HVOR SKAL VI HEN, LILLE DU? I EN ACCELERERENDE OG INSTRUMENTALISERET KULTUR.

Jeg har tidligere nævnt det, som, blandt andre, Brinkmann, kalder den accelererende kultur. En kultur der handler om hastighed, det hurtige fix, ny teknologi, evige omstruktureringer og skiftende og midlertidige trends inden for mad, mode og mirakelkure. Vi skal tilpasse os arbejdsmarkedets skiftende ønsker og præferencer, for at afværge “truslerne fra globaliseringen”. Vi skal være tilpasningsdygtige, omstillingsparate, effektive, fremtidsorienterede og “følge med”. Det værste man kan være er stillestående! Så er man doven eller uambitiøs. Føj!

Folk blev vrede dengang Brinkmann udgav sin syvtrinsguide. Hvad var det nu for noget at skrive? Nu var de jo lige så godt igang med at finde meningen med det hele! Brinkmann havde i sin syvtrinsguide ikke fokus på alternativer, men det havde han sidenhen i sin bog “Ståsteder”. Her taler han om at træde ind i livet. Træde hvorhen?? Åh, nej, hvor skal vi nu hen, tænker man måske?

Den instrumentaliserede kultur

Brinkmann mener at vi finder ståsteder i livet ved at beskæftige os med fænomener, som giver mening i sig selv og i de aktiviteter som vi udfører for deres egen skyld. Han kalder den type aktivitet for ståsteder, og taler om, at netop det at finde frem til ståsteder vanskeliggøres af vores “instrumentaliserende samfund”. Det instrumentaliserede samfund skal forstås som et samfund, hvor man beskæftiger sig med og fokuserer på en masse, som ikke har mål i sig selv. Et eksempel er penge, der aldrig har nogen værdi i sig selv, men er et oversættelsesredskab, som vi bruger til at afgøre hvor meget noget er værd, sammenlignet med noget andet. Problemet er ikke instrumentaliseringen i sig selv, men problemet opstår når den instrumentaliserede tænking bliver den dominerende i måden vi forholder os til verden, andre mennesker og til os selv.

Brinkmann ser at dette sker idag. Og her vil jeg som den sædvanlige lallende jubelidiot sidde i baggrunden og trykke på like-knappen til min pegefingerknogle blottes, hoppe op og ned i sofaen og klappe, vinke med armene og råbe “Det sys jeg os, det sys jeg os! Enig, enig, enig. Godt sagt, Svend! Sig det igen! Kom så!”

Når jeg ser ud på samfundet, igennem mine møgbeskidte ruder eller igennem Instagrams Ludwig-filter, så undrer jeg mig over hvorfor jeg ser en masse mennesker, der jager penge, prestige, karriere, den faste røv og den flade mave, det rigtige look til sig selv og sine børn. Som om de her ting og aktiviteter har værdi i sig selv. Jeg ser selvfølgelig også andre ting, når mit blik ellers kan komme forbi det tykke lag af duelort på mine ruder eller de pimpede instagram-morgenmadstallerkenerne. Men nu blev vi jo opfordret til at tage en anden end ja-hatten på, og jeg har haft denne her på længe.

Hvis nogen fortsat skulle være i tvivl, så må jeg igen understrege: dette er en mommyblog. Derfor er mit fokus igen børnene, og i denne sammenhæng hvad den instrumentaliserende og accelererende kultur gør ved os som forældre, ved den måde vi er sammen med vores børn på, og hvordan kulturen påvirker vores børn. Det var mange spørgsmål på en gang. Jeg starter fra en ende af imorgen.

Skal først have ringet til vinduespudseren og måske ha’ lagt lidt flot op på instagram. Fik nemlig avokado og vagtelæg til morgenmad. Alt sammen fra #datoservice <3

Kilde: Bøgerne “Ståsteder” og “Stå fast – Et opgør med tidens udviklingstvang.” af Svend Brinkmann.

1 thought on “HVOR SKAL VI HEN, LILLE DU? I EN ACCELERERENDE OG INSTRUMENTALISERET KULTUR.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *