeltsocialisering

Nej, jeg er ikke institutionsmodstander. Jeg mener at det er vigtigt, at vi har nogle gode muligheder for pasning af landets børn, udenfor hjemmet. Jeg er ikke modstander af, at børn bliver passet udenfor hjemmet, og jeg tror på at børn kan få en masse godt ud af det. Når de når en vis alder. Jeg er altså ikke modstander af dobbeltsocialiseringstanken, der handler om en barndom der leves indenfor to verdener. Og om at børnene påvirkes og udvikler sig socialt indenfor de to verdener; udenfor og indenfor hjemmet (#verdenvedsidenaf).
Der er forsket en del i det område, hvor man har fundet, at der ikke er skadevirkninger ved, at børn dobbeltsocialiseres – hvis en række betingelser er opfyldte.

Det vi kalder institutioner

Det jeg er modstander af, er de betingelser, som vi kalder ‘institutioner’ idag. I mange institutioner er betingelserne for dårlige. I mange vuggestuer og børnehaver er der for mange børn, samlet på for lidt plads. Der er for få veluddannede voksne til at tage sig af for mange børn, som er der i for mange timer dagligt.
Det er jeg mega oprevet, ophidset, ildrød i ansigtet og forfærdet over, samt modstander og kritiker af!
Derudover er jeg modstander af den måde institutonerne bliver brugt på. Jeg er modstander af er at man, som vi har gjort, indretter et samfund på en måde, der gør det meget vanskeligt at passe sine børn selv mens de er små. Det mener jeg er forkert, fordi jeg, og fagkundskaben, er overbevist om at det er bedst for det lille barn, at blive passet af sine primære omsorgspersoner, særligt de første tre leveår. Og i et begrænset timeantal, derefter.

Vores kultur

Jeg mener, at vi i den vestlige verden har opbygget en kultur, der strider mod nogle af de vigtigste aspekter af det at være menneske: Tilknytning, nærvær, samhørighed og i forbindelse med at de her aspekter røg sig en tur, sammen med Kähler-vasen, da den gik af mode, røg også omsorgsansvaret for hinanden. Det er tendenser der knytter sig til denne udvikling, som jeg taler meget om her på bloggen.
Den måde vi overforbruger institutionerne og den måde vi opfatter vores overforbrug på er, i mine øjne, en del af den kultur. Og jeg er MOOOOODSTAAAAANDEEEEEER!
Bortset fra det, så er jeg rimelig medgørlig. Eller, nej, det ved jeg egentlig ikke helt. Min kæreste siger, at han aldrig har fred. Men det har jeg sgu heller ikke.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *