STEMMEN DER SIGER “DU ER EN DÅRLIG MOR” DEL 3

Jeg er, som nævnt HER og HER blevet meget opmærksom på en stemme, som plager os mødre. Stemmen der siger “du er en dårlig mor”. Jeg har selv sådan en stemme indeni mit hoved, og for ikke så længe siden råbte den stemme meget højt af mig. Og det vil jeg gerne fortælle om, fordi det illustrerer at jeg forstår, hvordan man kan få det, når man læser med her på bloggen.

Det skete for et par måneder siden da jeg fik en besked fra en kvinde, som jeg tror bare gerne ville rose mig for mit arbejde her på bloggen. Og for den udvikling, som jeg har gennemgået i takt med min øgede bevidsthed omkring de emner, som jeg skriver om. Jeg sad dog efterfølgende tilbage med følelsen af, at have været “en dårlig mor” overfor min førstefødte. Før jeg blev bevidst om de ting, som jeg ved i dag. Jeg følte at hun kaldte mig “en dårlig mor”! Jeg tænker nu, at det var den der stemme i mit eget hoved, der råbte noget.

Hvorfor fylder den stemme, der siger “Du er en dårlig mor” så meget for os mødre (i en adskillelseskultur)?

Jeg har tidligere skrevet om forskellen på synlig og usynlig omsorg (HER). To begreber, som hænger sammen med begreberne om selvtillid og selvværd. To meget forskellige ting.

Selvtillid handler om at man har tillid til, at man kan præstere og gøre ting. F.eks at man tror på at man kan vinde en konkurrence om hvem der løber hurtigst eller hopper højest. Selvtillid handler om “Se mig! Se hvad jeg kan!”. Man får og giver selvtillid primært igennem den synlige omsorg.

Selvværd handler om at man føler, at man er god nok og har værdi som man er, uafhængig af hvordan man præsterer. Selvværdet handler altså ikke “Se mig! Se hvad jeg kan!”.  Man får selvværd og giver selvværd primært igennem den usynlige omsorg.

Hvad har stemmen, som siger “Du er en dårlig mor” med selvværd og selvtillid at gøre?

Adskillelseskulturen skaber mennesker med lavt selvværd og høj selvtillid. Mennesker som er “smarte i en fart” og som kender en masse hashtags, som tilkalder opmærksomhed. Hashtags som råber “Se mig! Se mig!”. 

I en adskillelseskultur bliver der primært givet synlig omsorg, for der er ikke ro, nærvær eller tid og eftertænksomhed nok til den usynlige. Vi køber noget nyt legetøj til vores børn og et par nye sko til os selv, (for det er godt for selvtilliden) og så løber vi selvværdsforladte, “like-huntende” og rastløse videre. I hamsterhjulet. I den accellerere kultur. I den optimerende. I adskillelseskulturen.

Stemmen taler ud af det lave selvværd

Jeg tror, at vi mødre bærer rundt på en stemme indeni os selv, der siger “Du er en dårlig mor”, fordi vi er vokset op i en adskillelseskultur. Vi har igennem vores opvækst primært følt os værdigfulde igennem alt det vi kunne. Igennem, hvor fine vi så ud i prinsessekjole med rottehaler. Måske har vores mor sagt “Hvor er du dygtiiiiiig”, når vi præsterede noget, som hun anså for at være godt. Måske har vi fået at vide at vi var “SÅ fine” i det tøj, som faldt i hendes smag. Måske har vi følt, at vi var gode nok, fordi vi var dygtiiiig til springgymnastik, eller fik gode karakterer i skolen. Eller på universitetet. I dag føler vi måske at vi får det lidt bedre med os selv, når vi køber os noget nyt tøj. Eller måske føler vi at fastheden på baglårene og en flad mave har stor betydning for hvordan vi har det med os selv. For opfattelsen af vores eget værd. Jeg tror at stemmen er dominerende for os mødre, fordi vi er produkt af en adskillelseskultur, hvor det lave selvværd er dominerende.

I dag føler vi os som gode (mødre), når vi får ros for alt det gode vi gør for vores børn. Når vi får “likes” for billederne af vores velklædte børn. Når folk “liker” den synlige omsorg, som er den form for omsorg, som er lettest at vise frem, fordi den, som ordet siger, er synlig.

Jeg skriver (også) om mig selv

Jeg er sådan her. Jeg smiler lige en ekstra gang, når min datter har festkjole på. Og jeg elsker også likes, og har svært ved at holde mig fra telefonen, når de kommer ind. Jeg er fanget i en kultur både kropsligt, tankemæssigt og følelsesmæssigt.

Jeg tror på at stemmen der siger “Du er en dårlig mor” er en af stemmerne fra en adskilleseskultur. Og en stemme, som ikke gavner hverken os eller vores børn. Som skrevet tidligere, så gavner det at forholde sig til hvordan børnene har det. Og hvad vi selv kan gøre for at de har det godt.

Og så gavner det at blive bevidste om, hvordan vi forhindre at give de her ødelæggende stemmer videre til vores børn.

Og hvordan gør vi så det? Hvordan forhindrer vi, at vores kultur ødelægger den kropslige, tænkemæssige og følelsesmæssige naturlighed, som børnene fødes med? Hvordan forhindre vi at give vores eget lave selvværd videre til dem? Hvordan undgår vi at gøre dem til støjende “like-hunters”, der hopper rundt i sofaen og på de sociale medier og råber “SE MIG!”.

Hvis vi ikke skal lytte til stemmen der siger “Du er en dårlig mor”, hvilken stemme skal vi så lytte til?

Samvittighedens, måske? Det er den første der falder mig ind.

Den vil jeg skrive mere om en anden gang.

Giver det her mening for jer? Kan i fornemme sammenhængene mellem vores kultur og det lave selvværd? Og den der stemme?

Læs de to forrige indlæg om stemmen, der siger “Du er en dårlig mor” HER og HER.

Og de efterfølgende: HER og HER.

2 thoughts on “STEMMEN DER SIGER “DU ER EN DÅRLIG MOR” DEL 3

  1. Jeg tror, du har fuldstændig ret. Det er følelser og tanker, jeg selv er fuld af. Jeg føler, at jeg, en universitetsuddannet, moderne mor, har fået aflært en basal ro og tillid til det nære og indadvendte. Heldigvis har mine tre børn trukket mig derind igen. Den verden jeg har brugt et halvt liv på, giver nærmest slet ikke mening mere. Det er et underligt sted at stå. Jeg tror, adskillelseskulturen i sin nuværende økonomisk- og menneskeligt udsultede form, ikke alene gør børnene dårlige, men også forældre. Vi bliver dødstressede. Fordi vi skal være adskilt. Jeg tror på flere fællesskaber og adskillelse i små og kærlige doser…

    1. Jeg er SÅ enig med dig.

      Det er så fantastisk med de børn. Ikke alene viser de os hvad de har behov for. De viser os også hvad vi har behov for. Og tit handler de behov ikke om alt det vi har fået at vide var afgørende for at leve et godt liv.

      Hvis vi tør virkelig at lytte og lade barnet vise vejen, så tror jeg at det hele er ganske simpelt. Og giver mening hele vejen rundt.

Skriv et svar