MOMMY I DEN ACCELERERENDE OG INSTRUMENTALISEREDE KULTUR

På jobbet får vi at vide, at vi skal være effektive, optimere udbyttet af vores arbejde og være opstillingsparate. På studiet klapper fremdriftsreformen, hvis du ikke skynder dig. Vi får at vide at vi skal tænke positivt, se fremad. “Det er ik hvor’n du har det, men hvor’n du tar’ det!”. Som jeg skrev forleden, så lever vi i et samfund, hvor vi gør en masse, for at nå hen til noget andet. Og vi gør måske ikke så meget fordi det giver mening og har værdi i sig selv. Den instrumentaliserede kultur.

Jeg tænker på hvordan vores kultur påvirker måden vi er sammen på og måden vi forholder os til vores børn. Hvordan er kulturen krøbet ind under huden på moderskabet? Jeg har berørt emnet før. Det er det jeg vil reflektere over i dette indlæg. Vil gerne indledningsvist understrege, at der ikke er nogle af disse refleksioner der er evidensbaserede! Og da jeg selv er den vildste mommy, så må man sige, at jeg grundlæggende er meget forudindtaget.

Tid til mor og barn

Hvis vi kigger på kvinderne her i landet, så tilpasser vi os, eller skaber vi kulturen, ved at arbejde meget. De danske kvinder har en høj erhvervsfrekvens. Mor og far arbejder, mens børnene tilbringer en stor del af deres barndom i institution. Vi slår her i Danmark europæisk rekord i tidlig institutionalisering og omfang af timer børn tilbringer i institutioner. Vores kultur har altså betydning for hvor meget tid mor og barn rent fysisk tilbringer sammen.

Acceleration, optimering og instrumentalisering

Den nybagte mor bør aktivt gøre ting med det formål, at aktivere sit barn. Det bliver vi opfordret til direkte og indirekte. Det er blevet et selvstændigt projekt, at aktivere sit barn. Der findes aktivitetstæpper og det skal både blinke og sige lyde, når børnene slår til legetøjet. Det er dyrt, men vigtigt! Det sagde min gamle sundhedsplejerske og jeg løb i BabySam. Det skulle nemlig gå stærkt, for jeg skulle til babysvømning bagefter. Jeg havde en oplevelse af, at vi burde lave ting og jeg følte at jeg rendte forvildet rundt. Og når jeg var hjemme, så var jeg ved at grave mig ned af kedsomhed. Var jo helt alene, med en der bare helst ville slå til klokker, tisse på gulvet og splatte banan ud i mit hår.

Jeg synes det er påfaldende, at mange af de tilbud der eksisterer til nybagte mødre handler om, at børnene skal aktiveres og stimuleres, for så… det ene eller det andet. Vi skal som mødre gå til svømning med vores børn, for ellers bliver de aldrig trygge ved vand, og det kommer man altså til at fortryde. Der skal synges med dem, for musik er meget stimulerende for deres udvikling. Vi skal gå til hoplastik, for så understøtter vi deres grovmotoriske udvikling. Man skal klappe højre ben mod venstre hånd, har jeg hørt, for så udvikler deres hjerner sig bedre. Vi skal købe skridsikre bukser, for så kommer de hurtigere igang med at kravle, og en gåvogn skal de ha’, for så kommer de hurtigere igang med at gå. Som mødre skal vi tænke rigtig meget på at optimere udbyttet af vores moderskab, altså barnet.

Måske er der en tendens til at vi forholder os instrumentaliseret til de aktiviteter vi laver med vores børn? Aktiviteterne har ikke værdi i sig selv, men skal tjene et andet formål, der optimerer og udvikler. Er det det der gør nogle mødre på barsel pressede? Kunne det tænkes, at kvinden alene ud fra sine følelser og naturlige omgang med barnet evner at give det lige præcis den stimuli, som barnet har behov for, for at kunne udvikle sig sundt?

Positiv udvikling

Fødsler og moderskabet i det hele taget kan bruges i selvudviklingens tegn. Brinkmann skrev om det utænkelige i at finde en bog med titlen “Hvordan jeg blev ramt af stress – Det kom der intet godt ud af.”. Kunne man forestille sig en bog med titlen “Moderskabet – Det var jævnt op ad bakke”. Nej, vel. Men titlen “Moderskabetskraft – ti beretning om at vokse ud af moderskabet”. Den bliver udgivet i første ryk fra den første og den bedste redaktør med respekt for den accelererende og instrumentaliserede kultur. Der optræder måske også indenfor moderskabet en forventninger om, at vi skal vokse og udvikle os positivt ud af det. “Det der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere”. Hell no! Jeg døde heldigvis ikke under min fødsel, men tag nu bare noget så lavpraktisk som mit underliv. Mellem os, så bliver kære Cha Cha sgu aldrig sig selv igen, sorry positiv psykologi. Og det er lige meget, hvor positivt jeg har forholdt mig til organet. Ja, den er god nok. Du kan kalde dit kønsorgan for “cha cha”. Det har jeg lært efter jeg er blevet mommyblogger, hos en af de andre. Synes lidt det lyder som noget man kalder sin yorkshire terrier, men nu vi taler om det, så er lighederne da egentlig også påfaldende.

Vi får at vide, at “moderskabet er den største gave”, og der ligger i samfundet og hos mange kvinder en forventning om, at de vil elske det, trives i det og udvikle sig positivt ud af det. Helst fra day one. For mange går det bare ikke sådan. I øjeblikket florerer der flere artikler, hvor kvinder skriver om at de ikke trives i barselslivet, og synes det er svært at finde sig til rette i rollen som mor. Det er stressende og deprimerende, de føler sig magtesløse og anspændte og 10% får en decideret fødselsdepression. Nogle vænner sig først til livet som mor, når de er tilbage i fuldtidsstillingen, og en stor del af omsorgsansvaret for barnet er lagt over i statens hænder.

Er det en kulturel forventning om, at vi bør udvikle os positivt ud af moderskabet, som spænder ben for os? Er det den kulturelle forventning om positivitet, som Brinkmann talte om, der giver kvinder en følelse af at være forkerte, hvis det hele ikke er positivt?

Omstillingsparathed

Opfattelsen af at vi bør være omstillingsparate er måske en opfattelse, der er sigende for moderskabet idag. Der går ikke mange måneder efter at vi er holdt op med at tisse i bukserne nede i Netto, og har omstillet os til livet med en baby, før vi skal til at omstille os selv og barnet til at være væk fra hinanden. Læste fornylig en brochure om, hvordan man forbereder barnet på at starte i vuggestue. Det skal helst have lært at falde i søvn uden at blive vugget, det skal kunne tage flaske og helst have vænnet sig til at blive passet af andre end de nærmeste omsorgspersoner. Og vi mødre vil jo vores børn det bedste, så vi vænner stille og roligt barnet til livet væk fra os, før adskillelsen faktisk skal finde sted. Definitivt er der en kulturel forventning om at vi, når barnet er ca. et år, skal omstille os til at vores dyrebareste bliver passet i størstedelen af dets vågne timer af folk vi ikke rigtig kender. Det skal nok gå, får vi at vide, for børnene er meget omstillingsparate, “vuggestueklar” og de trænger til at blive stimuleret.

Kunne det tænkes, at de følelser af sorg og savn, som mange kvinder og børn giver udtryk for at føle, når de skal omstille sig til og leve med, at tilbringe mange timer væk fra hinanden, har en betydning, som man skal tage seriøst. Og ikke bortforklare med, at vi bare lige skal omstille os.

Opsummering

Jeg vil gerne understrege, at jeg med dette indlæg ikke ønsker at hate på et aktivitetstæppe, eller en rangle med neonlys og technomusik eller på babysvømning, eller på mødre der benytter sig af de her remedier og aktiviteter. Jeg har selv ejet det hele og trådte så sent som igår aftes på et legeklaver, der spillede julemusik, så alle mine børn vågnede. Jo, måske vil jeg faktisk gerne hate lidt på babysvømning, nu jeg tænker over det. Jeg har fandeme stadig fodvorter efter de evindelige ture i svømmehallen med min førstefødte. Gør det aldrig igen! Jeg ønsker heller ikke at sige, at der er noget galt med, at være glad i sit moderskab og opleve at man udvikler sig positivt. Eller i at man oplever det som svært. Eller at der er noget galt i, at man synes cha cha ligner sig selv fra tidligere, eller ikke synes det. Jeg mener heller ikke, at der er noget galt i at man ikke føler sorg og savn og har det fint med, at skulle tilbage på arbejde efter endt barsel, eller at der er noget galt i at have det svært med det.

Det, som jeg i dette indlæg ønsker og prøver på er, at pege på områder, hvor den accelererende og instrumentaliserende kultur, måske, uden at vi er klar over det, er blevet styrende for moderskabet idag. Og herved styrende for måden vi er sammen med vores børn. Jeg har med dette indlæg, måske meget indirekte, ønsket at sætte ord på en reflektion over om vores kultur spænder ben for os, i mødet med det lille barns verden.

1 thought on “MOMMY I DEN ACCELERERENDE OG INSTRUMENTALISEREDE KULTUR

Skriv et svar