TOVE RUMP OG TORNEROSE

Som jeg skrev for tre måneder siden, da jeg startede bloggen, så var min intention at skrive om lidt af hvert. Og lidt om det der kom min næse forbi. Der er virkelig kommet meget forbi min næse på de tre måneder. Bloggen har allerede sat mig i forbindelse med så mange tanker, som jeg ikke havde tænkt før. Nye projekter. Og mennesker, som jeg ikke kendte før, og som har berørt mig dybt.

Tove Rump

En af dem er Tove Rump. Jeg stødte på hendes skrevne ord igennem Familie Politisk Netværk.

Hun har en hel særlig evne til at tale ind i hjertet. Når jeg har læst hendes ord, som ofte rummer nogle kritiske samfundsperspektiver, så har jeg, trods det, følt mig styrket med en følelse af HÅB. Hendes måde at skrive på har givet mig mod til at se på mig selv og mit eget liv. Med nye øjne. Eller med nypudsede briller. Det har affødt følelser af fortvivlelse og apati, men, som skrevet, også håb.

Tove Rump skriver på en måde, som gør at jeg lige tænker mig om – en gang til. Spørger mig selv “Hvorfor?”. Og mærker efter. Jeg har delt hendes ord med andre allerede og de har udtrykt det samme. Man tænker sig lige om – en til gang. Og så er det ligesom at få slået en gryde for panden. En af de der moderne støbejerns.

Hun skriver ud fra en fællesskabsfølelse, der gør at man ikke føler sig alene, når man sidder tilbage i efter-reflektionen med våde øjne, nypudsede briller og en bule i panden. Hun vækker HÅB og MOD hos mig.

Det er altså en særlig evne både at kunne være destruktiv, kompromisløs og rive gamle og indgroede forestillinger ned. Og samtidig indgyde håb.

Jeg har længe gerne villet dele Tove Rumps ord med jer. Forleden delte hun en kort tekst om eventyret “Tornerose”. Og jeg har fået lov til at dele den med jer.

Her kommer den:

“Jeg lagde forleden et opslag ind med en inspiration, som jeg vågnede op med:

“Tornerose var et vakkert barn,

vakkert barn, vakkert barn,”

Der er en vildt betagende symbolik i denne sang. Alene navnet!!! Tornerose. Alt er i orden, da hun kommer til Verden. Men så sker der ét og andet.

Og vi dansede bare rundt som børn og sang troskyldigt – lagde grunden til en dyb forståelse af en menneskevandring på Jorden.

Den onde fe har sandelig været på globalt besøg. Og mange er blevet så forført af hendes giftige talegaver, at de zombieagtigt bare følger med.

Og tjørnehækken har bredt sig.

Men tiden er moden nu, til at Tornerose kan vækkes.

Det er smerteligt at se, hvordan besværgelsen har virket. Og så mange mennesker og samfund er helt vokset ind i myten, der i denne ombæring er et menneskeliv uden ånd, hvor grådigheden har taget åndens plads.

Man kunne også sige, at smerten ved den brudte tilknytning efterlader et uendeligt tomrum, som mennesker desperat forsøger at fylde op med anskaffelser.

Og de mennesker, der ved skæbnens gunst er vågnet op til at se, hvad der er på færde, de vil selvsagt være en trussel for den sovende bevidsthed. For de peger på det uendelige tomrum – FØR der er en mulighed for at fylde det op med kærlig tilknytning.

Jeg tænker, det kan være en styrke at få sat et sådant mytisk billede på, hvor vi står lige nu. – Jeg ser det som en form for fødsel af en helt ny bevidsthed. En bevidsthed, hvor mennesket vil være i en anderledes dyb forbindelse med sit åndelige ophav.

Måske kan vi være en slags fødselshjælpere. 

Først og fremmest ved at hele vore egne sår. 

Og lytte til det lille barn. 

Det kender vejen. ♥♥♥”

 

Skriv et svar