BLOGGEN ER AKTIV PÅ FACEBOOK

Kære læsere her på bloggen,

Pga. mindre tit til blogskrivning foregår der, som tidligere nævnt, ikke så meget her. Det gør der dog på bloggens facebook-siden, som du finder ved at klikke HER.

Jeg skriver i øjeblikket en del relateret til det forestående kommunalvalg. Blandt andet har jeg sendt dette brev rundt til de kandidater, som jeg overvejer at give min stemme til. Jeg vil desuden dele deres svar med jer.

Jeg håber at jer der kun læser med har vil følge med over på facebook.

Og mest af alt, så håber jeg at I vil have børnene i jeres tanker og hjerter, når I går til stemmeurnerne.

Dette valg er så vigtigt.


FRA FACEBOOK:

“Kære læsere her på bloggen,

Jeg er gået igang med at finde ud af hvem jeg skal give min stemme den 21 november til kommunalvalget her i Frederiksberg kommune.

Jeg har besluttet mig for at rette personlig henvendelse til alle kandidater indenfor de partier, som jeg derudover deler værdisæt med. Indtil videre har jeg kunnet skrive til dem her på facebook.

Jeg vil gerne dele det brev med jer, som jeg nu er begyndt at sende rundt til kandidaterne. Og som jeg allerede har fået nogle meget udførlige svar på, som jeg allerede nu kan se vil gøre det lettere for mig, at finde den kandidat, som jeg med tillid til kan give min vigtige stemme til.

Hvis I vil gøre det samme, og hvis I kan bruge noget af det jeg har skrevet, så er I mere end velkomne til at copypaste. Og dele svarene.

Vi må nu stå sammen og støtte hinanden i hvordan vi:

GIVER MAGT TIL DEM DER TROR PÅ EVIDENS.

GIVER MAGT TIL DEM DER TROR PÅ INTUITION.

GIVER MAGT TIL DEM, SOM VIL TALE BØRNENES SAG.

PRIVAT OG POLITISK.

NU. OG EFTER KOMMUNALVALGET DEN 21 NOVEMBER.


 

Kære ….,

Jeg skriver fordi der er et politisk område som ligger mig meget på sinde at kæmpe for, udbrede viden om og ændre samfundet med udgangspunkt i: At vi som samfund giver børnene de bedste opvækstvilkår.

Jeg er specialestuderende i psykologi og har mit fokus på barnets psykologiske udvikling på det præ-sproglige plan. Barnets første tre leveår. De psykologiske set tre vigtigste år i et menneskeliv.

Jeg er stærkt bekymret, når det kommer til den danske institutionskultur og kvaliteten af de danske institutioner.

Her en kort forklaring på hvad min bekymring udspringer af og min baggrund for at skrive til dig:

I Danmark slår vi europæisk rekord i institutionalisering af vores børn. Det på trods af at meget forskning og teori peger på, at det ikke er ideelt for børn helt ned til 10 måneders alderen, at blive adskilt fra deres primære omsorgspersoner 7,5 timer dagligt (gsn. for de danske børn). Forskning peger på at denne institutionskultur er skadelig for børnene.

Vi besidder som samfund en omfattende viden om vigtigheden af, at barnets udvikling de første tre leveår former sig rundt om den nære tilknytning til de primære omsorgspersoner. Vi ved at følelsesregulering (som det lille barn ikke selv er i stand til) indlæres igennem den nære, lydhøre og omsorgsfulde kontakt til voksne, som de er tæt knyttet til. Vi ved at der er signifikante sammenhænge mellem forstyrrelser i tilknytningen hos det lille barn og senere vanskeligheder med følelsesregulering. Og afledt heraf mange fysiske, psykologiske og sociale problematikker.

Vi ser i denne tid en eksponentiel stigning i mistrivslen hos børn og unge. Flere og flere børn og unge indlægges på psykiatriske afdelinger, eller bliver henvist til psykologer og psykiatere. Flere og flere børn og unge får stillet diagnoser, som er forbundet med vanskeligheder med at følelsesregulere: ADHD, ADD, autisme, selvskade, spiseforstyrrelser, depression, angst mf.

James Heckman, som er økonom og nobelpristager, har forsket og vist at de tidlige interventioner i barnets liv er en af det mest rentable investeringer samfundsøkonomisk. “Heckmans kurve”.

På trods af denne viden, så er der over de sidste ti år sket massive nedskæringer på børneområdet. Institutionerne har aldrig været ringere. Få kommuner tilbyder tilskud til pasning af eget barn. På trods af at vi ved, at det er langt mindre stressende for småbørn at være hjemme sammen med de primære omsorgspersoner, som elsker dem, de første tre leveår, sammenlignet med livet i institutioner. Mange går nu ud med de nye erkendelser og siger “VUGGESTUERNE BLEV IKKE SKABT FOR BØRNENES SKYLD”.

Jeg vil give min stemme til et menneske, som vil GØRE NOGET FOR BØRNENES SKYLD.

Jeg vil give min stemme til et menneske, som tager OMSORGSANSVARET FOR BØRNENE DYBT SERIØST.

Jeg vil give min stemme til en kandidat ved det kommende kommunalvalg, som FORSTÅR vigtigheden af det ovenfor skitserede, og som FORHOLDER SIG til disse sammenhænge.

Jeg vil spørge dig om du først og fremmest er et menneske, som er nået til en erkendelse af, at vi som velfærdssamfund nu må tage disse forhold, som jeg har skitseret ovenfor, dybt seriøst? Er dette et hovedfokus for dig NU og i dit FREMTIDIGE politisk arbejde?

Jeg skriver bloggen www.verdenvedsidenaf.dk, hvor jeg er i kontakt med mange andre, som går med samme tanker, og ser disse sammenhænge.

Vi er mange som ikke kan gennemskue, hvor vi skal sætte vores kryds, for at GIVE VORES STEMME TIL ET MENNESKE, SOM VIL TALE BØRNENES SAG.

Derfor beder jeg dig på vegne af flere om, at forklare hvor du står i forhold til disse punkter:

1. “Pengene skal følge barnet”, så flere forældre får mulighed for at leve med deres børn dagen igennem, minimum, i barnets første tre leveår.

2. Vi bør kigge på den svenske familiepolitik, hvor forældrene har ret til orlov i 390 dage med 80% af lønnen og herefter 90 dage med nogle hundrede kroner i kompensation om dagen.

3. Da vi ved at kvaliteten af pasning udenfor hjemmet handler om antal af voksne per barn, skal der laves minimumsnormeringer. Nu skal vi have lovgivning omkring hvor lidt voksenkontakt og omsorg vi som samfund vil tillade, at vores børn vokser op med, når de placeres i de psykologisk set vigtigste år udenfor hjemmet.

3. Vi skal have ret til at arbejde deltid, mens vi har små børn.

4. Der skal lovgives så forældre får ret til at blive hjemme med deres barn indtil barnet er raskt. Som i Sverige bør der laves en ordning, der giver forældrene ret til at passe syge børn 120 dage om året.

Jeg håber at du vil tage dig tid til at fortælle os, hvor du står.

Og jeg håber at du vil tale og handle for børnenes bedste NU og EFTER kommunalvalget.

PRIVAT OG POLITISK.

Jeg glæder mig til, at få indblik i dine tanker.

De bedste hilsener fra
Nynne Marie Gjerlang

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *