VI HAR BRUG FOR EN #OMSORGSREVOLUTION NU

DENNE “usminkede fortælling om velfærd” fik mit hjerte til at galopere, som var jeg fortsat en del af det væddeløb, som jeg, som jeg nævnt HER, er trådt ud af. Mere korrekt beskrevet fik denne fortælling, fra det vi betegner det danske velfærdssamfund, en ekstrem vrede indeni mig til at blusse op, og den sociale indignation, som jeg egentlig ikke har følt længe, blev vækket igen.

Den vrede og den bagvedliggende sårethed brugte jeg til at skrive dette personlige indlæg:

Jeg mener at en af vor tids største svigt er den massive institutionalisering, som vi, som på samlebånd, udsætter børnene for. Og helt uden at blinke, for som de skrev i titlen på DETTE program: “Sådan er det bare””

Min egen proces

Min egen proces frem mod at holde mine børn hjemme startede ud med at jeg gik fra det ene efter det andet institutionsbesøg med tårer i øjnene. På de i alt 11 besøg i vuggestuer i Københavns og Frederiksberg kommune gjorde jeg mig så mange hjerteskærende observationer af børn i deres institutionaliserede hverdag. Jeg så så mange slukkede børneøjne. Jeg husker tydeligt en lille pige, der nærmest hvæsede som et dyr, da min datter nærmede sig hende. Hun klamrede sig til sin bamse med et truende blik. Og jeg husker to små drenge på hver deres højstol med en bunke Duploklodser foran sig. Eller mere præcist husker jeg deres små bløde og tykke børnehænder ligge fuldstændig livløse på bordet foran Duploklodserne. De græd ikke. Der var ro. Men deres ansigter var slukkede og de trak ikke en mine. De sad der bare med de små hænder, og jeg tror aldrig at jeg glemmer de hænder. En anden pige var ved at blive “kørt ind” og aldrig hverken før eller siden har jeg hørt et barn græde så hjerteskærende. Pædagogerne løb rundt med sved på panden, sutter og sutteflasker, og vuggede og bar og sang. Gik ind og ud. Og pigen græd. Og græd. Og græd. Og vi ved jo alle hvorfor hun græd. Og hvorfor så mange andre børn græder sådan, når det bliver deres tur til “indkøring”.

Mit hjerte

Vi endte alligevel med at vælge en vuggestue til min datter, og vi valgte den, hvor vi kunne lide personalet og lederen. Vi var der tre dage sammen og så meldte vi Hannah ud. På daværende tidspunkt havde jeg, på trods af tre år på universitetet, og med et omfattende kursus i udviklingspsykologi i ryggen, ikke skænket en tanke, at denne institutionaliseringspraksis burde bortkastes af omfattende udviklingspsykologiske grunde. Er det ikke helt vildt!? Jeg var oppe i mit hovede totalt vævet ind i kulturens normer og værdisæt, men jeg kunne ikke gå fra mit barn. Det var ikke min hjerne der styrede mig væk fra Pingvinstuen og hjem sammen med min datter.

Det var mit hjerte.

Det var min kærlighed og hermed min forståelse for hendes livsverden der drev mig videre ud i verden sammen med hende. Min kærlighed til hende viste vejen mod den dør, hvor der stod #exitadskillelseskultur. Det var min klump i maven. Det var den forfærdelige følelse jeg fik indeni ved tanken om at skulle forlade hende. Ved tanken om at skulle forlade mit grædende barn. Jeg ville med både hjerne og hjerte kunne forstå hendes gråd. Mange mødre føler den smerte indeni, når de skal “indkøre” deres børn, men hjertets klare klang og vigtigste budskab bliver slukket når vi bliver nedsunket i løgnhistorier om, at børnene stopper med at græde og er glade, at det er sværere for forældrene end for barnet. At det jo er helt normalt, at der kommer en reaktion, så det skal vi forberede os på.

Sådan.

Er.

Det.

Bare.

Men nu ved vi noget! Nu har vi erhvervet os en dyrebar viden.

Nu ved vi, at vi her i dette land, som vi mener er så fredeligt, begår massive svigt på vores småbørn dagligt. Ugentligt. Årligt. Og mod alle bedrevidende! I dette fredelige land, hvor børnene slet slet ikke får fred til at vokse op og blive hele mennesker, fordi vi som en helt normal praksis flår dem væk fra dem som de elsker og som elsker dem og med tvang placerer dem i rammer, som vi nu igen igen kan læse rædselsberetninger fra.

Men når de græder og reagerer, så lukker vi vores port ind til hjertet med de her løgnagtige floskler og #kludderord. Børnene kan ikke gøre andet end at protestere og græde. Det er deres eneste våben. I dette fredelige land. Og hvis ingen lytter til dem, så må de lukke deres hjerter og lade deres små buttede hænder synke livløst mod bordet foran Duploklodserne.

Vi siger at vi elsker vores børn

Og vi siger at vi vil gøre alt for dem. Gå igennem ild og vand. Det siger vi! Men vi vil ikke lytte til vores hjerter, og vores børns gråd eller til bedrevidende. Vores børns trivsel og bløde hjerter bliver ofre for de voksne menneskers tilbøjelighed til kognitiv dissonans.

Jeg mener at en af vor tids største svigt er den massive institutionalisering af vores børn.

Og så mener jeg, at forældre og pædagoger må vågne op NU og tage ansvar og gøre alt hvad der står i deres magt for at forhindre, at denne form for omsorgssvigt finder sted.

Vi må tænke kritisk og kreativt, hvis vi vil tænke verden anderledes for børnene, som ikke kan lægge deres lid til andre end os.

Vi får IKKE bedre normeringer.

Det må snart stå så soleklart, som noget kan! Der er blevet råbt og skreget, skrevet bannere og banket i bordet i årevis. I årtier! Og nu får vi så løgnagtige håndører til børnene.

Vi har brug for vores allesammen #omsorgsrevolution og den får kraft når vi tager ansvarlige og radikale metoder i brug på civil-niveau.

Vi har brug for en styrket græsrodsbevægelse, der arbejder på det private plan. Det plan skal styrkes. Og det sker når vi handle privat, der hvor det griber ind i vores eget liv, fysisk, mentalt og økonomisk, der hvor vi selv har noget på spil og hvor vi er på usikker grund, fordi vi vælger at bryde med de normer, der er dominerende i vores adskillelseskultur.

Flere finder modet NU.

Flere tør åbne deres hjerter NU.

Og flere og flere handler på det♥️♥️♥️

#omsorgsrevolution NU

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *