ANNALIES HISTORIE OM DA VIDAR KOM TIL VERDEN (OG AMNINGEN TIL SIDST LYKKEDES)

I dette indlæg vil jeg dele endnu en af de historier, som jeg har modtaget fra kvinder, der har oplevet et problematiske ammeopstartsforløb. Indlægget kan læses i sammenhæng med mine forrige to indlæg om amning. Du kan læse dem her og her.

I sidste uge hørte vi Filles historie. I dag skal vi høre Annalies historie om da Vidar kom til verden. En historie, der, som min egen, handler om at få den rette hjælp og  støtte. For Annalie lige på et hængende hår.

Og historien fortæller igen om vigtigheden af at den nybagte mor og det nyfødte barn får den rette støtte på dette sårbare og værdifulde tidspunkt i livet.

Her kommer Annalies historie:

 

Puha, jeg får helt ondt i maven af at tænke tilbage på dengang Vidar kom til verden. Og så bliver jeg ked af det. Og vred! For hvor er det dog uretfærdigt, sørgeligt og uacceptabelt at en så lykkelig begivenhed som dét at blive forældre, skal give mig ondt i maven at tænke tilbage på!

Forberedelse til amningen

Som førstegangsfødende, havde jeg tilmeldt mig både offentlige og private fødselsforberedelseshold for at være så klar som muligt til fødslen og havde gjort mig uendelige tanker omkring, hvordan jeg ønskede min drømmefødsel skulle være. Desværre havde jeg ikke forberedt mig på amningen, og havde ladet mig spise af med historier om hud til hud og babyer der selv kravlede op til brystvorden og instinktivt gav sig til at spise. Jeg kan tydeligt huske at jordemoderen til en konsultation spurgte mig om jeg ville amme. “Øh ja, selvfølgelig!” sagde jeg. “Er der da nogen der ikke vil amme?” Jordmoderen svarede at der var forskellige grunde til at kvinder ikke ville amme og at det var derfor de spurgte. Og så skrev hun i min journal, at jeg gerne ville amme.

Fødslen

Jeg fik dog ikke brugt min fødselsforberedelse til særligt meget, for tre uger inden termin, besluttede Vidar at sætte sig godt og grundigt fast med numsen nedad. Dagen inden vi skulle til information på hospitalet omkring det planlagte kejsersnit, havde jeg pludselig åbnet mig 10 cm. Og Vidar kom ud med et meget akut og meget kaotisk kejsersnit. Det var midt i sommerferien og der var underbemandet på barselsgangen. Vi blev kørt ind på en stue og mere eller mindre glemt i 1,5 døgn. Jeg husker ikke meget andet fra det døgn end at være fuldstændig overvældet af at være blevet mor og have ansvaret for den lille rynkede kødklump der lå på mit bryst og sov.

Etablering af amningen

Da vi skulle hjem, havde Vidar tabt sig alt for meget, og vi blev nogle dage ekstra for at få amningen etableret. Det var de værste dage i hele mit liv. Velmenende, men alt for travle jordemødre, gav råd og vejledning i øst og vest og jeg hørte alt fra “Måske har du ikke nok mælk” til “Amning er ikke for alle” og “Han har nok bare et stort suttebehov – I kan overveje en sut”.

Det var frygteligt! Jeg havde ansvaret for dette lille menneske, han var mit ansvar, og jeg kunne ikke give ham mad! Og Vidar græd og græd.

Fuldstændig afkræftet, og med en baby der fortsat tabte sig, blev vi sendt hjem med besked om at nu var det egen læge der skulle kontaktes. Hvis der var noget.

Til mit held, havde jeg tilfældigt hørt om en venindes veninde som havde fået hjælp til amning på et privat barselshotel. Som kostede KASSEN! Det viste sig at min mor kendte flere hvis børn også havde fået hjælp dér. Hun tilbød at betale. Hvilket jeg er hende evigt taknemlig for <3

Det krævede blod, sved og tårer (bogstavelig talt) at få amningen til at fungere. I tre uger lavede jeg ikke andet end at amme, pumpe mælk ud og skolde flasker. Men det lykkedes! Med min kærestes hjælp og støtte. Min mors bidrag. Barselshotellets plan og forsikring om at det nok skulle lykkes. Og ikke mindst mit eget benhårde arbejde og min viljestyrke.

Amningen i dag

Nu er Vidar 11 måneder og jeg ammer stadig på livet løs. Vidar var nemlig ikke til grød og mos, så faktisk har han indtil for nyligt primært levet af min mælk. Jeg har tænkt mig at amme længe endnu, på trods af vores samfunds normer og holdninger. Jeg er stolt af at amme og glad for at kunne gøre dét for mit barn.

Jeg ville sådan ønske at alle andre mødre der svarede “Ja” da de blev spurgt til jordemoderkonsultationen om de ville amme kunne lykkes med det. I mine øjne er det et svigt af de mødre og de børn, der ikke får den fornødne hjælp, som det for mange kræver, når amningen skal lykkes. Det svigt er  bestemt noget at få ondt i maven over!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *