MAJ MYS MODBØLGE


Programmet “Sådan er det bare” om den hårde institutionalisering af småbørn i Danmark har været en øjenåbner for mange.

Find link til udsendelsen HER.

For mange har programmet sat gang i en svær og smertefuld erkendelsesproces. En erkendelsesproces der handler om at se, at vi ikke giver eller har givet vores børn den bedste start på livet. En erkendelsesproces, der handler om at se, at vi har svigtet eller fortsat svigter vores børn ved at placeret dem i rammer, som vi nu forstår måske har været eller er skadelige for dem.

Ikke fordi vi var/er ligeglade. Ikke fordi vi ikke vil vores børn det bedste.

Måske fordi vi er vokset op i en kultur med bærende normer omkring, hvordan småbørn behandles? Om hvad småbørn kan tåle, uden at få svære følelsesmæssige problemer senere i livet. Om hvor småbørn hører til.

Måske fordi vi tænker, at når alle andre gør det, så må det være fordi det er godt nok?

Måske fordi børnene jo stopper med at græde efter vi har forladt dem?

Måske fordi de endnu ikke har stemmen til at fortælle os med ord, hvordan det føles at blive forladt? Hvordan det føles at savne?

Måske fordi vi ikke kan se andre muligheder?

Det er så vigtigt, at vi sammen finder styrken og modet til at tage disse erkendelser ind, og italesætte dem offentligt.

Med denne ITALESÆTTELSE bliver grobunden for helt andre og bedre vilkår for børnene lagt.

Politikerne kommer ikke til at give børnene flere voksne, så længe så mange stiltiende i handling accepterer den plads børnene har fået i vores liv. Det sker ikke, så længe vi går og siger til os selv og hinanden, at “det er godt nok. Børnene har det godt nok”.

Der er nu kun os tilbage til, at gøre disse smertefulde erkendelser, handle derefter og insistere på nationale politiske løsninger.

Jeg vil sige Maj My Midtgaard Humaidan en stor tak for endnu en gang at bære lyset frem  . For selv at ridde stærkt afsted på den “MODBØLGE” som hun selv startede tid tilbage.

DET STØRSTE MOD MÅ VÆRE MODET TIL KRITISK, AT SE PÅ SIG SELV OG SIN DAGLIGE PRAKSIS. OG SÅ TÆNKE SIG OM – EN GANG TIL. OG DEREFTER STÅ UD I OFFENTLIGHEDEN

“Faktum er, at jeg har afleveret mine grædende børn i institution i årevis. Til for få voksne og for mange børn og for lidt nærvær og for mange krav. Mine børn sagde fra, og nogle gange ville jeg helst tage dem med hjem igen, men jeg gjorde det ikke altid, fordi jeg ikke ville virke svag i pædagogernes øjne (hvor er det vanvittigt), og jeg har vidst det – uden den mindste tvivl – i mit hjerte: At mine børn helst ville være hjemme. Men det ville jeg ikke. Jeg ville være arbejde, opnå andre ting, have tid uden dem, dybest set. Jeg har jo lært, at det skal jeg også. Og jeg er selv blevet afleveret. Og jeg trængte til en pause fra min børn – helst hver dag. Jeg afleverede mine grædende børn (og min mand gjorde), og vi vidste nok, at der var et alternativ, men vi forstod det ikke. Vi mærkede det ikke.

Pludselig gjorde vi. Nu er vores børn hjemme. Vi er fælles om både beslutningen og hverdagen. Mange skriver til mig, om de må komme og besøge os her på Ærø og opleve vores liv for at se, om det kan være rigtigt, at det er rart at gå hjemme. Endnu flere skriver, hvad de skal gøre for at slippe fri af den hverdag, de føler sig fastlåst i.

Der er noget galt i vores samfund, det er der altså. Vi har glemt, hvem vi er. Vi tror, det handler om præstationer og udvikling og tilføjelser og om at komme hurtigt frem. Vi har glemt, at når livet ebber ud, så er det ikke taskerne eller cv’et eller den flotte stue, vi tænker tilbage på. Jeg hørte en kvinde, hvis søn mistrives massivt i skolen, og som derfor overvejer at give ham orlov og være hjemme sammen med ham nogle måneder, sige at hun var bange for at skulle sælge huset. Og det ér stort i vores virkelighed, det med at skulle sælge sit hjem. Men forestil jer lige det her scenarie om femten år:

“Mor, hvorfor tog I mig egentlig ikke ud af skolen?”
“Fordi vi var så glade for huset.”
Det er noget galt i den ligning, og alle ved det. Alle ved det. Men vi pakker den viden væk, for vi har fået besked på at glemme, at dét er sandheden. Vi overfylder institutionerne i stedet for at lave gode, sunde, fordybede, smukke rum til vores børn. Vi presser pædagogerne i stedet for at give dem de bedste betingelser, den største respekt. Og sådan er det også med lærerne.”

Find dette vigtige blogindlæg HER.

Og finde frem til Maj Mys “MODBØLGE” HER.

Skriv et svar