LØRDAGSBIO #1- ABER

Min kæreste og jeg har tit et problem. Når vi en sjælden gang imellem beslutter os for at skulle se en film sammen, så kan vi ikke blive enige om en. Ofte bruger vi så aften på at scrolle op og ned inde på blockbuster og ender med at blive uvenner, fordi den ene gerne vil se dokumentar og den anden gerne vil se film om fiktion om verdensundergang. Så vi går i seng. I hvert vores rum. Forbitrede og sammenbidte. Endelig lørdag!
Og det var så nu jeg måske burde være sympatisk og komme med en række foreslag til fim, til både ham og hende. Næh. Nej. Det gider jeg ikke. Men jeg vil meget gerne komme med foreslag til film, som jeg godt gad at se, og som andre måske også godt gad at se. Denne film er god, og min kæreste synes det faktisk også. Han kunne genkende adfærd hos mange af sine venner i denne skønne naturfilm om chimpansefamilier fra Tanzania. Byt bananerne ud med en bigmac menu og jungle ud med hovedbanen kl.04.07 søndag morgen. Og så måske et par lidt mere velplejet tandsæt. Shit, de har grimme tænder, sådan nogen aber. For ikke at tale om røve.
Men altså, de ligner os på mange områder. Og det synes jeg er dybt morsomt! Generelt synes jeg dyr er virkelig virkelig sjove. Tror det kommer af at jeg tit så dyrefilm, da jeg var lille, hvor min mor lagde stemmer til og jeg overtissede hele vores lille to-værelses af grin. Når jeg ser en hund foran Netto, så kører underteksterne i mit hoved. Måske der er andre, der kender det? Min veninde Helene er for vild til at lægge stemme til dyr! Så vild, at jeg en gang faldt tilbage i et infantilt adfærdsmønster og overtissede hendes toplækre, hvide og stilsikre vesterbro lejlighedaf grin, da hun henledte min opmærksomhed på en passerende gravhund fra stuevinduet. Det var kort efter jeg havde født, vil jeg gerne lige understrege, og det går meget bedre med den slags nu! Bare lige så I ved det. Vil sgu ikke have hængende på mig, at jeg render og pisser folks huse til.
Nåh. Filmen her er fed, fordi man kan genkende sig selv, sin kæreste, sine unger og resten af sin omgangskreds i den. Og så er det en tåreperser, der vil noget. Altså, da Flints mor dør, og han selv dør af sorg tre uger efter at have mistet sin mor. Der knækkede jeg sammen! Og jeg mener også, at jeg så en tåre i min kærestes øjenkrog, hvilket han selv underskylder med, at han fik lidt korn fra rugbrødet i den gale hals. Lige i det øjeblik, hvor Flint ånder ud tæt ved sin mors dødsleje. YEAH RIGHT!!  Filmen er også en gyser, der patosappelerende beskriver en mors værste mareridt. En stor og stærk kvinde har rottet sig sammen med sin dominerende datter, og sammen daner de en massemyrdende duo, der gennem en længere årrække stjæler nyfødte babyer direkte fra moderens favn, og myrder dem og spiser dem. 10 mord bliver de skyldige i, og Jane Goodall prøver at forklare. Og så er hende Jane, altså fascinerende. Og flot. Tænk, hvis man var hende.
GOD LØRDAG!
Ps. Det kommer til at handle meget mere om aber, herinde.

 

Skriv et svar