CELLINA MARTINNA

Jeg er i min tid som blogger (de sidste tre måneder) kommet i kontakt med så mange inspirerende mennesker og projekter. En af de mennesker er Cellina Martinna, som i går valgte at dele en anbefaling af min blog. I kan læse indlægget her.

Jeg er virkelig så glad for og stolt over at hun har kastet sit kritiske, men varme blik på min blog. Og har gidet at sætte ord på hvad hun ser. Det er så vigtigt og betyder meget at føle, at der er nogen der ønsker at forstå, når man går ud og fortæller om sig selv, sine følelser og sine tanker. At man bliver mødt. Det er så berigende at møde mennesker, der er åbne for at tænke en ekstra gang over det man kommer med. Og give udtryk for hvad de mener. Det har Cellina Martinna gjort♥️

Hun tør ikke alene reflektere, men hun tør også gå efter hvad hendes hjerte og intuition fortæller hende. Hun skriver selv således:

“I min rolle som mor har det altid (!) været virkelig vigtigt for mig, at følge mit hjerte og min intuition. Også selvom at jeg oplevede folk rynke på næsen”

Hun gør noget som jeg mener er så vigtigt – hun tør og evner at mærke efter i sig selv og samtidig udfordre det hun finder. Og hun tør at dele og forholde sig til andre mennesker. Man kan sige at hun tør lade sig “forvirre”. Sidder og skriver på et indlæg “Om forvirringen” og i denne forbindelse er Cellina Martinna ofte dukket frem i mine tanker.

Udover det her aspekt, så har vi delt mange af de samme tanker om vores kultur. Cellina Martinna skriver:

“Nogen mener at børn skal løsrive sig fra deres forældre. Jeg tænker at den adskillelse kommer helt naturligt, når barnet selv er klar til det og ikke fordi barnet er tvunget ud i det.”

Det er i min verden så vigtig en pointe. Børnene kender vejen og vi voksne skal i virkeligheden genlære evnen til at lytte. Som Tove Rump skriver i dette indlæg, så handler det “først og fremmest om at hele vore egne sår”, som forældre. Vi skal lære at turde lytte til hvad det lille barn viser os. Det er en opgave i sig selv, som kræver mod til at se på egne skyggesider. Som Tove også har skrevet, så “kalder det lille barn os til besindelse.”.

Cellina Martinna skriver meget fordomsfrit og åbent omkring, hvordan hun har det. Ikke om hvad andre gør eller hvad der er universelt rigtigt og forkert. Hvad skriver om og understreger det hun føler og tænker:

“Jeg tænker tit over, hvor kort livet egentlig er og hvor meget jeg gerne vil nå. Og så spørger jeg altid mig selv: “Hvad er det vigtigste i mit liv?” og det er altid min familie, som kommer frem først. Og er det så ikke der jeg skal investere min tid? Jo, det er det. For jeg vil ikke se tilbage på mit liv om 10-20 eller 50 år og tænke, at jeg burde have brugt min tid anderledes.”.



Cellina viser hvordan man kan løsrive sig et øjeblik fra vores hastighedsorienterede kultur, lægge smartphonen væk, og tænke over hvad der virkelig betyder noget. En opgave, der er så vigtig, hvis vi ønsker at “tænke verden om. At tænke verden anderledes.”, som jeg skrev om her.

En læser skrev til mig i går:

“Der er mange veje op af bjerget, men det vigtigste er troen på at vi kan nå derop.”

Cellina Martinna indgyder håb om at vi kan, hvis vi lytter efter. Og hvis det er svært og føles umuligt og forvirrende, så kan vi fordi der findes andre kærlige, omsorgsfulde og åbne mennesker, som vi kan dele vores kvaler med. Som vil lytte og som vil forstå♥️

Jeg vil anbefale jer at følge med hos hende her, her og her.

Og så vil jeg sige tak for at hun er her.

Skriv et svar