MODERSKABET I DET HAVENDE SAMFUND

Mine børn for 15 minutter siden, da jeg havde lyst til at gå og låse døren bag mig. Uden dem!
Jeg vil gerne koge lidt (meget) suppe på bogen “At have eller at være”, som jeg skrev om her. Som skrevet mener Fromm, at industrisamfundet er krøbet ind under huden på os. Vi moderne menneske er blevet forbrugssamfundets forlængede arm. Uden at vi måske er særlig bevidste om, at mange af de ting vi gør handler om, at erhverve os nyt, og skabe et nyt og bedre billede af os selv udadtil – igennem vores forbrug. Nu tænker jeg så på, hvad der er sket med børnene i en hverdag, der handler om at tjene penge, så man kan erhverve sig nyt og købe sig til, den man gerne vil være.
Hvordan er industrisamfundet krøbet ind under huden på moderskabet?
I forbindelse med at jeg selv bliver mor, finder jeg ud af at der er rigtig mange kvinder, der ikke tror at de er i stand til selv at passe deres børn godt nok, når børnene når en vis alder. Jeg har mødt mange kvinder, som har fortalt mig, at de er af den overbevisning at de ikke længere kan stimulere deres børn godt nok. Eller socialisere dem godt nok. Børnene er blevet for krævende og trænger til noget mere, som mødrene ikke kan give dem. Mener mødrene. De små børn på et år trænger til at komme i vuggestue, siger de her søde, kloge, velfungerende, kærlige mødre. Børnene er “vuggestueklar”. Hvis man ikke ved hvad det vil sige at være vuggestueklar, så kan man finde over 200 hashtags på instagram, der giver et svar – i form af billeder af børn i et-årsalderen. Også i det her mommyblog-univers støder man på denne overbevisning. Jeg kan tælle på en finger, hvor mange mommybloggere, der, så vidt jeg ved, eksplicit har forholdt sig kritisk til temaet omkring institutionalisering af småbørn. Og det er Emilie i dette indlæg. Og hun fik høvl! Også i kommentarerne til hendes indlæg kom overbevisningen om, at børnene skal væk hjemmefra – for børnenes skyld – til udtryk.
Jeg tror ikke på at det er børnene, der ikke kan få dækket deres behov hjemme hos deres mor (eller far). Jeg tror på, at det er industrisamfundet, der er krøbet ind under huden på moderskabet, fordi samfundsøkonomien, som den ser ud i dag, er afhængig af mødrenes arbejdskraft.
Eller jeg tror, at mødrene keder sig, og ikke (længere) føler, at de har nok i “barselsboblen”. Og, shit, hvor jeg kender det! Faktisk var jeg for bare 10 minutter siden tæt på, at gå fra hus og hjem, og fra to børn, der nægtede at sove. På det tidspunkt hvor jeg skulle læse og drikke kaffe, hvilket jeg havde glædet mig til siden jeg vågnede. Kaffen er kold nu, og jeg får ikke tid til at åbne en bog før om fire dage. Hvor jeg måske vil skrive et blogindlæg, om hvad jeg synes er mest udfordrende og opslidende ved, at passe børn fuldtid.
Hvad tænker I derude om det her emne? Om det her indlæg? Er det groft sagt eller er det common sense?
Mig, der er jævnt træt af nætter. Heldigvis ikke af dage.

3 thoughts on “MODERSKABET I DET HAVENDE SAMFUND

  1. Jeg vil give dig helt ret! Selvfølgelig kan det være sundt for børn at være sammen med andre børn – men det kan jo ske i mange andre former end institution.
    Godt du er med til at sætte ord på de refleksioner, som nogle måske ikke selv kan. Og tak for din ærlighed. Er vild med kommentaren om tandtråd!

Skriv et svar