“OM FORNUFT, INSTINKT OG KONTINUUM-BEGREBET” af psykolog Mette Kold

Som skrevet før, så er jeg igennem denne nyopstartede blog kommet i berøring med mange nye tanker, spændende mennesker og projekter.

Her vil jeg nævne erhvervsjurist, mor og psykolog Mette Kold. Jeg har fået lov til at dele hendes ord med jer. Og så har hun inviteret mig med på en gåtur med sin hund, hvilket jeg selvfølgelig har takket ja til. Som den fuldblodsmommyblogger, som jeg efterhånden føler mig som (mangler kun swipe-funktionen), vil dette selvfølgelig blive dokumenteret igennem live-streaming på Instagram. Hvis Mette og hunden samtykker.

Før jeg går videre med sidste del af min boganbefaling#3 følger her Mettes tanker om at være forældre med inspiration fra Kontinuum-begrebet:

SLÅ FORNUFTEN FRA OG LAD HJERTET OG INSTINKTERNE KOMME TIL

Børn lærer bedst gennem eksemplet. Som konsekvens heraf har forældre pligt til at opføre sig på en ansvarlig, moralsk og menneskekærlig måde, skriver kronikeren, som har fundet anden vej til lykke: Vort barn sover i revnen! Inspireret af en amerikansk forfatter, som har lært om nærhed og menneskelig udvikling af indianerstamme i Venezuela, mener hun, at forældre gør sig selv og deres børn en stor tjeneste ved at frigøre sig fra gamle dogmer.

Fra tid til anden debatteres børnenes vilkår i vores samfund. Inspireret af bogen ”kontinuum – begrebet” af Jean Liedoff ønsker jeg at give mit besyv med, især med udgangspunkt i spændbarnealderens betydning for, hvordan barnet udvikler sig. Liedloffs bog handler i meget korte træk om betydningen af tidlige såkaldte ”i favn” erfaringer og nære livssammenhænge. Hun mener, at det moderne menneskes rastløshed, ensomhed og usikkerhed skyldes, at vi mangler tryghed og sammenhæng i tilværelsen. Vi har tabt det kontinuum i følelses – og erfaringsmæssig forstand, som binder livet sammen og giver en sund selvfølelse. Det nødvendige kontinuum ligger i den glidende overgang fra fostertilstand til barn, som ”i favn” – erfaringer giver.

Fysisk, levende og konstant nærvær – på arm, på ryg og i favn, indtil barnet selv begynder at kravle og gå er grundlaget for selvfølelse og identitet. Det hele menneske vokser ud af nære livssammenhænge, hvor man er ønsket og elsket og ikke til besvær.

Bogen stod i skarp kontrast til, hvad jeg har fået indprentet som barn, ung og voksen. Særligt da jeg selv var gravid, læste jeg en del om børneopdragelse. Det anbefales stadig i de fleste bøger, at børn skal mades på faste tidspunkter, i seng på faste tidspunkter, sove i deres egne senge, man skal sætte grænser og stå fast. Det indpodes, at man ikke skal lade det lille barn “tage magten”, og at der stadig skal være plads til forældrenes privat liv, så de kan passe og pleje deres forhold. Der skal være plads til begge forældres karriere, der skal være plads til ens fritidsinteresser, til at gå i byen alene ect.

Det er selvfølgelig godt at få at vide, at man ikke helt skal glemme sig selv, og kun være moder – eller faderrollen, for man er jo langt mere end dette. Men samtidig spekulerede jeg under graviditeten meget over, hvordan pokker man skulle få tid til at opretholde samme liv, samtidig med at man fik endnu en ny tidskrævende rolle, uden at blive frustreret og stresset. Hvorfor ikke give sig selv lov til at være mest Moder med stort M i en periode, og især i den første vigtige tid, hvor barnet er allermest modtageligt for indtryk. Og lidt mindre karrieremager, cafegænger, elskerinde eller hvad man hidtil har prioriteret højt. Endvidere funderede jeg over, hvorfor man overhovedet skal have børn, hvis det er så vigtigt at slå fast, at barnet ikke i særlig høj grad forstyrrer ens liv.

Med andre ord: Jeg kunne ikke bruge ret meget af den kloge litteratur om børn og børneopdragelse. Da mit barn kom til verden (hun er nu knap halvandet år gammel), fandt jeg ud af at bøgerne var temmelig ubrugelig, hvis jeg ville følge mine instinkter. Instinkterne sagde nemlig ofte lige det modsatte af hvad der stod i bøgerne.

Lad mig give nogle få eksempler:

Amningen fik jeg aldrig helt i fast rytme. Jeg lod min datter komme til, når hun ville. Det betød, at der nogle gange kun gik en time mellem måltiderne, og andre gange fire- fem timer. Omgivelsernes reaktion var ofte uforstående overfor, at jeg lod min datter ”styre mig”, men det føltes aldrig sådan, og jeg har i dag ikke fortrudt den måde at gøre det på.

I Jean Liedloffs bog fandt jeg støtte for, at barnet skal have den ultimative frihed til at vælge, hvornår det vil ammes. Nægtes det bryst, kan man risikere, at barnet føler sig tilsidesat og uelsket.

Hvad angår hvor lang tid, man skal amme, så anbefalede de fleste mig at stoppe omkring barnets otte-måneders alder. Det er inden separationsangstfasen, hvori man ikke anbefales at stoppe, og det er inden barnet bliver bevidst om brystet, sagde man. Yderligere eksisterer der mange steder den holdning, at det er lidt ulækkert, ja, nærmeste incestuøst, at kigge på et barn på over et år, som får bryst. Mange sagde også, at hvis jeg forsatte med at amme, så ville hun blive alt for bundet til mig, og fremmede ville ikke kunne passe hende. Autoritetstro, som jeg var, forsøgte jeg at stoppe, da mit barn var otte måneder, men det passede absolut ikke hende. (Hun fik på det tidspunkt kun bryst, når hun skulle i seng om aften, med det var tydeligt at hun nød det fantastisk meget). Jeg valgte igen at lade hende bestemme. Jeg stolede mere på hendes instinkter end på mine egne, som er inficeret af megen lærdom, og hvor jeg nogle gange tvivler på, om en impuls er oprindelig eller forvrænget.

Hvordan er det så nu? Stik imod alt hvad jeg havde læst og fået fortalt, så mistede min datter langsomt interessen for brystet omkring et års alderen, og da hun var 13 måneder, gad hun ikke længere at få bryst.

Et tredje eksempel er, hvor vort barn sover. Hun sover i samme seng som hendes far og jeg. Vi har en stor seng som er 2,4 meter bred. Mange ”truer” os med, at vi aldrig får hende til at sove i egen seng. Foreløbig har vi ingen interesse heri, men jeg er overbevist om, at på et tidspunkt er hun så selvstændig, at det sker helt uden problemer. Og så vil vi naturligvis atter nyde at have sengen for os selv. Fordelen ved den store fælles seng er især, at det at falde i søvn er meget hyggeligt. Enten går hendes far eller jeg op med hende om aftenen og lægger os side om side i sengen og læser lidt i en bog. Derefter drikker hun lidt af en sutteflaske, hvis hun har lyst og sætter den selv fra, lægger sig ned og slår armene om halsen på mig. Så ligger vi helt tæt, kæler for hinanden, giver hinanden et kys. Hun lukker kort efter øjnene og sover. Jeg ligger en stund og nyder hendes fredfyldte ansigt, inden jeg atter går ned for at tilbringe aftenen med hendes far. En anden årsag til at jeg føler det så naturligt, at hun sover i vor seng er, at hvis hun vågner om natten, så er det bare at række hånden ud til hende, snakke lidt med hende og måske give hende et lille knus, og så sover hun hurtigt igen.

Hun har aldrig fået lov til at ligge og græde og skrige om natten. Hvis jeg var et lille barn og vågnede op i mørket i min tremmeseng, og mine forældre lod mig græde mig i søvn, så tror jeg at jeg vil føle mig temmelig forladt, ensom og måske decideret angst.

Nogle sidder måske og tænker, at det garanteret har ødelagt vort samliv at hun sover i samme seng som vi. Hertil kan jeg sige, at man ikke nødvendigvis behøver at elske i sengen. Foretrækker man at være i enerum, så kan det ske i stuen, på badeværelse, i naturen etc.

Jeg kunne øse ud af eksempler på områder, hvor jeg har gjort det modsatte af, hvad der anbefales om børneopdragelse. Om jeg får et mere harmonisk barn end andre, ved jeg ikke. Det kan kun tiden, uvildiges og bedømmelse afgøre. Men indtil nu kan jeg i hvert fald sige, at jeg har et sundt barn, som aldrig er syg, næsten altid glad og meget samarbejdsvillig, meget empatisk, men også meget selvstædig. Hun passes uden problemer af andre, hun går selv på eventyr, men vender altid tilbage uden at vi behøver at løbe eller råbe efter hende.

Jeg siger ikke, at den ovenfor beskrevne måde er den eneste rigtige måde at gøre tingene på. Derimod er det vigtigt at følge sine egne følelser og impulser omkring, hvad der er rigtigt og forkert. Det er vigtigere end kritikløst at bruge alle de velmenende råd, som man får fra forskellige autoriteter.

Det som er mig mest magtpåliggende at få sagt er, at gennem at være ødsel med sin kærlighed til barnet, gennem at være ødsel med at gøre sig selv til barnets trygge base, så tror jeg, at barnet får de optimale betingelser for at udvikle sig til et stærkt, udadvendt, socialt, bevidst og givende menneske.

Eksemplets magt er meget stor. Er man karrig med sin kærlighed, så tror barnet, at det er den rigtige måde at være på. Er man uegennyttig og viser kærlig omsorg for andre, så prøver barnet at kombinere denne opførelse. Dette budskab kan for nogle måske virke banalt, men min erfaring er, at det for mange ikke er så selvfølgeligt endda.

Vi er efter min mening desværre alt for meget bidt af et Freud-inspireret samfund, hvor forældre-barn relationen mest påklæbes negativt ladede begreber som Ødipuskonflikter, moderbinding etc. Vi bør naturligvis ikke lukke øjnene for patologiske relationer, men vi bør som udgangspunkt betragte forældre-barn relationen som en mulighed for at have en uegennyttig kærlighedsfyldt relation, og hertil knyttes positivt ladede begreber. Giver vi ikke vore børn den store plads i vore liv, som de bør have, som naturlige medlemmer af familien og dermed også naturligt med i vore gøremål, så frygter jeg det patologiske samfund.

Jean Liedloff siger, at et barn har behov for at være midt i et aktivt menneskeliv. Barnets vigtigste beskæftigelse er at være vidne til, hvad de voksne foretager sig. Denne information forbereder barnet på at indtage sin plads blandt andre mennesker ved at have forstået, hvad de gør. Endvidere siger hun, at børn har behov for at se, at man opfatter dem som naturligt sociale mennesker med gode hensigter, der prøver at gøre det rigtige. Barnet ønsker en pålidelig reaktion fra de voksne, der kan vejlede det. Liedloff slår fast, at barnet ønsker at vide, hvad det kan gøre, og hvad det ikke kan gøre.

Kære kommende forældre

Kære kommende forældre og nybagte forældre. Gør jer den tjeneste at frigøre jer fra nogle af de gamle dogmer. Søg evt. inspiration i Jean Liedloffs bog, og overgiv jer så til de ultimative gode følelser, som helt sikkert vil komme, hvis blot man slår fornuften fra og lader instinkterne og hjertet få en mere fremherskende plads. Vor medfødte sans, for, hvad der er bedst for os, fortjener i denne sammenhæng en fremherskende plads, fordi intellektet ikke ved ret meget om vore virkelige behov.

For yderligere interesse i at følge Mette Kolds tanker og arbejde kig HER og HER.

4 thoughts on ““OM FORNUFT, INSTINKT OG KONTINUUM-BEGREBET” af psykolog Mette Kold

  1. Mit blik falder på den lille kommentar om Freud 😉 Og jeg får lyst til at skrive dette – Gordon Neufeld taler også om Freud seksuelle forvildelse – der har ledt til det misforståede ødipuskompleks, og som nok siger mere om Freud selv, end børns udvikling. Gordon Neufeld formidler at børns tidlige tilknytningsmønster grundlægges fra 0-6 år, betinget af at den primære tilknytning er tryg. I Gordon Neufelds tilknytningsbaserede udviklingspsykologis perspektiv har Freud seksualiseret en sund modning hos barnet. Gordon formilder 6 tilknytningsstadier, og i det 5. stadie (når barnet er i sit 5. år) giver barnet sit hjerte til de mennesker det elsker – for safe keeping, igen betinget af at tilknytningen er tryg. Det kan vise sig ved at barnet ønsker at gifte sig med sin mor/far/bedsteforælder/gode ven. Det er det smukkeste i verden og det der skal stræbes efter – så Freuds vinkel har virkelig gjort skade, da den har indlejret sig i den kollektive bevidsthed/kulturen, og været direkte medvirkende til tilknytningsbrud og dybe misforståelser af barnets modning og kærlighedens natur. For mig er Gordon Neufelds enkelte og let tilgængelige materiale en vidunderlig skatkiste af uendelige dybder i livsvigtig forståelse, af tilknytningens betydning, og af modning hos både børn og voksne. Vi er mange voksne der halter efter – vores børn har brug for at vi voksne kollektivt samler os selv op og afvikler egne tilknytningstraumer så vi kan se vores børns sande behov klart ….. Tak for et dejligt indlæg om netop det <3 <3

    1. Jeg er meget enig – og hvor siger du det klart. Det er så vigtigt at vi også, når vi forholder os og udtaler os ud fra psykologisk teori og forskning holder os for øje, hvor den evidens og de budskaber kommer fra. Også på dette område er de vestlige idealer omkring barnets selvstændighed og løsrivelse centrale. Og ja, som du nævner bliver de her “sandheder” styrende for vores måde at forholde os. Eller ikke forholde os.

      Mange tak for din kommentar, Ania♥️

      Og tak for at du er så fokuseret på de her vigtige aspekter forbundet med vores kultur♥️♥️

Skriv et svar