UNDER PAPEGØJERNES SANG

Der er en del der har kommenteret på vores vægtæppe i soveværelset. Det er et vægtæppe og ikke et tapet. Eller faktisk er det bare et stykke stof, som min mor og jeg købte i STOF2000 da jeg var 6 år gammel.

Stofstykket, som nu er blevet vægtæppe i vores soveværelse og som hænger over sengen, hvor vi alle fire (for det meste) sover, har en historie, som jeg gerne vil fortælle jer.

Skyggerne og længsel

Da jeg var barn havde jeg mit eget værelse. Det største og bedste værelse i hele lejligheden. Jeg havde køjeseng, en masse legetøj, kanariefugle og en fisk. Udenfor vinduet stod der et stort smukt træ, som månen lavede skyggebilleder af om natten.

Om aften og om natten, når mørket havde sænket sig, fandt jeg ikke længere træet smukt. Faktisk turde jeg slet ikke kigge ud på det, fordi jeg synes det var uhyggeligt. Skyggerne på gulvet og væggene i mit soveværelse skræmte mig.

Vi fik sat gardiner op på værelset, for at holde de uhyggelige skygger ude. Vi havde gjort en hel masse for, at jeg kunne blive glad for mit værelse. Jeg havde selv valgt malingen til væggene, og vi havde påført malingen med en svamp, og duppet mønstre. Det var vist meget moderne dengang. Om aften, når jeg lå i min seng kunne skyggerne ikke længere nå mig, men det kunne mønstrene på væggene. Jeg kan huske, at jeg tit vendte mig om på siden og krøllede mig sammen og kiggede ind i væggen, for ikke at komme til at kigge på mønstrene så længe, at de blev til uhyggelige ansigter.

Men jeg kunne stadig ikke lide at sove på mit værelse alene. Jeg kunne ikke lide tanken om at være den sidste der var vågen, og lå derfor tit anspændt i min seng og lyttede efter min mor. Og kaldte på hende for at høre om hun stadig var vågen. Det var hun tit, men sommetider var hun ikke. Så lå jeg og følte mig ensom. Og forladt. Og låst fast et sted, hvor jeg ikke var tryg. Jeg følte en længsel efter at være tæt på min mor og føle mig tryg. Der.

Papegøjernes sang

I et forsøg på at få mig til at blive glad for at sove alene på værelset købte vi dette stykke stof med papegøjer på og min mor syede det om til gardin for mit klædeskab. Det stykke stof hjalp mig faktisk på den måde, at jeg kunne kigge på det og forestille mig lydene i junglen. I kan måske genkalde jer solsortens sang? Jeg lå tit i min seng og kunne høre solsorten, og jeg forestillede mig så, at solsortens sang var papegøjerne, der sang mig i søvn. Og det hjalp mig.

Jeg tror at følelsen af ensomhed og følelsen af at være forladt har været med til at præge mig. Og efter jeg er blevet bevidst om følelsen, og har genkaldt mig den, som nu, hvor jeg sidder og skriver dette, er det blevet vigtigt for mig, at mine børn ikke føler sig forladt. At de altid har en følelse af at der er al kærlighed i verden til dem. At der ikke er nogen grænser for den kærlighed, som jeg har til dem. At de føler sig forbundet til mig og deres far, og herved forbundet til dem selv. At de ikke føler sig ensomme på den måde, som jeg følte mig ensom under papegøjerne.

Jeg har ikke tænkt på symbolikken i at det vægtæppe nu hænger over stedet, hvor mine børn sover sammen med os.

Følelsen af savn og af at blive forladt er et vilkår i en adskillelseskultur

Det får mig nu til at tænke på noget, som jeg i det hele taget tænker meget over. Vi er alle et produkt af den kultur, som vi er vokset op i. I en adskillelseskultur er følelsen af at være ensom, forladt og følelsen af at savne et vilkår. Den brudte tilknytning efterlader en dyb følelse af ensomhed, som ikke handler om at være alene, men som handler om, at være blevet forladt, da man havde brug for tryghed og kærlighed fra dem der skulle passe på en. En følelse af ikke at være kærligt forbundet til andre. En ensomhed, der vokser ud af følelsen af at der ikke var uendelig kærlighed til en. Og af at man var nødt til at tage til takke med forestillinger eller substitutter.

Jeg erkender hen ad vejen. Jeg laver fejl og forsøger at finde bedre veje frem. For mig selv og dem jeg elsker. I en jungle, hvor jeg ikke ved hvilken vej jeg skal gå. Måske går en af vejene væk fra adskillelseskulturen igennem erkendelser af, hvordan den har og er med til at præge en selv? Måske går vejen til en verden af forbundethed igennem en erkendelse af egne forladthedssår? Måske handler omsorgsrevolutionen også om at øve sig i at yde omsorg for og anderkende ens eget indre sårede barn? Måske kræver vejen frem en erkendelse af, hvorfor vores egne opvækstvilkår var som de var?

Da jeg konfronterede min mor med generindringen af disse følelser gik det op for mig, at min mors “arbejde som mor” ikke er slut endnu. Hun kan, trods begåede fejl og mangler, stadig støtte sit barn i en udvikling hen imod et selvbærende liv. Netop fordi hun anerkender mine følelser og påtager sig et ansvar for de vilkår hun var medskaber af. Den tanke giver min rigtig meget mod til at turde se på de fejl jeg har begået og de ting jeg fortryder, at jeg har budt mine børn. Tanken om at vi mødre i takt med at vi bliver klogere på hvordan vi har været med til at påvirke vores børn kan støtte og hjælpe dem med at heale forladthedssårene. Og måske i samme forbindelse hele vore egne?

Når jeg går i seng om aften, så ligger jeg tit og lytter til mine børns vejrtrækning under papegøjerne. Og så forestiller jeg mig den verden, som jeg ville ønske for dem at vokse op i. Som jeg ville ønske at jeg var vokset op i. Som jeg ville ønske at min mor og hendes mor var vokset op i.

En verden af forbundethed, hvor ingen føler sig ensomme, som jeg gjorde dengang til lyden af papegøjernes sang.

Skriv et svar