LYSERØDE ELEFANTER I BØRNEVÆRELSET #4

Vi skal snart videre til en af de andre musthaves på listen. Og derfor skal vi lige have afrundet den forrige. Tøjdyret. Nu sidder der nok en del derude og tænker “Nu må kællingen simpelthen holde kæft med de tøjdyr”. Men jeg er ustoppelig. Jeg bliver ved. Jeg har faktisk generelt ry for at presse citronen i mange sammenhænge, til stor irritation for folk i min omgangskreds. Så jeg vil altså også liiiiiiiige vride det sidste vand ud af aben her. For ja, aben er våd. Og ikke blandt os længere.

Som I så på billedet  i andet indlæg i indlægsrækken, så overvejede dyret sin skæbne. På kummens rand. Og et eller andet skete. Om dyret forsøgte at drukne sig eller om det snublede ved jeg ikke. Men noget skete lige i det sekund, hvor jeg stod og tog billeder af et trusseindlæg med lavendelduft. (Det kommer der et selvstændigt indlæg om.) Jeg glædes dog over at det ikke var et af mine børn, der faldt i kummen, mens jeg var optaget af at portrættere mit instagram-venlige (under)liv.

Aben skal vrides

Kære tøjdyrsabe. Jeg kan ud fra de våde fodaftryk på mit gulv forstå at du er gået din vej. Hvis du alligevel læser med her, så lad være med at lade dig selv overvælde af selvforagt. Det er ikke dig jeg er sur på, men den kultur vi lever i. Kulturen der har gjort dig og mig til dem vi er. Jeg synes det er utrolig trist, at du ikke kunne se andre udveje end at flygte For vi kunne have været i det her liv sammen. Og sammen kunne vi have bevidstgjort os om vores egen kulturelle forrådnelse. Og gjort det bedre. Vi kunne have tænkt verden anderledes sammen. Genlæs evt. dette indlæg, som jeg skrev, som reaktion på de mange henvendelser jeg fik fra folk der følte sig ramte efter mit musthaves indlæg. Hvorend du går, abe, så husk: In Search of Happiness Lost.

Min opfattelse af tøjdyret er, for nu, landet nogenlunde sådan her hos mig:

  • Når jeg ser et tøjdyr, så kan jeg ikke lade være med at tænke på om vi her ser en brug af en materiel genstand, som hjælper barnet med at udholde et barneliv i en adskillelseskultur.
  • Jeg vil, i sorg over vores kultur, trøste mig selv, ikke med et tøjdyr, men ved tanken om at menneskebarnet er stærkt og griber ud efter de bedste substitutter, som er til rådighed. F.eks tøjdyret.
  • Jeg vil på sin vis glædes over at tøjdyrene findes, så længe vi får børn i en adskillelseskultur.
  • Jeg vil tænke over om tøjdyrskærligheden kan være en substitut for nærværet af en voksen, som barnet er tryg ved.
  • Jeg vil overveje at skrive speciale om den høje forekomst af tøjdyrskærlighed hos børn i den vestlige verden.
  • Jeg vil overveje om der kan findes belæg for at sige, at visse karaktertræk hos det vestlige menneske, kan forklares ud fra, at vi i en meget tidlig alder lærer at knytte stærke følelsesmæssige bånd til materielle genstande. F.eks tøjdyr.

(I denne sammenhæng henviser jeg til brug af tøjdyr, som er karakteriseret ved at være en følelsesmæssig relation, som barnet bruger til at søge trøst, beroligelse og søvn ved omsorgspersonernes fravær.)

Jeg vil afslutte indlægsrækken med et citat fra bogen “The Continuum Concept – In search of happiness lost”:

“The things that are put within his (the childs) reach are meant to approximate what he is missing. Tradition dictates that toys be consoling to a grief-stricken infant. But it does so somehow without acknowledging the grief.

First and foremost, there is the teddy bear or similar soft doll ‘to sleep with’. It is meant to give the infant a sense of constant companionship. The eventual fierce attachment to them reduced to clinging to an inanimate object in its hunger for af companion who will not desert him.”.

Du kan her, her og her læse mine tre indlæg, hvor jeg har reflekteret over brugen af tøjdyr. Og samlet en række psykologiske studier, som har kunnet berige os med viden om børns brug af tøjdyr.

Skriv et svar