ER BØRNEMINISTEREN EVIDENSFORNÆGTER?

Ja, så kom dagtilbudsudspillet, og som forventet bliver der ingen minimumsnormeringer. Men det er måske heller ikke nødvendigt? Hvis man spørger børneministeren om der er nok voksne pr. barn idag, så siger hun “JA”. De fleste vil nok mene at hun lyver, og at de nervøse hænder, taler deres eget sprog. Eller mene at hun må være ignorant eller simpelthen evidensfornægter.
Hvordan normeringerne bør se ud er af eksperter forlængst blevet fastsat. Og det ved alle der gad beskæftige sig med emnet bare to minutter foran en googlesøgemaskine. Ifølge ‘Academy for Pediatrics’ bør en voksen maximalt tage sig af 3 børn under to år. De bør maksimalt tage sig af 4 børn mellem 2 og 3 år og maksimalt 7 børn mellem 3 og 4 år. Og vi taler om fuldtidsbemanding. BUPL anbefaler en normering, der hedder max 3 børn pr. voksen i vuggestuen og max 6 børn pr. voksen i børnehaven.

Minimumsnormeringer i Danmark

I Danmark er der aldrig fra statslig side blevet fastsat regler for, hvor lidt voksenkontakt, det er tilladt at børn får i deres institutionsliv.

Der er ALDRIG sat nogen nedre grænse for hvor lidt omsorg, nærvær, og opmærksomhed den danske stat vil tillade at børn får, når de passes indenfor de rammer vi kalder “vuggestuer” og “børnehaver”. Det bestemmer kommunerne selv. Altså, så kunne kommunen, i princippet beslutte, at en person skulle tage sig af alle 13 vuggestuebørn. Det ville være lovligt. Og det er på trods af at man ved, at det antal voksne der er tilstede hos børnene er afgørende for børnenes trivsel, på mange områder. Og på lang sigt. Ja, faktisk generelt for hvordan deres liv former sig. Det skrev jeg om her. Hvis de rette normeringer ikke overholdes kan børnenes personlighedsudvikling tage varig skade.

Hvad får vi ud af de dårlige normeringerne?

Hvis man reflekterer lidt over det spørgsmål, som journalisten stiller børneministeren, så har hun faktisk ret i noget. Der behøver ikke bedre normeringer. Der er nok voksne pr. barn (så som 1 til 17 børnehavebørn eller 1 til 8 vuggestue børn). Der er nok voksne, hvis man, baseret på evidens indenfor området, ønsker at flere børns personligheds – , sproglige og mentale udvikling skal tage skade. Og man mener, at mennesker vis udvikling slog fejl fra 1årsalderen, vil være robuste nok til at løfte samfundet i fremtiden. Så har hun fuldstændig ret.

Shit, jeg er ophidset lige nu. Sidder og sprutter og væser her i mit iltfattige kammer, slår korsets tegn.

Hvis der skulle sidde nogen derude og tænke, at jeg er en dramatisk kælling, som man ikke kan tage seriøst, fordi jeg bruger mine dage på at fotografere hundelort, lyver for min datter og drømmer om at være et hamster, så indsætter jeg her Dion Sommers udtalelser om emnet. Ham kan ingen betvivle!
“Det går altså ikke, at det offentlige kan true børns udvikling ved at regulere normeringerne. Der skal være nok veluddannede voksne til at drage kvalificeret omsorg for børnene i daginstitutionerne, ellers vil det især gå ud over den sociale og følelsesmæssige udvikling, men også den sproglige og intellektuelle udvikling kan tage skade. Og det gør mig bekymret, hvad jeg ellers ikke plejer at være. Så derfor er det væsentligt for mig, at dem, der sidder og beslutter normeringernes størrelse, har en viden om, at man ved at putte flere børn ind per voksen er med til at true næste generations personlighedsudvikling”, SIGER HAN!
Hvad skal vi gøre? Hvad tænker I om det her?

1 thought on “ER BØRNEMINISTEREN EVIDENSFORNÆGTER?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *