DEFINITION PÅ BEGREBET “ADSKILLELSESKULTUR”

Jeg brugte første gang begrebet “adskillelseskultur” i mit indlæg 10 musthaves til baby (i en adskillelseskultur) tilbage i juni 2017. Indlægget vakte genklang hos mange, som synes det var tankevækkende og sjovt. Jeg mødte dog også en del modstand og vrede. Indlægget blev delt af blandt andre bloggerne Cellina Martinna, Neohippie, og Emiliblog. Flere har efterfølgende taget begrebet til sig og udbygget begrebet med andre reflektioner.

Da jeg skrev indlægget, og skulle finde en titel overvejede jeg “Tiltag til afknytning”, som modsætning til tiltag til tilknytning. Jeg kom så til at tænke på, at mange af de her redskaber, som det er normen at benytte til at håndtere livet med børn er hvad der står på de klassiske “musthave-lister” til kommende mødre. Jeg spurgte mig selv, HVORFOR disse redskaber anses for at være musthaves. Og svaret blev, fordi vi lever i en adskillelseskultur. Titlen var fundet.

Sidenhen har jeg brugt begrebet som modsætning til hvad jeg og andre drømmer om: “En ny verden af tilknytning”, “En verden af forbundethed” og “omsorgsrevolutionenen”.

Fordi begrebet virkelig har ramt en nerve hos folk, så er det vigtigt for mig at definere begrebet nærmere.

Hvad mener jeg med begrebet “adskillelseskultur”?

Jeg har tidligere skrevet om nogle træk ved vores kultur. Det er de træk der kendetegner adskillelseskulturen. Eller nærmere bestemt, så er det de træk ved kulturen, som fører til at vi adskiller os fra vores børn, fra os selv og fra hinanden – både på det konkrette og praktiske plan, men også på det følelsesmæssige. Adskillelseskulturen er herved betegnelsen på en fremmedgørende kultur.

Jeg vil, med tilføjelser og henvisninger til tidligere indlæg, beskrive de træk ved vores kultur, som ligger til grund for adskillelseskulturen. Klik på teksten, hvis du vil linkes hen til de indlæg, som citaterne stammer fra.

Adskillelseskulturen er en accellereret og hastighedsorienteret kultur

Vi lever i en kultur, hvor det handler om “hastighed, det hurtige fix, ny teknologi, evige omstruktureringer og skiftende og midlertidige trends inden for mad, mode og mirakelkure. Vi skal tilpasse os arbejdsmarkedets skiftende ønsker og præferencer, for at afværge “truslerne fra globaliseringen”. Vi skal være tilpasningsdygtige, omstillingsparate, effektive, fremtidsorienterede og “følge med”. Det værste man kan være er stillestående! Så er man doven eller uambitiøs. Føj!”

Adskillelseskulturen udspringer af hastighedsorienteringen, fordi omsorg og kærlighed tager tid. Og fordi børn har korte ben, der ikke kan følge med og hjerner som ikke kan følge med i samme tempo.

Adskillelseskulturen er et instrumentaliseret samfund

“Det instrumentaliserede samfund skal forstås som et samfund, hvor man beskæftiger sig med og fokuserer på en masse, som ikke har værdi i sig selv. Et eksempel er penge, der aldrig har nogen værdi i sig selv, men er et oversættelsesredskab, som vi bruger til at afgøre hvor meget noget er værd, sammenlignet med noget andet. Problemet er ikke instrumentaliseringen i sig selv, men problemet opstår når den instrumentaliserede tænking bliver den dominerende i måden vi forholder os til verden, andre mennesker og til os selv.”

Vi bliver fremmedgjorte overfor os selv og hinanden fordi vi “er begyndt at opfatte os selv og hinanden som midler, med samme værdi som varer, der kan bruges til at nå et eller andet sted hen – som kulturen har fortalt os at vi skal nå.”

Konkret udspringer adskillelsen mellem børn og voksne af det instrumentaliserede samfund, fordi vi slipper børnene og omsorgsansvaret for dem, for at beskæftige os med noget der har instrumentel værdi (værdi som middel til at opnå noget andet, f.eks penge).

Adskillelseskulturen er en optimerende kultur.

Som skrevet tidligere så er moderskabet i den vestlige verden præger af tanker om optimering:

“…mange af de tilbud der eksisterer til nybagte mødre handler om, at børnene skal aktiveres og stimuleres, for så… det ene eller det andet. Vi skal som mødre gå til svømning med vores børn, for ellers bliver de aldrig trygge ved vand, og det kommer man altså til at fortryde. Der skal synges med dem, for musik er meget stimulerende for deres udvikling. Vi skal gå til hoplastik, for så understøtter vi deres grovmotoriske udvikling. Man skal klappe højre ben mod venstre hånd, har jeg hørt, for så udvikler deres hjerner sig bedre. Vi skal købe skridsikre bukser, for så kommer de hurtigere igang med at kravle, og en gåvogn skal de ha’, for så kommer de hurtigere igang med at gå. Som mødre skal vi tænke rigtig meget på at optimere udbyttet af vores moderskab, altså barnet.” 

Det samme gør sig gældende på andre områder af vores liv, hvor det forventes at vi optimerer os selv, eller bidrager til at andre optimeres. Det kan være på jobbet, i fitnesscentret, “i sengen”, i den personlige udvikling mm.

Den korte defintion på begrebet “adskillelseskultur”:

Adskillelseskulturen udspringer af en kultur, hvor det skal gå stærkt (accelleration). Hvor vi beskæftiger os med en masse, som ikke har værdi i sig selv (instrumentalisering). Og hvor vi har et stort fokus på at optimere og selv, vores børn og hinanden. Adskillelseskulturen er en fremmedgørende kultur. Det er den fordi vi herigennem mister forbindelsen til hvad der har værdi i sig selv, vores egne menneskelige behov og vores børns og hinandens.

Bevægelsen væk fra adskillelseskulturen

Bevægelsen væk fra adskillelseskulturen finder styrke mange steder. Jeg vil snarest dele et indlæg, hvor jeg samler mine tanker om dette.

Skriv et svar