STEMMEN DER SIGER “DU ER EN DÅRLIG MOR” DEL 1

Vi har været ret pressede herhjemme i noget tid. Blandt andet fordi min kæreste er meget væk i hverdagene, og min datter savner ham meget i løbet af dagen. Vi har været syge på skift, og on and off, i tre uger. Jeg er bare totalt udmattet. Når børnene er kede af det, eller syge og ikke er tilpas, så glemmer jeg at pleje mig selv, og kan f.eks opdage kl.16 at jeg ikke har spist andet end det mad jeg var heldig at finde på gulvet, da jeg tørrede op for tredje gang, eller resterne af et spejlæg på en skabslåge. Ofte har jeg til gengæld fået bundet en liter kaffe. Igår sagde min datter til mig, da vi sad overfor hinanden “Er du ma træt? Du ligner næssse en lille mand.”. Så ved man(d) virkelig, at man(d) trænger til… Ja, jeg er så udmattet, at jeg ikke ved hvad jeg trænger til. Rødvin? Nej, ikke engang. SÅ ER MAN TRÆT!

Jeg har sagt til mig selv hver dag de sidste tre uger, at imorgen skal jeg altså huske at få drukket og spist ordentligt. Og gå på toilettet, når jeg føler trang, men dagen efter har jeg igen rendt rundt, som en lille træt mand med sprængt blære og forstoppelse. Og ja, uden overskud. Jeg hoster og har ondt i halsen og mine børn hænger på mig dagen lang, og den ene kalder på sin “MUUUUUUURBER”, som hun kalder sin far.

Jeg kan have virkelig svært ved at rumme når jeg f.eks for tyvende gang siger til min datter, at “Murber kommer hjem senere i dag”. “Lige inden aftensmaden.”. Jeg VED jo godt, at hun ikke forstår hvor lang tid, der er til at hendes far kommer hjem, og jeg VED jo godt, at hendes spørgsmål handler om savn, som ikke lindres af at jeg bliver ved med at sige det samme. Jeg burde sætte mig og tale med hende om hvad hun gerne vil lave med ham når han kommer hjem, hvad de lavede sammen igår. Eller tale om hvad han laver nu og at han helt sikkert også tænker på hende. Men jer er for udmattet. Vi har prøvet at forklare hvad det er han arbejder med. Vi har oversat psykologfunktionen til at han taler med folk, som er kede af det, eller vrede. Eller trætte. Og hun har suppleret med “så krøster murber dem”. Når hun så savner ham herhjemme, så græder hun og siger “Murber skal krøste mig NUU!”.

Jeg ved godt at det er synd, men jeg bliver bare så overvældet af en følelse af magtesløshed, fordi jeg virkelig skal kæmpe, for at få lov til at krøste, når hun savner ham. Og det gør mig frustreret. Og i dag kom jeg til at råbe “HAN KOMMER SENERE!!!”. Og jeg bandede også, men det tør jeg ikke skrive her.

Efter en dag, som i dag, hvor intet bare har fungeret for nogen af os, så får jeg en knude i maven og jeg kan høre en stemme indeni mig selv der siger “Du er ikke en god nok mor”, “Du gør det ikke godt nok”.

Som følge af de reaktioner, som der kom på mit indlæg med citatet om de første vuggestuer, hvor folk skrev, at jeg ikke skulle kalde andre for blandt andet “dårlige mødre” blev jeg i dag opmærksom på denne stemme indeni mit eget hovede. Stemmen der, når børnene ikke trives eller når jeg bliver bevidst om at jeg har gjort noget, som måske ikke var velovervejet og bedst for dem, siger “Du er en dårlig mor!”.

Den stemme pacificerer mig helt vildt, har jeg opdaget, fordi hvis man er en dårlig mor, så er det jo bare rigtig svært, at ændre noget. For så ER man jo noget. Man er dårlig! Så er der jo noget galt med en. Fokusset bliver en selv og ens egne fejl og mangler, fremfor hvad det er børnene reagerer på og hvad man måske kunne gøre anderledes. Den stemme gør mig enormt tung om hjertet, fordi det der ikke fungerer bliver for ukonkret. Og ja, fokusset rettes hen på noget, der ikke er konstruktivt at fokusere på.

Det her vil jeg komme nærmere ind på i et kommende indlæg, hvor jeg vil kommentere yderligere på de reaktioner, som jeg har fået.

Læs de efterfølgende indlæg om stemmen, der siger “Du er en dårlig mor” HER, HER, HER og HER.

6 thoughts on “STEMMEN DER SIGER “DU ER EN DÅRLIG MOR” DEL 1

  1. Åh nej.. den stemme kender jeg desværre godt, og den har plaget mig her på det sidste, men for det meste har jeg heldigvis fred for den. Hvis jeg må have lov at citere min kloge sundhedsplejerske: “Du er nødt til at stole på at du er en god mor, tro på dig selv, og ikke lytte til hvad andre siger” (AKA være mindre på IG). Og så skal jeg måske desværre læse mindre af din blog, for jeg kan ikke tåle at høre at det er så dårligt for børn og forældre at være adskilt 🙁 og måske kan du heller ikke selv tåle at læse så meget om det?! Husk på, det er en kultur, og vi er et produkt af vores kultur, om vi vil det eller ej. Forresten har jeg planer om at skrive et indlæg der skulle hedde “Sådan overlever man som mor i en adskillelseskultur”, men ved ikke om jeg selv har fundet ud af det endnu.. og så vil jeg gerne komme og fodre dig med vegansk mad en dag! 😀

    1. Kære Fru Skov <3

      Du har fuldstændig ret. Stemmen indeni mit hoved, der siger "Du er en dårlig mor" bliver vakt af mine løbende erkendelser på det her område. Samvittighedens stemmen visker mig indtrængende i øret.

      Jeg har det sådan, at jeg virkelig prøver at udforske den og tale om den. Hvorfor hører jeg den stemme? Hvad handler det om? Og hvordan skal jeg handle ud fra den.

      Det som jeg har rigtig svært ved er at leve med min dårlige samvittighed over de ting, som ikke kan gøres om. Det er noget, som jeg arbejder med selv. Bloggen her er en del af det. Jeg ville ønske, at der var nogen der havde prikket til min samvittighed tidligere. Som havde skrevet et "10 musthaves til baby (i en adskillelseskultur)" indlæg.

      Jeg håber at jeg kan være med til at give kvinder mod til at lytte til samvittighedens stemme. OG mulighed for det! For et af de helt store problemer er jo også, at rammerne omkring moderskabet og familielivet generelt er så dårlige, at det faktisk er en stor udfordring, at føles sig som "en god nok mor" i vores adskillelseskultur.

      Vi må insistere på at holde fast i hvad der er barnets behov. Og vi må finde ud af hvordan vi bedst i vores familier indretter os for at tilgodese barnets behov.

      Og så må vi stemme på de politikere, som har fokus på det familiepolitiske områder, rammerne omkring børnefamilierne og daginstitutionsområdet!

      Jeg har stadig lidt trykken for brystet af den mayo, men den var det hele værd <3

  2. Det er så hårdt. Det er så vildt krævende at stå – lige dér – som frontkæmper. For hele kulturen har forvildet sig et umenneskeligt sted hen. Vi har forvildet os langt væk fra den flok, vi var bestemt til at være en del af. Den flok, hvor der altid ville være nogen til at støtte og dele sit liv med. Især når der kom små børn til. – Men vores virkelighed nu er, at vi ofte står helt alene, når de små børn kommer. Især hvis vi er nået til en erkendelse af, at de små børn har bedst af at være sammen med deres primære omsorgspersoner de første vigtige år af deres liv. – Så er det, vi ofte havner dér – med det lille barn – helt alene. Og det er næsten ikke til at bære. – Derfor er vi også flere og flere, der arbejder intenst på at ændre rammerne om familie- og arbejdsliv, så der bliver mulighed for tid og rum til nærvær med vore små børn og med hinanden. – Men lige nu er denne mulighed ofte ikke til stede. Og hvad kan vi så gøre for at finde en vej, hvor vi kan holde til at leve – lige nu – med et lille barn – udenfor institutionaliseringen? – Som jeg ser det, bliver vi nødt til at arbejde intenst på at finde sammen med andre forældre i en lignende situation. Andre forældre, vi kan dele erfaring, liv og børn med. – Måske bor sådanne forældre ikke lige i nabolaget. Men vi må finde dem alligevel. For menneskevæsenet er skabt til fællesskab. Det er i fællesskabet, vi finder styrke. – Og vi kan være sikre på, at der er andre, der vil føle sig styrkede og glade, når vi finder frem til dem. – Jeg er fuld af beundring for og taknemmelighed til alle jer unge forældre, der går foran i denne kamp for det lille barn – ja for os allesammen. – Vi er på vej i en kæmpe transformationsbevægelse. En bevægelse mod nærvær. En bevægelse mod meningsfuldt liv sammen. En bevægelse mod fælles styrke. Den kamp er lige nu det vigtigste, der findes.

  3. Jeg føler mig også ofte som en elendig mor. Især når jeg læser med her, der er sgu så mange ting jeg sku have gjort bedre, men ikke fik. Og jeg tænker tænker tænker tænker hvordan jeg fremadrettet kan ændre på den jeg “mor” jeg er blevet…. Suk.

    1. Åh. Håber du har læst mine sidste indlæg, for så vil du vide, at jeg kan genkende hvad du skriver.

      Jeg tror, desværre, at det er rigtig svært, at føle sig som “en god nok mor” i vores adskillelseskultur, der i sin grundlæggende form er baseret på, at vi er væk fra vores helt små børn 8 tomer om dagen, fem dage om ugen, hele barndommen. Fremmedgørelsen er så massiv, og det bliver særligt smertefuldt, når erkendelserne vælter ind over os. Sådan har jeg det i hvert fald.

      Jeg har selv gjort så meget overfor mine børn, som jeg fortryder. Og det er bare svært at leve med, at man ikke har givet sine børn de bedste opvækstvilkår. Men hvad kan vi gøre???

      Vi må stå sammen og kæmpe for helt andre rammer omkring familielivet. Vi må give støtte hinanden og give hinanden mod til at lytte til vores samvittighed. Vi må stemme på de politikere, der vil arbejde for bedre forhold på de familie politiske område og børneområdet!

      Vi kan tænke verden anderledes <3 <3 <3

Skriv et svar