LYSERØDE ELEFANTER I BØRNEVÆRELSET #2

Jeg startede med at undre mig over tøjdyr. Nu har undringen ført mig lidt videre.

Tøjdyret er blevet et symbol på barndommen. I den vestlige verden. Punkt fem på min musthave-liste. Eller faktisk behøver der ikke være tale om et tøjdyr. Der kan lige så vel være tale om et afsuttet pudevår. Ja, jeg har sågar set et barn i omfavnelse med et viskestykke. For nemhedens skyld vil jeg i det følgende bare sige tøjdyr. Man har i et amerikansk studie undersøgt hvor høj forekomsten af de her kærlighedsrelationer er. Man fandt at 50-60% af de amerikanske børn i undersøgelse var stærkt følelsesmæssigt knyttede til et tøjdyr.

Vi bifalder kærlighedsrelationerne

Den generelle holdning til tøjdyr blandt den voksne befolkning er at man synes det er sødt, når børnene kommer slæbende med deres elskede tøjdyr. Men hvorfor synes vi egentlig det? Hvorfor er så mange børn i den vestlige verden tæt følelsesmæssigt knyttede til tøjdyr? Og er der egentlig nogle gode grund til at blive så varm om hjertet og til at fremelske og bifalde disse kærlighedsrelationer? Til f.eks. viskestykker?

Der findes forskning på området, der kan sige os noget:

  • Man ved at der er store forskelle på om og hvordan børn knytter sig til deres tøjdyr. Nogle knytter sig slet ikke til noget, nogle knytter sig til et og nogen knytter sig til flere.
  • I et studie har man undersøgt sammenhængen mellem børns tilbøjelighed til at knytte sig intenst til tøjdyr i sammenhæng med den tid børnene bruger adskilt fra deres forældre i institution. Her fandt man at tilbøjeligheden til at knytte sig til et tøjdyr hænger sammen med hvor lang tid børnene  er væk fra deres forældre. Børn der har korte dage, er mindre følelsesmæssigt knyttede til tøjdyr, sammenlignet med børn, der er fuldtid i institution.
  • I et andet studie har man undersøgt sammenhængen mellem hvordan børn er følelsesmæssigt knyttet til tøjdyr og hvor meget og tæt kontakt børnene har med deres mor. Her så man på nogle af de karakteristika der kendetegner “attachment parenting”, som på dansk oversættes til “ifavnsk forældreskab”. Man definerede to forældretilgange, for at undersøge deres sammenhæng med tøjdyrskærlighed. Den ene kaldte de “Høj moderlig kontakt- gruppen”. Den gruppe var kendetegnet ved at mødrene ammede, reagerer sensitivt på barnets signaler om mad, sov sammen med deres børn og holdte det eller puttede det under indsovning. Den anden gruppe blev betegnet “lav moderlig kontakt-gruppen”. Den gruppe var kendetegnet ved ikke at have denne adfærd overfor deres børn. Resultatet viste at børnene med høj moderlig kontakt var mindre tilbøjelige til at knytte sig til tøjdyr, end børn med lav moderlig kontakt.
  • I et tredje studie undersøgte man koreanske børns tendens til at udvikle stærke følelsesmæssige bånd til tøjdyr, sammenlignet med amerikanske børn. Man valgte at lave studiet af koreanske børn, da man i Korea i større udstrækning end i USA sover med sine børn, ammer dem i længere tid og giver dem mere tæt moderlig spædbarnskontakt. Det var de træk ved tilgangen til småbarnet, som man ønskede at undersøge betydningen af for udviklingen af tøjdyrsromancer. Det studie viste at de koreanske børn i langt mindre grad var følelsesmæssigt knyttede til tøjdyr, sammenlignet med de amerikanske.

Hvad skal vi mene?

Studierne peger altså på at graden af separation fra primære omsorgspersoner har betydning for om og hvordan man knytter sig til tøjdyr. Og at brugen af tøjdyr ikke er universel på tværs af kulturer, men knytter sig til særlige kulturelle opvækstvilkår for børn.

Og hvad skal vi så mene om det? Det står i hvert fald klart, at efterspørgslen efter tøjdyr hænger sammen med graden af adskillelse mellem børn og voksne. Det er jo dejligt for dem, der gerne vil tjene penge på tøjdyr, som f.eks. Build-A-Bear, som jeg var på besøg hos inde ved Tivoli for et par uger siden.

Lige nu sidder jeg med de her spørgsmål i mit hoved:

  • Køber vi aflad for vores stressede og fraværende liv med et tøjdyr eller to?
  • Skal vi nu allesammen have det dårligt over at vores børn elsker de her dyr? Er det overhovede noget galt i det?
  • Er det måske ikke meget godt, at børnene knytter sig til deres tøjdyr i vores adskillelseskultur?
  • Dulmer barnet sin seperationsangst eller sit afsavn? Og hvilken betydning har det for deres måde at dulme følelser senere i livet?
  • Hvorfor har jeg lige ædt fire kæmpe flødeboller, selvom jeg allerede havde kvalme efter nummer to?

Altså alt i alt. Hvad mon det her betyder for børnene på længere sigt? Jeg ved det ikke. Men jeg vil tænke over det og læse lidt op på emnet. Og vende tilbage, hvis jeg finder nogle svar.

Hvad tænker I?

LÆS NÆSTE INDLÆG I RÆKKEN OM TØJ DYR HER.

Kilder:

  • PARENTS PRACTICES THAT LIMIT TRANSITIONAL OBJECT USE: AN ILLUSTRATION, Katherine E. Greena, Melissa M. Grovesb & Deborah W. Teganoc
  • CHILDRENS ATTACHMEN TO TRANSITIONAL OBJECTS: A Study of Two Pediatric Populations, Carole J. Litt, Ph.D.

2 thoughts on “LYSERØDE ELEFANTER I BØRNEVÆRELSET #2

  1. Uh, av, spændende læsning…
    Jeg brugte de første 6 måneder af min datters liv på at finde “den perfekte” bamse til hende, og endte med en lille gul and fra mødrehjælpen, som nu bare er BAMSEN, og som Noa bare KNUSELSKER!!
    Men altså…vi samsover, ammer (hun er snart 3), er ikke særlig meget i vuggestue (men jo, hun er der da), jeg synes min kone og jeg er mega følelsesmæssigt tilgængelige og alt i alt er vi sgu ret seje ifavnske forældre…
    Og så har vi de her venner, er ingen af delene, hvis søn er i institution alt for længe hver dag, og han er komplet ligeglad med bamser etc…
    Så er det jeg tænker om jeg “har skabt” en afhængighed af “den skide and” hos hende, som i virkeligheden slet ikke er godt for hende…
    Hvad siger den skarpe psykologistuderende?

    1. Min datter sover med sin sut. Og hun glæder sig lige lovligt meget til at få den om aften. Det har reddet mig som en mare på det seneste. Jeg har spurgt mig selv, hvornår jeg tidligere har givet hende sutten? Hvad jeg har brugt den til? I hvilke situationer har hun fået den? Og jeg er ikke stolt af mig selv. Skriver et indlæg om det på et tidspunkt, hvis jeg tør. Du kan jo spørge dig selv hvad hun bruger skideanden til? Vælger hun den fremfor jer? Hvordan har forholdet til den udviklet sig? I hvilke situationer har I opfordret hende til at søge den? Altså, hvis du er nysgerrig på at forstå kærlighedsforholdet.

      Haha! Griner virkelig af din “skide and”. Vær nu ikke for hård ved det forsvarsløse kræ. Efter jeg læste op på alt det her var jeg selv få øjeblikke fra at skylle den brune abe ud i toilettet og blev kun bremset fordi min kæreste åbenbart er meget øm om vores kloaksystem. Men altså. De overgangsobjekter behøver ikke være en dårlig ting! Jeg skriver snart et indlæg om det. Man mener traditionelt set at de er del af en naturlig udvikling fra total afhængighed til selvstændighed hos barnet.

      Men det er spændende at overveje omstændigheder der gør at børn knytter sig til tøjdyr – nu når det ikke er noget børn i samme grad gør i alle kulturer.

Skriv et svar