LYSERØDE ELEFANTER I BØRNEVÆRELSET #3

Dyret har identitetskrise, dvæler ved afgrunden og overvejer sin fremtid.

Efter indlæg #1 og 2# i rækken af mine indlæg om den femte musthave, tøjdyret, har en del skrevet og fortalt om deres børns brug af tøjdyr. Nogle spørger bekymret om det nu er noget galt i at deres børn er tæt knyttet til tøjdyr. Andre glædes over, at børnene aldrig har vist tøjdyrsinteresse.

Jeg skrev i det forrige indlæg om hvad der har betydning for om børn knytter sig til tøjdyr. Jeg skrev dog ikke noget om betydningen af tøjdyrskærligheden for barnets udvikling. Det vil jeg forsøge at kaste lys over i dette indlæg.

Jeg har fundet en del flere studier, der beskæftiger sig med, hvorfor børn udvikler de bløddyrsrelationer. Og de studier vil jeg ikke snyde jer for. Derfor kommer der her et (lidt rodet) afsnit, som i nogen grad bliver en gentagelse af det foregående indlæg.

Hvad har betydning for om børn knytter sig til tøjdyr?

Tilknytningsteoriens fader John Bowlby har skrevet om emnet:

“The infants’ needs (in more simple, less complex societies) are met immediately and the attachment components of non-nutritive sucking and clinging are directed towards the mother’s body. Yet, in Western societies these needs are often not met by the mother and so other outlets must be found. Young children suck on pacifiers or thumbs instead of the breast and cling to a blanket or toy instead of to the mother’s hair, breast, or body.”

I det følgende vil jeg opliste studier, der kan bruges til at underbygge Bowlbys forklaring:

  • I et studie delte man børn op i grupper ud fra, hvor de var vokset op. Man fandt i den ene gruppe at kun 5% var knyttet til tøjdyr, hvorimod 61% i den anden gruppe var.
  • Studier har vist at mellem 50 og 60% af børn fra den amerikanske middelklasse er tilknyttet til et tøjdyr.
  • I et studie undersøgte man tilknytning til tøjdyr i en gruppe af børn fra den hvide amerikanske middelklasse, og den sorte lavere middelklasse. Her fandt man at 77% af børnene fra den hvide middelklasse var knyttede til tøjdyr. Kun 46% af børnene fra den anden gruppe var. Man mente at det hang sammen med at børnene fra den sorte lavere middelklasse i større udstrækning sov sammen med deres forældre og var i tættere fysisk kontakt med dem, end børnene fra den hvide middelklasse.
  • Andre studier har også vist, at børn fra kulturer og sociale klasser, hvor børn modtager mere fysisk kontakt og hvor omsorgspersonen er tilstede og involveret når barnet falder i søvn i mindre udstrækning vil knytte sig til tøjdyr.

Hvilken funktion har tøjdyret?

Det tyder på at børn bruger tøjdyret til at håndtere tilknytningspersonens fravær. Nu skulle det vist efterhånden været slået fast. Er I vågne derude ovenpå al denne joggen i den samme spinat??

Barnet bruger oftest tøjdyret når det har behov for tryghed og trøst og til at håndtere stressende eller angstprovokerende situationer. Man kan, når børn benytter tøjdyr til at falde i søvn alene, trøste og berolige sig selv, betegne brugen af tøjdyr, som en mestrings eller copingstrategi.

Og nu til det næste vigtige spørgsmål:

 Er det så godt eller dårligt når vores børn knytter sig til tøjdyr?

Donald Winnicot, som var børnelæge, psykoanalytiker og førende indenfor området omkring barnets personlighedsdannelse mente, at overgangsobjekter, såsom tøjdyr, kan være gode nok, mens moderen ikke er fysisk tilstede hos barnet.

Følgende studier underbygger den påstand:

  • Der er vestlige studier der viser, at børn der i barndommen har været knyttet til overgangsobjekter vil have en mere optimal tilknytning til andre i voksenalderen.
  • Der er lavet studier der viser at børn der har lidt under svær og tidlig moderafsavn, som i min sidste lørdagsbio, får færre psykologiske problemer senere i livet, hvis de har haft mulighed for at knytte sig til et tøjdyr.
  • Jeg fandt desuden et studie, der viser mindskede fysiske stressreaktioner under lægelige indgreb hos børn der har et tøjdyr hos sig. Som de i forvejen er knyttet til.
  • Jeg har ikke fundet forskning, der viser at tilknytning til et tøjdyr er skadelig eller usund for barnets psykologiske udvikling.
  • Der bliver dog lagt op til en fremtidig undersøgelse af hvordan børn af forældre med en ifavnsk tilgang klarer sig på længere sigt i en vestlig kultur.

Opsummering

Menneskebarnet er meget tilpasningsdygtigt. Det gør blandt andet barnet i stand til selv at finde måder at dække følelsesmæssige behov, hvis det ikke er omgivet af personer, der varetager den omsorgsopgave. I tilfælde hvor barnets behov for tryghed ikke imødekommes vil barnet finde andre måder at trøste og berolige sig selv.

Det tyder på at en adskillelseskultur, hvor mange børn falder i søvn for sig selv, sover for sig selv og fra en tidlig alder, og i mange timer dagligt, adskilles fra nærmeste tilknytningspersoner, fremelsker tøjdyrskærlighed hos barnet.

Der er ingen studier der viser at tilknytningen til tøjdyr er skadelig. Derimod kan disse tryghedsskabende relationer være gavnlige, når børn skal indordne sig under en adskillelseskultur. Og “vænne sig til dit fravær”, som jeg skrev i indlægget om 10 musthaves til baby.

Og hvad mener vi så om det?

Og hvad tænker vi så om det? Jeg sidder tilbage og spørger mig selv om alt så er fint? Om det faktisk er godt at vi har skabt en kæmpe tøjdyrs/sutte/patte/putte-industri? Der er jo ikke noget forskning, der peger på at barnets mestringsstrategier i form af brug af tøjdyr er skadelige. Tvært imod kan det være problematisk, hvis børnene skal gennemgå stress og angst forbundet med adskillelse og det ikke har mulighed for at knytte sig til et tøjdyr.

Skal vi i fællesskab skrive takkebreve til Build-a-bear, fordi de producerer produkter som hjælper barnet med at udholde vores adskillelseskultur? Jeg er forvirret. Og aben giver mig stadig kvalme.

Hvad tænker I om tøjdyret efter alt det her skriveri?

Kilder:

  • PARENTS PRACTICES THAT LIMIT TRANSITIONAL OBJECT USE: AN ILLUSTRATION, Katherine E. Greena, Melissa M. Grovesb & Deborah W. Teganoc
  • CHILDRENS ATTACHMEN TO TRANSITIONAL OBJECTS: A Study of Two Pediatric Populations, Carole J. Litt, Ph.D.
  • Bogen “Child development” af Laura Beck. (Miles,1997). (Kutner,1991)(Free and Goodrich, 1985; Steier and Lehman, 2000).
  • Infants’ Attachment to Inanimate Objects A Cross-Cultural Study, K . Michael Hong, M.D. and Brenda D. Townes, Ph.D.
  • Nursing Care of the Critically Ill Child af Mary Fran Hazinski
  • The Mother and Her Child: Clinical Aspects of Attachment, Separation, and Loss af Salman Akhtar
  •  Effects of deprivation on institutionalized infants: disturbances in development of relationships to inanimate objects, The Psychoanalytic Study of the Child, af Provence, S. & Ritvo, S.

Skriv et svar