TIDEN GÅR…

Som nævnt, så havde vi havedag og ryddede op i vores kælderrum i lørdags. Jeg blev på dramatisk vis konfronteret med ønsket om, at være lidt anderledes på nogle områder. Jeg gad godt, at være sådan en mor, der fik udfyldt Barnets bog og sat billeder ind. Sådan en mor, der skrev ned og kunne huske, hvornår hendes børn fik den første tand, gik for første gang. Sagde mor, for første gang. Jeg har klippet min datters hår af, mens jeg drømte om at udfylde Barnets bog og klistre totten ind. Og hvor tror i totten er nu!?! Da vi i lørdags rydder op i kælderrummet fandt jeg den klistret fast under en stol! Det lille fine minde om min baby, der nu er en stor pige var bare blevet smidt på gulvet! Overvejede om jeg skulle spise det, for ligesom at ære mindet, men efter min kærestes og min konflikt over hår, lod jeg være. Han ville ikke kunne forstå eller acceptere det. Men altså. Mit ønske om at få udfyldt den bog og spist det hår, handler vel egentlig bare om rigtig gerne at ville kunne tage mindet ind og beholde det –  fordi tiden går så hurtigt og er så dyrebar. Jeg har tit tænkt, at jeg ikke behøver skrive ned, for jeg vil da kunne huske det hele, fordi det er så stort og fantastisk. Tiden med mine børn. Tre kvarter og en leverpostejmad senere, kan jeg ikke huske hvem jeg selv er eller hvor jeg har lagt leverpostejmaden. Indtil jeg finder den smattet ud på min albue.
Lige nu trøster jeg mig over den lemfældige omgang med mindet ved, at sige til mig selv at jeg nok ikke ville kunne mindes og holde mere fast i al det der var, selvom jeg havde fået udfyldt den bog, før glemslen kom over mig. At man jo bare ikke kan stoppe tiden, men bedst bør leve den, i viden om at den forsvinder hele tiden. De børn bliver så store og jeg bliver så gammel. Så hurtigt. Øv, har jeg bare lyst til at skrive.

Skriv et svar