Da vi subtituerede den vigtigste kærlighedsrelation med et arbejdsforhold

Igår modtog jeg to artikler, som i mine øjne tydeliggør den totale fremmedgørelse, som vi er sunket ned i. Artiklerne giver os dog også mulighed for at foretage os en smertefuld erkendelse af, at vi er nødt til at stoppe med at rette kommaer i bogen, som man med rette kunne kalde ”Dengang da jeg var lille anno 2018”, for nej, det er helt rigtigt hvad der bliver sagt. Den bog skal skrives helt om.

Den ene artikel, som du finder HER giver indblik i en ny undersøgelse fra BUPL, der peger på at danske børn kommer tidligere i vuggestue nu end for bare to år siden. Den anden artikel, som du finder HER fra magasinet Børn & Unge har overskriften ”BØRNEPSYKOLOGER SLÅR ALARM – Pas på den tidligste vuggestuestart”, hvor det endnu en gang understreges at:

BARNET I EN ALDER AF 9-18 MÅNEDER IKKE TILKNYTNINGSMÆSSIGT ER KLAR TIL DEN MASSIVE ADSKILLELSE FRA SINE PRIMÆRE OMSORGSPERSONER, SOM EN START I VUGGESTUE ER.

Her tegner der sig altså et billede af en accelereret institutionalisering af de danske småbørn, der står i stærk kontrast til den viden, der gør at eksperter slår alarm. Eksperter der dog selv er så præget af kun at føle, tænke og bruge sig selv indenfor vores hyper-institutionaliserede adskillelseskultur, at de tilsyneladende slet ikke kan formidle udover den.

Læs blot dette citat:

”Pædagogerne i BUPL’s undersøgelse beskriver også positive effekter af at modtage børnene tidligt: Flere siger, at børn, der kommer i 6-9 måneders alderen, endnu ikke er så bevidste om separationen fra forældrene, og at indkøringen derfor ofte går nemmere og med mindre gråd. Mange nævner, at jo tidligere, de som primærpædagog møder barnet, jo stærkere relation får de til barnet. Og flere siger, at det også giver stor glæde at arbejde med de helt små børn. BUPL’s Lasse Bjerg Jørgensen vil derfor heller ikke anbefale nogen bestemt vuggestuealder.”

NU må vi simpelthen lade os vække fra det her arbejdsmarkedstyranni og den totale hjerne og hjertevask, der er overgået os. Og lad os så sammen læse, hvad der står lige her:

Det giver pædagogerne “en stor glæde at arbejde med de helt små børn.”

Det giver pædagigerne en stor glæde “at arbejde med de helt små børn”!

At arbejde med det helt små børn! Nej, nej og nej! Der skal slet slet ikke, som en hel generel praksis, arbejdes med de helt små børn fra mandag til fredag i størstedelen af børnenes vågne timer.

De helt små børn skal elskes ind i livet!

De helt små børn skal bæres ind i livet!

De helt små børn skal først og fremmest hvile i en sikker tilknytning til deres primære omsorgspersoner!

De helt små børn skal gives den mulighed for selv at række ud og tage initiativ til adskillelse! Når børnene er klar til at rette sig væk fra sine primære omsorgspersoner og i børnenes eget tempo.

Vi må simpelthen lade være med at substituere den vigtigste kærlighedsrelation af dem alle med en arbejdsrelation i størstedelen af børnenes vågne timer fra mandag til fredag. Vi må skabe mulighederne for at børnene kan blive elsket ind i livet, og for at de ikke, som en helt normal praksis fra en alder af 6 til 9 måneder bliver gjort til noget der i størstedelen af deres vågne timer fra mandag til fredag relateres til i en arbejdssammenhæng. Alene det at børnene, som noget af det første lærer at sige ”Mor og Far på arbejde”, må kunne danne udgangspunkt for en reflektion omkring hvad vi mener om den plads relationen til arbejdet spiller i forhold til relationen mellem Barnet og Mor og Far.

Skal vi virkelig bare acceptere at Lasse Bjerg Jørgensen slutter fra at pædagoger har stor glæde af at arbejde med de helt små børn, til at så vil han ikke anbefale nogen “bestemt vuggestuealder”? Kunne det falde disse ”garvede børnepsykologer” ind, at der slet ikke findes noget der er en ”vuggestuealder”! “Vuggestuealderen” er et #kludderord og en af de floskler, som vi bruger til at holde os selv og hinanden nedsunket i en ukritisk tilgang til hvad vi, som det mest normale i denne verden, byder vores børn. Intet sted falder det disse eksperter ind, at vuggestuen udøver et:

NØDHJÆLPSARBEJDE!

Tre sider længere fremme i Magasinet Børn & Unge på side 25 kan vi for 249 kroner købe bogen ”MONSTERMANUALEN”, der er skrevet af en mentor og en psykolog, der her giver redskaber til at håndtere den angst og de bekymringer som et eksponentielt stigende antal børn og unge lider under.

Vi symptombehandler.

Vi fortsætter med at substituere den vigtigste kærlighedsrelation af dem alle med en arbejdsrelation.

Og alligevel fortæller disse eksperter os at ”vi ved fra forskningen, at børnene ikke tager skade af at blive passet ude.”.

Men ved vi virkelig det? Ved vi virkelig om de forhold der eksisterer i dag i danske daginstitutioner i kombination med den hyper-institutionalisering, som børnene bliver udsat for, ikke skader dem? Ved vi virkelig, at den trussel mod etableringen af en sikker tilknytning, som eksperterne alligevel mener giver anledning til at slå alarm ikke skader børnene?

Vis os noget forskning der viser det!

Og hvis det ikke findes, så lad os lad være med at vente på den og tillade at vores børn fortsat bliver behandle som forsøgskaniner.

Lad os (som “de garvede børnepsykologer” i artiklen også opfordrer til) gøre oprør!

Lad os protestere!

Lad os ændre kulturen!

Lad os gøre alt hvad der står i vores magt for at værne om børns muligheder for at etablere og bevare en sikker tilknytning til deres primære omsorgspersoner!

 

2 thoughts on “Da vi subtituerede den vigtigste kærlighedsrelation med et arbejdsforhold

  1. Tusind Tak, Nynne!!! Hvor er det godt skrevet.

    Tænk at en psykolog kan skrive en bog om, hvordan man håndterer vanskelige situationer med børn, der reagerer imod ubærlige rammer om deres liv – og så kalde en sådan bog MONSTERMANUALEN. – Hvilken hån og mangel på respekt for barnet og dets smerte.

    Men også sådan en titel er med til at kaste lys ind over de umenneskelige forhold, vi har vænnet os til at byde vore børn – og os selv og hinanden.

    Hele Verden er inde i en kæmpe forvandlingsproces.

    Og erkendelsen er første skridt.

    Hvor er det godt, at du står, hvor du står, Nynne, og taler så klart om disse sammenhænge.

  2. Tak for dine ord, som kun bekræfter mig i, at vi herhjemme gør det rigtige med vores beslutning om at at mor (mig) skal gå hjemme med vores kommende søn i mindst 2 år (fuld barsel + 1 års hjemmepasningstilskud). Jeg har i de sidste par år vidst/følt, at mine børn ikke skulle afsted i vuggestue, og jeg bliver dermed så rørt og bekræftet af alle dine og ligesindedes skriverier! Jeg går rundt og vrænger “…ja, for sådan er det bare” når der kommer argumenter på bordet, som med bare lidt eftertanke kan spores tilbage til samfundets indretning. Puha, skal vi virkelig alle sammen ned med stress og depression og diagnoser før samfundet reagerer…? (og er vi ikke allerede dér!?). Der må en ny omsorgsrevolution på bordet! Hvor er vi i det mindste heldige, at vi lever med medier, så dine/jeres ord kan nå ud i alle stuer. Måske bliver de snart en del af nye forældrebøger og at vækste børn ud fra børnenes bedste. Tak for at sætte ord på, at mor gerne må være mor. At man måske bør nedprioritere karriere, glemme formaninger om de farlige “huller i CV’et”, og ikke død og pine skal lære at forlade sit grædende barn hver dag. Men det er ikke nemt, og arbejdspladser og økonomi er ikke indstillet til disse skæve valg, så det er godt at kunne læse sig til opmuntrende ord om end de bunder i triste omstændigheder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *