Om “søvntræning”, knuste hjerter og #omsorgsrevolution

Jeg ønsker mig en seriøs social ansvarlighed og kritisk tænkning forbundet med udbredelse af kendskab til de såkaldte “søvntræningsmetoder” fra såkaldte “influencers”, tidligere kendte som “bloggere”.

Det ønsker jeg mig fordi disse personer, som navnet meget dækkende beskriver, influerer på andre menneskers måde at leve her på vores dejlige jord og fordi de influerer på andre menneskers måder at relatere til andre mennesker. Såsom til børnene. Disse personer bliver forbilleder i en kultur, der er totalt på afveje. Så meget på afveje, at vi mennesker selv er faret fuldstændig vild, og i denne vildfarelse får læst bøger, der fortæller os, at vi først må vise vores børn omsorg og kærlighed, når æggeuret ringer. Bøger der fortæller os at indtil da, så må børnene kalde, klynke og græde i ensomhed.

Mit hjerte er knust.

Forældre må selv, indenfor lovens rammer, bestemme, hvordan de vælger at møde deres børns behovsudtryk, men jeg mener, at man bør være meget optaget af i hvilken retning man influerer på andre, når man som en indflydelsesrig person udtaler sig offentligt.

Vil vi tale med en stemme, der tydeligt og kærligt taler fra hjertet og for barnets bedste? Vil vi tale ud fra evidens? Eller vil vi tale med en stemme, der taler om hvad der rent praktisk har fungeret for os voksne derhjemme og som har gjort, at vi har kunnet holde fast i vores forestillinger om livet med et spædbarn. Måske på bekostning af en lydhørhed overfor hvad det faktisk var børnene prøvede at få os til at forstå dengang fra den anden side af døren til børneværelset. Og måske på bekostning af en lille og marginaliseret stemme indeni os selv der skreg ”DET HER ER HELT HELT FORKERT!”. Og måske i modstrid med den viden vi har om vigtigheden af at vi møder vores børns tilknytningsadfærd med omsorg og kærlighed. En kultur (og afledt heraf en bog) må aldrig bilde os andet end! Men det har den gjort.

Men nu er der en gruppe af mennesker, der går ud med dunkende hjerter og giver denne kulturelle overbevisning et stort og rungende “FARVEL!”.

Denne gruppe af mennesker mener ikke længere at det er barnets følelsesliv der skal rette ind! Disse mennesker ønsker at dørene til børneværelset bliver flået op. Disse mennesker ønsker at flå de massive og kulturelt overleverede døre til vores hjerter op.

Det er vores bevidsthed og vores #adskillelseskultur, der skal ændres og verden, der skal tænkes anderledes ud fra barnets behov for tilknytning til sine primære omsorgspersoner. Intet er vigtigere end at vi møder disse udtryk med kærlighed, og ikke med lukkede døre (til børneværelset), skemaer og tidstagning. Selvfølgelig skal vi aldrig først reagere på vores børns behov for at være tæt på os når sekundviseren giver tegn!

Det må vi simpelthen sammen finde modet til at sige højt🌪♥️💡

Det mod findes i aktionsgruppen “Farvel til Godnat og sov godt bogen”, som du finder link til HER.

Knuste hjerter kan heles. Og det sker når vi bliver mødt med den  kærlighed, som vi ønsker at alle børn skal mødes med når de kalder på og græder efter omsorg og kærlighed.

Knuste hjerter kan heles. Og det sker når vi øver os i at møde andre mennesker med den  kærlighed, som vi ønsker at alle børn skal mødes med når de kalder på og græder efter omsorg og kærlighed.

Knuste hjerter kan heles. Og #omsorgsrevolutionen er en helingsproces.

1 thought on “Om “søvntræning”, knuste hjerter og #omsorgsrevolution

  1. Åh, tusind tak, kære Nynne for din kamp for Det Lille Barn.
    Jeg er så dybt taknemmelig for den blæst, der nu er kommet om verdens frygteligste bog:
    ‘Godnat og sov godt’ af den såkaldte søvnekspert Eduard Estivill.
    For nu har bevidstheden om denne skadelige praksis bevæget sig så meget, at der har dannet sig en gruppe på FB imod denne bog.
    Jeg har kæmpet imod denne bog og dens grusomme budskab i 15 år. Lige siden mit første barnebarn kom til verden. Og jeg så en anbefaling af denne bog på Hvidovre Hospitals fødeklinik.
    Jeg skyndte mig at købe og læse bogen. For det lød helt vildt – det budskab, den ville give til Verden.
    Og det var vildt.
    Det er vildt.
    For det er en opskrift på, hvordan man slår det lille barns livsmod og tillid til egen handlekraft i stykker.
    Denne bog kom som et led i den bevægelse, der skulle give kvinderne mulighed for at udvikle andre sider af sig selv end rollen som Mor, Kok og Elskerinde.
    Den mulighed skulle kvinderne naturligvis have.
    Og vi så det ikke – dengang.
    Men vi kunne kun få denne mulighed, hvis vi talte det patriarkalske sprog og iførte os de patriarkalske gebærder og gevandter.
    Så det gjorde vi: Jakkesæt med skuldervat – og så lidt frække højhælede sko. Så var den hjemme!
    Og Børnene?
    Jamen, ‘Kids no problem!!!’
    Vuggestuerne og børnehaverne skød op overalt.
    Og børn havde jo kun godt af at græde.
    Det var jo godt for lungerne!!!
    Og børnene – det vidste vi nu, eller det fortalte vi nu hinanden – ja, børnene, de blev meget selvstændige af så tidligt som muligt at blive adskilt fra deres Mor og Far.
    Og nu står vi så – pludselig – helt overraskende – med en virkelighed, hvor 9% af samtlige børn i Danmark i alderen 0 – 15 år bærer på en psykiatrisk diagnose. 9%!!! – Og der er stor undren – helt ind i Psykiatrifonden, hvor ledende psykiatere udtaler, at nu må vi blive bedre til – meget tidligere – at ‘spotte’ de børn, der har problemer.
    Men alle disse børn skal jo naturligvis slet ikke udvikle disse ‘diagnoser’
    Og flere og flere hører nu heldigvis barnets smertegråd. Ikke som en gråd, der skal ignoreres, men som en gråd, der er udtryk for stor smerte ved en kultur, hvis mennesker har glemt deres altovervejende livsopgave: Nemlig at tage hånd om deres egne børn på allerbedste måde.
    Og så kom gruppen: ‘Farvel til ‘Godnat-og-sov-godt-bogen’.
    Budskabet om TILKNYTNINGENS NØDVENDIGHED breder sig med stor hast.
    Og under voldsom protest fra enkelte kilder, der stadig er fanget i Adskillelseskulturens giftige spind.
    Så TUSIND TAK til alle jer, der arbejde på højtryk for at udbrede den viden, vi nu har om det lille barns livsvigtige behov for tilknytning til sine primære omsorgspersoner.
    TUSIND TAK TIL DIG, KÆRE NYNNE!!! <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *