PÅ VILDSPOR?

Da jeg skrev tredje indlæg om stemmen der siger “Du er en dårlig mor (du kan læse det HER) følte jeg en eller anden tvivl. Eller forvirring. Jeg tænkte, at det måske var for selvudleverende et indlæg. Jeg sendte det til en veninde og spurgte om det var for meget. For blottende.

Efter at mit indlæg blev delt på facebook modtog jeg en kommentar, som fik mig til at tænke over om jeg havde forvildet mig ud på et vildspor.

Jeg sluttede indlægget af med at spørge, hvad vi skal lytte til? Hvis vi ikke skal lytte til stemmen der siger “Du er en dårlig mor”. Samvittighedens stemme var det første der faldt mig ind.

Jeg vil dele kommentaren til indlægget med jer her:

“Som jeg ser det, står vi med en kæmpe opgave – netop nu.

For den stemme, der råber: “Du er en dårlig mor!” skal høres. Det er nemlig næsten ikke muligt at være en god mor i den kultur, vi langsomt men sikkert er havnet i.

Jeg har ofte herinde skrevet om, hvordan vi er kommet hertil. Og at hovedårsagen er den maskuline bevidstheds dominans igennem flere tusind år. Som så blev bragt videre med kvindernes exit fra hjemmet ud på arbejdsmarkedet. ‘Børn ingen hindring’.

Her kom ‘vinkevinduet’ ind.
Her kom ‘kvalitetstid’ ind.
Her kom ‘den nødvendige socialisering i institution’ ind.

Vi blev fanget i et løgnesprog.
Som vi har meget vanskeligt ved at finde vej i.
Eller rettere finde vej ud af.

Og det er her udsagnet, “Du er en dårlig mor”, kommer ind.
For dette udsagn skal have et svar.
Et svar fra den mor, det er sagt til.

Jeg tænker, at det er af allerstørste vigtighed, at svaret bliver:

“Ja, jeg ville rigtigt gerne gøre dette morarbejde meget bedre. Jeg lever dog i en kultur, der har nogle rammer om familie- og arbejdsliv, der gør det yderst vanskeligt at udfylde min moderrolle så godt, som jeg gerne ville. Dels har jeg selv fået dybe forladthedssår, som jeg gør mit bedste for at hele. Dels har min kultur brudt det flokmønster, jeg som mor til et lille barn har så uendeligt meget brug for. Jeg siger dig tak, stemme, for at minde mig om, hvad jeg skal gøre. For jeg ved, at jeg skal kæmpe for at skabe mulighed for ændringer i strukturerne om familie- og arbejdsliv, så det bliver muligt at få tid og rum til et liv sammen i familierne og i nærmiljøet. Et liv, hvor stemmen, der siger: “Du er en dårlig mor” vil tie. For det er ikke den enkelte mors skyld, at denne stemme lader sig høre. Det er vores fælles ansvar at skabe nogle rammer om vores liv med hinanden og med vore små børn, nogle rammer, der muliggør det lille barns livsnødvendige tilknytning til sine primære omsorgspersoner.”

Som jeg ser det, må vi støtte hinanden i at få mod til både at høre denne stemme – og svare på den.

Der er netop nu så mange, der kæmper for at skabe disse helt anderledes menneskevenlige rammer om livet med vore børn. – Det er en krævende opgave, vi står med. Og dybt, dybt meningsfuld. Det er – som jeg ser det – denne meningsfylde, der kan bære os igennem. ♥♥♥”

Tak, Tove Rump (som du kan følge HER) for, at jeg måtte bringe dine ord <3

Er stemmen der siger “Du er en dårlig mor” i virkeligheden samvittighedens stemme, der prøver at fortælle os noget?

Jeg spørger mig selv om jeg er hjemsøgt af stemmen, som plager mange mødre (i en adskillelseskultur), fordi vi lever på en måde, som gør det ganske svært at være mor. På en måde, som ikke vækker den stemme. Jeg føler tit selv, at jeg ikke ved hvor jeg skal vende blikket hen. Og jeg føler i øjeblikket, at det bliver mere og mere vanskeligt i takt med, at jeg får øjnene op for, hvor gennemsyrede vi er af vores kultur. På det kropslige, tankemæssige, sproglige og følelsesmæssige plan.

Er stemmen der siger “Du er en dårlig mor” samvittighedens stemme, som prøver at fortælle os noget vigtigt? Om en kultur, som gør det ganske udfordrende at være barn og voksen og trives?

Taler samvittighedens stemme mod vores adskillelseskultur?

Måske dulmer vi vores dårlige samvittighed og lukker munden på stemmen ved at give vores børn og os selv alt den synlige omsorg (som jeg skrev om HER og HER)? Måske er den omfattende forvirring og usikkerhed på forældreområdet en konsekvens af, at vores kultur ikke giver os et godt svar på hvordan mennesker trives.

Måske har vi i takt med kulturens udvikling mistet fodfæste og anker? Måske ved vi ikke hvor vi skal vende blikket hen? Måske giver adskillelseskulturen ikke et svar, som vi kan bruge?

Så hvad gør vi så?

Jeg kommer til at tænke på de tanker, som jeg skrev ned og delte i indlægget HER. Og sig får jeg lyst til at se på billedet øverst i dette indlæg, af min søn i skoven.

Skriv et svar